Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen For Romantik og Historie Maanedsskrift. Udgivet af H.P. Holst, 1868-90.

Om indholdet på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104811.htm

Udarbejdet 2023 af Niels Jensen

Opdateret den 7. oktober 2023 af Niels Jensen

7 .

H. P. Holst:

For Bomantik og Historie.

Eetogtredivte Bind.

Kjobenhavn. J. Cohens Bogtrykkeri. 1883.

7 ÆG — 3 )

SÅ

2 va

4

* net æn F ' BE

ove

e- Bwil

BEN

Indhold.

Side Jacob Szela. Af M. von Ebner-Eſchen bach 1 Melbourne og Colonien Victoria. Af Herman Chriſteſen 41 Et Tronſkifte. Af E. M. de Vogu 61 Tonerne, Af H. P. Holst. 97 Erotiſkte Digte. Af Martin Koaoklkll EEERRER rer 99 Rigdommen og Folkemeengden. Af Charles Richet .. 102 Fresco⸗Billederne. Af Ouida aaa 113 Horats og Mæcenas, Efter Gaſton Boisfier...... 176 J. A. Jerichau. Af Chriſtopher Boed............ 193 Fresco⸗Billederne. Af Ouida. (Sluttet.)........... 196 Den Sidſte. Af Ernſt v. Wilden bruc gg 241

To Digte af Anakreon. Overſatte fra Græjt af Martin Kok 289 Digte af Chr. Lauggaard: l!!! Een 291 2. Haabelrlrlrtrrrrt ae LE REE SENE 292 3. Novemberr!!n!r! RER RR 293

Arabis Proces. Af Gabriel Charm 295 Montenegrinerinden. En Fortælling af Thomas Jez 569 Sokrates. Digt af J. Johanſe nn 385 „Mod Vinter“. Digt af A. C. Langſted Af Friherre v. Richthofens Memoiren 397 Urmagerens Datter. Fortælling af Marie von Ebner⸗ Scene ED DE AS SEERE 413

Literatur. (Johannes Helms: „SoldaterliviKrigſ og Fred.“) 561 „Grantreet“. Digt af A. C. Langſted

Incob Szela.

Af M. von Ebner⸗Eſchenbach.

Nogle kaldte Jacob Szela en Folkeforer, Andre en Folkef or forer; hine ſage i ham „et Monſter paa den ſtjonneſte Loyalitet,“ disſe en Rover og Mord⸗ brænder. De Forſte holdt ham i re ſom en Lov⸗ kyndig og Viismand, medens de Andre betragtede ham ſom en Vinkelſkriver og Rabuliſt. Aldrig er en hi⸗ ſtoriſk Perſonlighed bleven faa forſkjelligt bedømt, ſom den galiziſke Bonde Jacob Szela, Feſter i Smarzowa, i Jarnowkredſen. Man veed ikke engang, hvor gammel han var i 1846 — dette for Galizien jaa betydnings⸗ fulde og ulykkelige Aar.

— Han var dengang treſindstyve Aar og i fuld Beſiddelſe af fine Kræfter, ſige hans Anklagere. — Han var en brudt Olding paa halvfjerdſindstyve Aar, ſige hans Beundrere. Kun eet Punkt ere Alle enige om, — Alle bekrefte, at der var lagt en ſtor

1

2 Jacob Szela.

Magt i Henderne paa denne Mand, hvem Tuſinder af hans Standsfeller ſkjcenkede ubetinget Tillid og adlod blindt.

Strax efterat han var bleven valgt til Sogne— forſtander, anlagde han Sag mod Godseieren. Han beviſte, at Godsbeſidderne i Løbet af fer og halvtred— ſindstyve Aar havde ladet Sognet Smarzowa yde ugentlig firſindstyve, ialt ethundrede toogtredive tuſinde nihundrede og treſindstyve Hoveridage flere, end det havde været forpligtet til at yde, og forlangte Skades⸗ erſtatning herfor. Kredsretten tog mod Klagen, men ſogte at fane Szelas Fordring nedſat. Denne vilde imidlertid ikke opgive en Toddel af ſin Ret eller af deres, hvis Repreſentant han var; heller ikke vilde han gaae ind paa ſelv det bedſt mente Forſlag til at fane Sagen forligt, og han vifte fig faa ſtivſindet, at Kredsdommeren, Ridder von Breinl, tilſidſt beſtemte fig til at give efter for Godseierens Forlangende og erklere Szela for afſat ſom Sognets Forſtander og Be⸗ fuldmegtigede.

Denne Dom appellerede Szela ſtrax til Gouverne⸗ mentet, men blev afviiſt og opfordret til at rette ſig efter Kredsdomſtolens Afgjorelſe. Szela tenkte nogen Tid over hvad der nu var at gjore og henvendte ſig derpaa til Hofcancelliet i Wien med en klar Fremſtilling af Sagens Omſtendigheder. Det varede ikke længe, for der derfra kom en Casſation baade af Kredsrettens og af Gouvernementets Kjendelſe. Begge fik Befaling

1 7

Jacob Szela. 3

til, ſom tidligere, at anerkjende Szela ſom Sognefor— ſtander, da der i faa Henſeende ikke var Noget at indvende imod ham, og der forovrigt ikke forelaa noget Ufordelagtigt imod ham. Denne Afgjorelſe vakte hos Landbefolkningen uendelig Taknemlighed og Begeiſtring for den keiſerlige Regjering, og forogede i hoi Grad Szelas Anſeelſe.

Procesſen gik nu ſin Gang og var lige ved at blive afgjort til Fordel for Klagerne, da Revolutionen ud— brød, den eneſte, hvori Folket gjorde Udſlaget, idet det tog Parti mod dets foregivne Befriere. Det var ikke ſaa underligt, at Szela ſpillede en ſtor Rolle ved denne merkelige Begivenhed, ja, han maatte ſpille den; Conſekventſerne af hans mangeaarige Virkſomhed drev ham fremad, og den jevne Bonde har vel ſelv været noget underlig tilmode, da han en Morgen vaagnede og ſaage, at Leen i hans Haand var for⸗ vandlet til et Dommerſveerd.

Om han har fort det til det Gode eller til det Onde, om han har ſogt at puſte til eller at dæmpe den overalt opblusſende Flamme, derom tilkommer den endelige Dom ikke forud indtagne Menneſker. Men veiledende til en Charakteriſtik af Bondeforeren ere dog Beretningerne fra en nylig i Zabno ved Doden afgaaet Mand, der har kjendt Szela perſonligt, men : ftaaet fjernt fra ham, og ſom pleiede at tale om ham „sine ira et studio.“

Denne Mand var den gamle Sikorſki, Caſtellan

1*

4 ) Jacob Szela.

hos Grev O., Nabo til Herrerne af Bogusz, Eierne af Smarzowa. Sikorſki havde i ſin Ungdom veret Militair; han havde ikke glemt fin Faneed og brød ſig aldeles ikke om Politik. J ſaa Henſeende fulgte han ſin Herres Exempel, ſom ogſaa i mange Aar havde været Soldat og betragtede denne Tid ſom den gladeſte i fit Liv. Grevens lykkeligſte Tid — hans Augteſkab — havde kun varet nogle fan Aar. Efter hans Huſtrus Dod, der havde efterladt ham tre ſmukke og kraftige Sonner, hengav han ſig i Begyndelſen til en uendelig Sorgmodighed, meu ſogte derefter at ad— ſprede ſig, aflagde Beſog hos ſine Naboer, opholdt ſig hele Maaneder i Lemberg, brugte flere Penge, end hans Indtegter tillod, pinte fine Forpagtere og blev en ſtreng Herre mod fine Bønder. Men hvor daarligt disſe end havde det, kunde deres Bedſteforeeldre dog fortælle dem, at den nuværende Tid var ſom Guld i Sammenligning med den tidligere, da Bonden bog— ſtavelig blev fpœendt for Ploven, og det ikke koſtede en Adelsmand en Stilling at flaae en af fine Livegne ihjel — og kun femten polſke Gylden, naar han flog Naboens ihjel.

Greven havde altid havt en vis Forkjerlighed for Szela; han ſtandſede ham, naar han mødte ham, og ſpogte med ham, men ydmygede ham ogſaa af og til temmelig haardt. Han hadede inderligt Szelas Gods— herrer pan Grund af deres mod Sſterrig fjendtlige Sindelag og ſkulde gjerne have undt dem alle mulige

Jacob Szela. 5

Ulykker; men at Ulykken kom over dem fra en af deres egne Bonder, det var ham dog ikke rigtig tilpas. Kredsrettens Dom over Szela havde han dadlet ſom en Uretferdighed, Hofcancelliets Afgjorelſe forekom ham at være en Uklogſkab. „Det gaaer over alle Grendſer,“ ſagde han, „det er altfor galt. Det er jo at undergrave enhver umiddelbar Autoritet lige— overfor Landbefolkningen.“

Fra den Dag af var Greven uvillig ſtemt mod Szela, og i denne Misſtemning beſtyrkedes han af en ung Mand, hvem han noget hurtigere, end det ellers laa for ham, havde ffjænfet fin Tillid, Mandataren Zaslo. ;

Mandataren var i det Hele en vigtig Perſon— lighed blandt Grevens Omgivelſer, en ualmindelig ſmuk ung Mand af et ſerdeles indtagende Veſen. Af Middelhoide var han, mager ſom en Mynde, ſmidig ſom en Kat og klog ſom en Slange. Greven fod ſig beherſke af ham, de unge Grever vare fortryllede af ham. Joſeph, den eldſte, tilbad ham formelig og veg ikke fra hans Side.

J Hoſten 1845 kom en Dag Szela til Caſtellanen Sikorſki og bad om at blive meldt hos Greven. En ſaadan Frihed havde Szela aldrig taget fig, og St korſti ſagde forbauſet til ham: „Melde Dig? Hvad gaaer der af Dig? Det vilde jeg ikke engang gjøre, hvis Hr. Greven var godt oplagt; men nu er han ovenikjobet i fit vœrſte Humeur, fordi Forvalteren ikke

6 Jacob Szela.

har bragt ham faa mange Penge, ſom han vil have med paa Reiſen imorgen.“

Szela ſparede, at naar Hr. Greven allerede vilde reiſe igjen den næfte Dag, var det ham faa meget mere af Vigtighed, ſtrax at komme til at tale med ham. — Han vidſte at foreſtille Caſtellanen Sagen ſom paatrengende og foreholdt ham faa ſteerkt, at det var et ſtort Anſvar, han paatog ſig, hvis han ikke ſkaffede ham Audients, at Sikorſki gik til Greven og forebragte ham Szelas underdanige Bon. Greven ſprang op fra Skrivebordet, hvorved han ſad mellem uordentlig hen— kaſtede Reguſkabsboger og Papirer, og raabte: „Lad ham faa komme ind!“

Caſtellanen ſtudſede og blev hed om Srene. Denne ſkarpe Klang i hans Herres Stemme kjendte han og vidſte forud, hvad Szela havde at vente. Han gik tilbage til fit Vœrelſe og ſagde til den Ventende: „Folg mit Raad og ſtik af. Jeg ffal ſige, at Du i det ſidſte Oieblik ikke havde Mod til at træde frem for Herren. Det ſynes han godt om, ſaa bliver han nok mildere ſtemt.“ '

„Det kan ikke hjælpe,” mumlede Szela, „gaa Du foran, Pan Caſtellan, jeg folger efter.“

De begav fig faa afſted.

„Hvad vil Du her?“ raabte Greven til Szela. Men da denne bukkede dybt og ydmygt blev ſtagende ved Doren, faa var det, ſom om Synet af ham om⸗ ſtemte Greven. Og ganſke viſt havde den gamle

Jacob Szela. 7

Feſter, ſtjondt han var uſedvanlig lille og ſpinkel, et ganſke ærværdigt Udſeende. Han ſtod tilfeldigviis under et Billede af Theuerdank, der hang paa Veggen, og man kunde ikke undgaage at lægge Meerke til Lig⸗ heden imellem de to Hoveder, den ſtore Kriſer i den Floiels med Peltsverk kantede Jagtdragt og den fattige Bonde i den hvide Lerredsbluſe.

„Hvad vil Du?“ gjentog Greven.

„Jeg beder underdanigſt om at maatte tale med Dig under fire Bine, hoibaarne Herre.“

„Under fire Sine? ... Du er driftig ... Jeg har ingen Hemmeligheder ſammen med Dig. Tal i Caſtellanens Nerverelſe eller ſkrub af.“

„Som Du befaler, naadige Herre,“ ſvarede Szela uden at fortrekke en Mine — han havde vel ikke ventet en bedre Modtagelſe. „Jeg er kommen for at advare Dig; Du er i ſtor Fare.“

„Saa?“ ... Greven dreiede pan fit Overſkjeeg og traadte nærmere hen til Szela: „Du kommer for at advare mig ... mod hvem?”

„Mod en af dine Tjenere, der beftjæler Dig.“

„Beſtjceler mig?“

„Ja, hoibaarne Hr. Greve. Han fraftjæler Dig det Kjcereſte, Du har — dine Born.“

„Hvad ſkal det ſige? Hvad er det for Snak?“

„Ver jaa nedladeude at høre mig,“ bad Szela. „Du har en Mand her i Huſet, der holder til med Polakkerne og er en Fjende af Keiſeren.“

8 j Jacob Szela.

„Og vel ogſaa af Dig?“ ſpurgte Greven haan— ligt, og Szela, der ikke forſtod Ironien af disſe Ord, ſvarede ganſke roligt: „Naturligviis, Herre. Keiſerens Fiende er ogſaa min Fjende.”

„Aha! . .. Hvad hedder fan den Mand, Du taler om?“

„Jaslo, Pan Jaslo, Mandataren.“

Nu brød Uveiret los: „Du nederdregtige, bag— taleriſte Hund! Min bedſte Tjener vover det Aſen at kaſte Snaus paa, fordi han veed, han ikke er ham bevaagen? .. . fordi han ſom ethvert fornuftigt Menneſte ſiger: Det var urigtigt af Hofcancelliet at give andet Svar paa den frekke Karls Appel end en Anviisning pan halvtredſindstyve Stokkeprygl?“

„Det er tidt kommet mig for Ore, naadige Herre, at Pan Jaslo forer utilborlig Tale.“

„Og følgelig ſkal jeg ſtoppe Munden paa ham, mener Du? Et Menneſke, der har fundet aabent Øre hos Hofcancelliet, vil ogſaa finde aabent Ore hos Herſkabet ... Men deri tager Du feil ... Herſkabet ſkal indhente, hvad Hofcancelliet har forſomt ...“

Dinene ſtod ud af Hovedet paa Greven, og hans Leber vare hvide; han knyttede Haanden om en Ride⸗ pidſt, ſom han havde revet ned fra Veggen, og Sla— gene regnede ned over Bondens Hoved og Skuldre. Denne ſtod ubevægelig og foer ikke engang ſammen; kun en uendelig fortvivlet Sorgmodighed kom tilſyne paa hans rynkede Anſigt.

Jacob Szela. 9

Pludſelig var det, ſom om Greven ſkammede fig over fin Boddelgjerning. Men iſtedetfor at det ffulde formilde ham, ophidſede denne Tanke ham kun til endnu ſtorre Raſeri imod den, der havde foranlediget en ſaadan Nedverdigelſe.

Szela gjorde ikke det Mindſte for at mildne hans Raſeri. „Jeg behover i Grunden ikke at tage mod Prygl af Dig, naadige Herre,“ ſagde han, da Greven puſtede lidt. „Alligevel beder jeg Dig: ſlaa kun til, men læg vel Merke til min Advarſel.“

Naturligviis raſede Greven endnu verre end for; han kunde ikke finde paa Skjeeldsord nok. Tilſidſt ſvor han en faa taabelig Ed, ſom kun den meſt ra— ſende Vrede kunde lægge ham i Munden: Hellere vilde han gage tilgrunde, hellere fee ſine Born doe for ſine Dine, end at maatte takke en usſel Bonde for fin og deres Frelſe. „Herud! Herud! med Dig, Du lognagtige Skurk! og lader Du Dig oftere ſee her, ſaa tag Dig iagt for Hunden!“

Det var den Velſignelſe, Szela fif med til Affked. Caſtellanen tog den Gamle med op paa ſit Verelſe og bragte ham Vand til at vaſke ſit blodige Anſigt af med. Det gjorde ham inderligt ondt for den mis handlede Mand; men han kunde dog ikke lade vere at ſige: „Det er gaaet Dig efter Fortjeneſte. Hvad vilde Du der?“

Szela gned ſine gjennempryglede Skuldre med Bagen af Haanden: „Den ſtakkels Hr. Greve — ſaa

10 Jacob Szela.

forblindet troede jeg dog ikke, han var. Stakkels Herre! den polſte Vindbeutel har da aldeles bedaaret ham ... Bed til Gud, Hr. Caſtellan, at han af⸗ vender den ſtore Ulykke, ſom dette Menneſke kan bringe over den ſtakkels Hr. Greve og hele hans Hus.“

Om Eftermiddagen ſendte Greven Bud efter Mandataren, med hvem han havde en lang Samtale. Forſtyrret og bleg var Jaslo traadt ind i ſin Herres Verelſe, veltilfreds og rolig kom han ud derfra. Den livagtige gode Samvittighed kunde ikke træde op i en elſtveerdigere Skikkelſe. Caſtellanen mødte ham i Gangen og ergrede fig ſenere over, at han havde be— ſvaret den unge Mands Hilſen ſaa venligt. Men Sagen var netop den, at han altid forſtod at vinde Folk. Enhver, der fane ham, kunde ikke tiltroe ham noget Ondt. Maaſkee fordi han ſelv gik i den Tro, at han handlede rigtigt, naar han ſogte at bedaare og forfore eller forraade Alle, der horte til et andet Parti end hans.

Efter Grevens Afreiſe begyndte han forovrigt at drive ſit Spil temmelig aabenlyſt. Han ſyntes at tage til Forbillede Hr. Longchamps, Fyrſt Sangußkos Godsforvalter, der, ſaaſnart Fyrſten havde forladt fin Reſidents for at tage Vinterophold i Paris, gjorde Slottet Gumniſk til et Samlingspunkt for Propagan⸗ daens Tilhængere, Agenter og Emisſairer over hele Veſtgalizien. Med disſe Folk var Jaslo og Grev Joſeph ſtadig ſammen; og ſelv de yngre Grever, hvis

Jacob Szela. 11

Hovmeſter længe havde bekcempet Jaslos Veltalenhed, begyndte nu at blive vaklende og fang: „Jeszceze Polſka,“ og de glædede fig paa deres barnlige Maade til, at Revolutionen ſnart vilde bryde ud.

Forunderlig var Stemningen i Landsbyen. Son- dagen Sexageſime laa der paa Benkene i Kirken trykte loſe Blade, der af de fleſte Andegtige bleve lagte i Bonnebogen — af gode Grunde rigtignok uleſte. Men de Faa, der vare iſtand til at gjøre fig bekjendte med Indholdet, erfarede deraf, at Biſkoppen af Jeruſalem havde, medens han bragte det hellige Mesſeoffer, hørt en Roſt fra Himlen, der havde ſagt en Bon, ſom herved meddeltes den polſke Chriſtenhed til Gavn og Opbyggelſe. Enhver, der nu bad denne Bon, var forpligtet til at afſkrive den ſyv Gange og uddele den til Andre; han vilde da flippe uffadt fra den truende Fare. Blodet vilde ſnart flyde i Stromme; men derefter vilde der komme en velſignet Tid, hvori Jordens Frugter vilde trives i ukjendt Fylde og Mar⸗ kerne ligne Paradiſet.

Stromme af Blod! — Ofte nok havde Bonderne hort, at der vilde flyde Stromme af Blod; men nu hed det — ſkulde de flyde; det blev forkyndt gjennem Frelſerens Mund. Men naar der ffal ſtromme Blod, maa det udgydes, og hvem ſkal udgyde det, ved hvem ſkal det ſkee? ... Mon ikke ved dem, hvis Lod det er at fane og hoſte paa de Marker, ſom gjodes der⸗ med? . .. Den Slutning kom de Fleſte til; kun nogle

12 Jacob Szela.

engſtlige Sjæle vare af den Mening: „Paa ingen Maade! De polſtſindede Herrer ville ombringe os, os Oſterrigerne!“ Der hvilede et tungt Tryk over alle Sind, og det afbrodes kun hiſt og her ved en Op— blusſen af vilde Beſlutninger om at tage Hevn for en mere end ſexhundredaarig Undertrykkelſe. Politiet var i fuld Virkſomhed: daglig opdagedes der nye Sammenſvergelſer og foretoges nye Feengslinger. Enhver Ven af Fred begyndte allerede at haabe, at det ſnart havde en Ende med Uroſtifterne, da plud— ſelig forferdelige Rygter fra Nabolaget trængte ind i Landsbyen. Adelsmendene, fortaltes der, vilde op— hidſe deres Bonder til Kamp mod Regjeringen, men bleve ſlaagede ihjel af Bønderne, og deres Huſe og befeſtede Slotte bleve plyndrede og ſtukne i Brand. Natten til den 18. Februar gik Sikorſki, pint af bange Anelſer, fra Verelſe til Verelſe. Ved de ſmaa Grevers lyttede han; der var Alt ſtille, de ſov. J den ſtore Sal, med de fer høie Vinduer, traf han Grev Joſeph, der opmeerkſomt fane ud imod Hori- zonten. Maanen var endnu ilke ſtaaet op; men Natten var lys af Snee og Stjerner. To Steder i den bleggraa Horizont ſteg hvidlige Rogſtyer i Veiret fulde af Ildgniſter. „Gud hjælpe os!“ ſukkede Si⸗ korſti — „det er to Landsbyer, der ere i Brand.“ „Den tredie endnu ikke, og det er ſlemt,“ ſagde Joſeph, „meget verre, end Du troer, gamle Sikorſki.“ Caſtellanen blev aldeles forfærdet over disſe Ord

Jacob Szela. 13

og ſpurgte den unge Herre, hvorledes han, der dog havde et faa godt Hjerte, kunde fore ſaadan Tale? Joſeph ſmilede og ſvarede med en gammelklog og kold Mine, der gav ham et ganſke forandret Udſeende: „Naa, Du veed jo, man kan ikke lave en Pandekage uden at flaae Wg itu!”

Det blev Midnat. Joſeph fane ufravendt ud mod et morkt Punkt i Horizonten, der endelig oplyſtes af Maanens blide Lys, men ikke af en ødelæggende Brand.

Tidlig den neſte Morgen ſendte Pan Jaslo Si⸗ korſti med Breve til den lille By, ſom man i Slede og med gode Heſte kunde nage i en Time. Der fit Caſtellanen en hel Del forfærdeligt Nyt at høre. Han erfarede, i hvilken Fare Adelmendene i det Hele be— fandt fig, men da navnlig de, ſom havde fluttet fig til Revolutionen. „Hvis Eders Greve er i Lemberg,“ ſagde Poſtholderen, „kommer han viſtnok tilbage idag eller imorgen. Der er ſendt ridende Bud til Lem— berg med Underretning om Oproret.“ Aldeles for⸗ ſtyrret af Angſt fatte Sikorſki fig igjen i Sleden og gav Kudſken Ordre til hurtigſt muligt at kjore hjem igjen.

Da han kom til Landsbyen, fane han allerede Bønderne ſamle fig pan Veien til Slottet. Enhver af dem havde en Lee eller en Pleil paa Skuldren.

„Hvorhen?“ ſpurgte Sikorſti.

„Som Du ſeer, til Slottet. Hr. Mandateren har

14 Jacob Szela.

befalet os at gjore Leerne lige og ſtille os op paa Engen udenfor Gaarden.“

„Gud fordomme ham!“ udbrod Sikorſti, ſprang ud af Sleden og lob ind til Mandataren. Men Fuglen var allerede fløjet og det i prægtige Fjer. Den gamle

Toiener fane ham, kledt ſom til Bryllup, komme ud fra

Hallen, ligeſom han ſelv aandelos naaede til den. Men endnu mere glimrende tog Joſeph ſig ud i den rige polſke Dragt, med Sablen ved Siden og to Pi- ſtoler i Bæltet. Han ſtod imellem fine yngre Brødre, og ſelv disſe Born, der rigtignok betragtede fig ſom unge Menneſker, vare kledte og bevæbnede ſom de Voxne. Nogle Godsembedsmend og et halvt Duſin Herrer, ſom Sikorſki aldrig tidligere havde feet, ud— gjorde deres Folge. Stedets Preſt ſtod ved Siden af dem.

En Mængde ringere Adelsmænd fra Omegnen vare komne tidende og. fværmede nu omkring Jaslo. Medens han var faa høitidelig ſom en Bryllupsgjeeſt, vare d is ſe faa lyſtige, ſom om de ſkulde pan Bal.

„Her er jeg!“ raabte Caſtellanen allerede i Af⸗ ſtand, „hor mine Efterretninger!“ Men Herreren brød ſig aldeles ikke om hans Efterretninger. De vinkede til ham, at han ſkuͤlde tie ſtille, ffubbede ham af veien og haanede den Feighed og Lettroenhed, ſom de tilſtreve de Advarſler og Paamindelſer, han hviſkede til den Ene og den Anden. At han ikke turde tale høit i Bøndernes Nerverelſe, følger af fig ſelv.

1 11 1

Jacob Szela. 15

Og nu disſe Bonder! Der var ingen Ende paa Tilſtromningen af dem. Den ene Sværm efter den anden kom marcherende. Trengslen blev verre og verre, Pladſen mere og mere indſkrenket ... Til venſtre for Slottet var der et Gitter imellem Haven og Veien, tilhoire et ſteilt ſfkraanende Buſkads. Som efter Aftale havde Folkene ſamlet fig omkring tre Mænd, der ragede høit op over alle de Andre. Midt paa Pladſen omkring den permitterede Soldat Sabata, der i Lemberg ſtod ſom Floimand i andet Compagni af Grenadeerbataillonen. Nermeſt ved Bufkadſet om— kring den Edſvorne Ivan, Stedets ſtorſte Brendevins⸗ drikker, en ſkikkelig Kcempekarl, naar han havde fin lille Rus, en kivagtig Krakiler, naar han var ædru. Ved Siden af Gitteret omkring Wisniak, den alvorlige Commersmager, der ſelv aldrig lo og aldrig hylede, naar han blev ſtraffet med Prygl; — det var en fer Fod lang Karl med høie Skuldre og et Anſigt, der var ſom ſkaaret ud af Egetre.

Adelsmendene, hvoraf der vel var en tredive, fyrgetyve Stykker, ſtode rundt omkring i Hallen, lode ſig ſervere Likorer af Tjenerne og drak paa det gjen⸗ opſtandne Polens Velgaagende. Men Jaslo og de ſmaa Grever gik helt militairiſt langs Bøndernes Front, og disſe ſage fan venligt efter dem, at Sikorſki tenkte: „Gud være lovet, de lee! Hele Hiſtorien bliver hos os ikke til andet end en gemytlig Spog og ender med, at Hr. Mandataren bliver dygtig beffæmmet.”

16 Jacob Szela.

Nu ſtod denne ſtille og holdt en Tale til Folkene. Han hilſte dem ſom Borgere i et nyt Rige, hvori der ikke fandtes Hoveri, intet Salt- og Tobaksmonopol, og opfordrede dem til, under Anforſel af den unge Greve at drage til Tarnow for der at jage den aſterrigſke Ovrighed bort og indfætte en polſkt. Hans Tale, der begeiſtrede Tilhorerne til gjentagne „Vivat Polonia,“ var [bæltet med mange ſkjonne Ord om Frihed og Fedrelandskjerlighed, og der var Ild i hans Fore— drag. Men det opflammede dog kun dem, der alle rede havde fenget; paa Bønderne var Indtrykket kun Overraſtelſe. Og ſelv dette ringe Reſultat blev til Intet og forvandledes til en haanlig Munterhed, da Wisniak over Hovedet pan de Andre ſtrakte den flade Haand ud mod Mandataren og i en meget alvorlig Tone bad ham om et Laan af to Gylden paa de nye, glimrende Udſigter.

Jaslo foer heftig op; men Preeſten lagde bero— ligende Haanden paa hans allerede til Slag hævede Arm og begyndte nu ſelv at tiltale ſin Menighed.

Den blide og godmodige Mand ryſtede af indre Bevegelſe; hans ellers faa blege Kinder fif Farve, et Gjenſkin af forleengſt udflukket Ungdomsild bragte dem til at blusſe, og ſvermeriſk Begeiſtring lyſte ud af de ellers fan matte Dine. Han kaldte ſit Folk til Kampen for den hellige Sag; han lovede dens ſeirrige Forkempere et jordiff og dens Martyrer et himmelſt Paradis. Hans overvældende Folelſer kvalte tilfidft .

Jacob Szela. 17

hans Roſt; han kunde blot velſignende hæve Henderne, medens Bønderne korſede fig, Adelsmendene ſpingede deres Gabler og raabte til Grev Joſeph, at han ſkulde give Befaling til Opbrud. Det gjorde den unge Herre; han lod fig ræffe en Fane, ſom en af Slots— betjentene Holdt beredt, og udfoldede den ... Ca⸗ ſtellanen var ner ved at fan et Slagtilfælde — det var den hvid-⸗rode Fane, ſom Joſeph løftede høit, og ſom hans Brodre tiljublede.

Det var ffrælfeligt og paa ſamme Tid rørende at ſee disſe tre vildledede Born! Du gode Gud, hvem vilde ikke havt Medlidenhed med deres ſmukke Skik— kelſer, deres Ungdom og Uerfarenhed?

De der idetmindſte ikke! tænkte den gamle Tjener i Dødelig Angſt ... endnu ſtaage de ſom en Flok engſtelige Zaar, men hvert Sieblik kan forvandle dem til glubende Ulve .. . Begynder det ikke allerede at gjære iblandt dem? Hvorfor ſtikke de Hovederne ſammen og geſtikulere og ſynes at ville ſtyrke hinanden i en fattet Beſlutning? Caſtellanen kan tydelig i deres halvheie Tale høre Navnet Szela.

„Fremad!“ raaber nu Jaslo, ſom er ude af ſig ſelv af Harme, og hans Tilhængere ſige:

„Naar de unge Herrer fore an, have J at folge eſter!“ i

„Medens J her nole og betenke Eder, drage de andre Bønder med deres Herrer til Kredsſtederne og gjore ſig tilgode der.“

2

18 Jacob Szela.

„Vor Herre er her ikke,“ ſvarede Ivan og faae ſig om med en aabenbart fremhyklet dum Mine.

Preſten ſukkede og vilde atter tage Ordet; men det blev ſnappet fra ham af en Skriver, der hele Tiden paa egen Haand havde forſogt fin Veltalenhed pan Bønderne. Han var iført en gammel Pels, Con- federatkaen dinglede ufiffert pan hans ſpidſe Hoved, og ved hans Side hang en gammel Hirſchfeenger i en fedtet Rem. „Eders Herre er aldeles ikke Herre mere!“ ſkreg han pan gebrokkent Polſk. „Eders Herre er keiſerligſindet — der findes nu kun polſke Herrer!“

„See alle de nye Herrer ud ſom Du?“ ſparede Wisniak høit og langſomt og tog Hatten paa, ſom han hidtil havde holdt i Haanden.

Ak — det Bifald, ſom denne Attring fremkaldte, lod ikke mere faa godmodigt! J Folkets træge Masſe var der vaagnet et uhyggeligt Liv. Had, Haan, en mørt Billie til at gjøre Modſtand viſte fig pludſelig og overalt i de ſtakkels Livegnes Holdning.

Men at Bonderne kunde blive dem farlige, det faldt ikkte Adelsmendene ind. De truede, de ſkreg, de vilde med Magt tvinge det femdobbelte Antal Bonder til Lydighed. De flog om fig med den flade Klinge, og Nogle ſkjod deres Piſtoler af i Luften.

„Tag Eder iagt!“ raabte Ivan til dem, og i ſamme Øieblit ſtrommede Blodet ned over hans Kinder.

En Herremand havde kaſtet ham det lige tømte Glas 1

i Anſigtet.

Jacob Szela. 19

Ivan maatte være ædru idag, thi denne Spas, ſom i en livligere Stemning vilde have moret ham koſteligt, gjorde ham nu aldeles raſende. Med et Hyl brød han fom et Rovdyr ud af Krattet og fvingede Pleilen ... Den geiſtlige Herre traadte ham imode med hævet Crucifix, parerede Slaget og — ſank uden at give en Lyd fra ſig til Jorden, det forſte Offer for den vilde Kamp, der nu begyndte.

Caſtellanen trengte fig igjennem Tummelen frem til Joſeph: „Du er bedraget! Overalt bukke Polakkerne under, ikke de Keiſerlige ... Frels Dig og dine Brødre. Overlad de Andre til deres fortjente Skjcebne ...“ Han havde grebet ham i Frakken: „Kom! Ind i Slottet!“

Joſeph rev ſig los fra ham. „Polakkerne bukke under?“ ſtammede han heeſt og ſkreg derpaa: „Polak— kerne til Hjclp! Jaslo! Jaslo!“

Mandataren horte ham ikke, han var i Haand— gemæng med Bøndernes hoire Floi; af hans Trofaſte⸗ der kom ham til Hielp, væltede allerede En — Skri⸗ veren — ſig i Sneen, ramt af en Lee. Joſeph vilde ſtyrte hen til fin Ven — de to Drenge fulgte i He— lene paa ham, ſom et Par Hundehvalpe ... Da de kom forbi Sabata, ſtillede denne ſig igjen foran dem. Med et raſk Tag rev han Fanen fra den unge Greve: „Bort med den Pjalt! Jeg er keiſerlig Soldat og vil ikke ſee den Pjalt!“

„Vi ere ogſaa keiſerlige!“ raabtes der fra alle

2*

20 Jacob Szela.

Sider til ham, og Alle brød ud i Jubel, da Sabata traadte Fanen under Fødder, brekkede Stangen og kaſtede Stumperne ind igjennem Slottets Vinduer ...

Raſende trak Joſeph Sablen og ſtormede los paa Bønderne, og — Sikorſti maatte have leet, naar han iffe havde været ved at kveles af Grand — de to Brødre efter ham. Bønderne parerede deres Hug med Leeſkafterne og trak fig lidt tilbage ... Der blev ligeſom en Bugt i den tætte Menneſkemasſe. Plud⸗ ſelig lukkede den fig om de unge Herrer, og Sikorſki kunde ikke mere faae Die paa dem. „Folk! Folk!“ raabte han, „for Guds Skyld, Folk, gaa fra hinanden, gjør Plads!”

Han og nøgle af Slottets Tjenere, der hidtil tauſe og nysgjerrige havde feet paa den ſkreekelige Tildragelſe, ſtyrtede nu frem mod Bonderne; men det var ſom en Mur, de ſtodte imod, De raabte: „Ud— leveer os de unge Herrer!“ ... De raabte Alt, hvad de kunde, men formagede ikke engang at høre deres egne Stemmer i den forfærdelige Larm. Panovierne (Herrerne) ſkjod, og Bønderne brugte deres Leer og Pleile med frygtelig Virkning. Det ſaae Sikorſki endnu .. paa engang ſortnede det for hans Sine, og han havde en Fornemmelſe, ſom om en tung Sten var falden paa hans Hoved ... Han vaklede, men faldt ikkte om; en ſterk Arm holdt ham oppe, og da han tog fig ſammen og fane op, mødte hans Blik dens Anſigt, hvis Nerverelſe han ligeſaa meget

Jacob Szela. 21

havde længtes efter ſom frygtet — hans Herres. Et ſandt Dodningeanſigt, og det var ligeſom et redſels— fuldt Mirakel, at disſe Leber kunde ſige: „Bor- nene?“

Han pegede med udſtrakt Haand paa de Hvirvler, ſom hiſt og her opſtode i Trengſelen, ligeſom i Vandet paa de Steder, hvor en tung Gjenſtand er gaaet under. Aldrig har et Menneſke kempet en pinligere Kamp end denne Fader i dette Oieblik.

Medens han kaſtede Alt til Side, var han bange for at opirre dem, der havde hans Born i deres Magt ... Han raabte nu med en ſtonnende og gi— ſpende Stemme, der ſtod i ſterk Modſetning til de af Raſeri lynende Oine, de krampagtigt knyttede Hen— der og den ligeſom til Spring fremboiede Overkrop: „Kjcre Sabata! Min gamle Blonſti! Og Du, Safka! — jeg beder Eder, giv mig mine Born ... Jeg vil være Eder evig taknemmelig.“

De Tiltalte fane tauſe paa hinanden og rørte fig ikke. Forſt efter en pinlig lang Pauſe begyndte En af dem: „Dine Born ere Polakler, vi ere ikke Po- lakker. Dine Born have villet forlede os til Hoifor— væderi, vi...”

Fortſeettelſen af hans Tale overdovedes af et forferdeligt Skrig. Kampen mod Jaslo og dennes Tilhængere var ligeved at ende til Fordeel for Lee- mendene, og Synet af deres overvundne, blodende Modſtandere virkede beruſende paa Seierherrerne:

22 Jacob Szela.

„Det er Spaadommen! Det Blod, der fkal flyde. i Stromme, er Herrernes Blod! ... Hurra! Slaaer Herrerne ihjel!” brolede de i kannibalſt Henrykkelſe og brugte deres morderiſke Vaaben. Sikorſki ſaae Greven løfte den ubevæbnede Haand mod Himlen og derpaa ſtyrte den ſikkre Dod imode ..

Lad Nogen forſoge at ſkildre, hvorledes Caftel- lanen var tilmode, da der nu hørtes det vildt jublende Raab: „Szela kommer! Szela kommer!“ Paa Veien, udenfor den aabne Gitterport, holdt et Tog af Bonde- ſleder, beleesſede med en ffrælfelig Fragt. Bønder fra Nabolaget forte de af dem myrdede Godseieres Lig til Raadhuſet i Tarnow .. . og dette forfærde- lige Syn indgjod Mengden en Folelſe af Triumf, der

ſteg til det Hoieſte, da Szela raſk traadte ind i Haven.

Morkt ſtirrede han frem for fig, vifte barſk Alle til— bage, der hyldende vilde nærme fig til ham og ſpurgte: „Hvad gjør J her?“

„Det Samme, ſom Du har gjort, Fa'rlil. Vi fane Panowierne ihjel, ſom ere imod Keiſeren.“

Han rettede ſin boiede Skikkelſe og tog ſig til Hovedet: „Er Eders Greve mod Keiſeren?“

„Nei, han ikke ...“

„Nuvel, J Taaber! ... Hvor ofte har jeg dog ikke ſagt Eder: Kun af Keiſeren og hans Embeds⸗ mend og de Herrer, der ere ham troe, kunne vi vente noget Godt ...“ :

„Det vide vi, Fa'rlil, det vide vi.“

Jacob Szela. 23

„Vee Eder, naar J vide det og ikke handle derefter ...“

Forſtrekkede taug Bønderne, ſkrabede med Fod— derne og bukkede ydmygt. Kun Sabata havde Mod til, med Hatten ærbøbdigt i Haanden, at ſige: „Greven er en ſtreng Herre.“

„Fanden heller — ſtreng! ... Om han faa var nok faa ſtreng ...“ Han ſtandſede et Sieblik og ved⸗ blev derpaa i en mindre heftig Tone: „Naar han ſlaaer Eder to Gange, faa huſk pan: en polſk Herre vilde have flaaet Jer fire Gange.“

„Det er ogſaa vor Mening, Fa'brlil.“

„Saameget deſto bedre! derved bliver det, og krum mig ikke et Haar paa Eders Herres Hoved! Enhver Oſterrigſtſindet ffal være Eder hellig.”

„Det er han jo,“ mente Sabata noget forlegen. „Men hans Embedsmeend, Fa'rlil, hans Born ...“

„Hvor er Bornene?“ afbrod Szela ham og gjentog heftigt, da Svaret lod vente paa fig: „Hvor er Eders Herres Born?“

„Ja, hvor er de? ... Hvem har ſidſt feet dem? — Ivan? Nei, Wisniak, han ſloges med dem. Der, tilhoire, hvor Landsbydommeren ſtaaer ...“ Men Landsbydommeren havde ikke feet noget til dem. „De maa være komne ind i den Sperm, der ſloges med Panowierne,“ ſagde han. „Og hvis der er tilſtodt dem Noget, Fa'rlil, fan er de jo Forreedere og for- tjene Straf.“

24 Jacob Szela.

„Ikke af Eder! Deres Fader vil ſtraffe dem, ham tilkommer det, ikke Eder!“ udbrod Szela. Alle taug, og gjennem den lydloſe Stilhed trængte nu et ffjæl- vende Raab om Hjælp, en Hulken og Graden hen til hans Bren. Han lyttede, løftede bydende Haanden, og Mængden gjorde Plads for ham.

J det Sieblik, da Szela var kommen tilſtede i Spidſen for de fremmede Bonder, havde Greven gjort Tit Regnſkab op med Gud og i Taushed bedt: „Ver naadig, barmhjertige Gud! Bær naadig mod Børnene! Hvad der nu ffal lides, lad mig lide det alene . .. Forund Børnene en blid Dod ...“

En blid Dod mellem disſe vilde Dyr! Fortvivlet havde den Ulykkelige kaſtet ſig mod den blodberuſede og blodtorſtige Bande og revet Leen fra den Forſte, han kom ner, ikke for at fælge fit Liv dyrt, men for at bringe ſine Born et frygteligt Dodsoffer. Det var, ſom om Jorden ſvandt bort under hans Fødder, og han miſtede neſten Bevidſtheden, da Trengſelen, han var kommen ind i, gav efter, Folkene ſtyrtede fra hin⸗ anden, og han ſtod alene, medens han for ſine Fodder ſaae Ligene af Jaslo og Preſten og vridende fig af Smerte de Saarede af begge Partier. Men paa den brede Vei, der havde aabnet fig i Vrimmelen, kom Szela langſomt gagende. Ved hver Haand forte han en af Drengene. Den Wldre haltede ynkeligt, holdt ſig tet op til ſin Redningsmand og trykkede Auſigtet ind i Folderne paa hans Kleedning. Den Yngre fane

Jacob Szela. 25

trodſig frem for fig; han gjorde fig megen Umage for at holde ſammen paa ſin ſonderrevne Kappe for at ſkjule, at Bluſen hang i Pjalter om hans nøgne Skuldre. Joſeph fulgte afvæbnet, efter med dybt boiet Hoved.

Tvivlende, vantro og halv forrykt ſtirrede Greven pan Børnene. Han vilde ile hen til dem; men hans Been ſpigtede ham, og han kunde blot med ryſtende Stemme udbryde: „Du bringer mig dem? ... Du, Szela!“

Han rev Børnene til fig, bedeerkkede dem med Kys og ſtrakte forſonende og tilgivende Haanden ud imod Joſeph. Men hans Forſtefodte havde kaſtet fig ned paa Jorden ved Siden af den døde Ven og var i fin uendelige Smerte blind og døv for Alt, hvad der foregik omkring ham.

Da Greven havde fattet fig og ſage Karavanen, der havde gjort Holdt udenfor hans Hus, gyſte han og ſagde, ude af Stand til at ſkjule fin Affky: „Szela! Forferdelige Menneſke! ... Er det dit Vært?”

„Jeg har ikke giort det,“ lod Svaret.

Greven trykkede fine Borns Hoveder tættere til fit Bryſt for at ſkaane dem for det redſelsfulde Syn, han ikke ſelv kunde fane Oinene bort fra, og mumlede ſagte: „Og heller ikke forhindret det!“

Szela traf paa Skuldrene; en haard og urokkelig Ro laa over hans furede Anſigt: „Jeg har ogſaa frelſt min Herres Born,“ ſagde han, vendte ſig bort

26 Jacob Szela.

og gik fra den ene Klynge Bønder til den anden. Indtrengende og fort gav han fine Befalinger. Tæt bag efter ham ſom en Skygge gik en hæslig Karl af et ondſkabsfuldt Udfeende, den eneſte, der engang imellem vovede knurrende at gjore Indvendinger mod den Gamles Anordninger. Det var hans Son, Stanislaus Szela, den udtjente Soldat.

Hans Fader truede ad ham med Stokken og be— falede ham at holde fig ved Bagtroppen af Toget, ſom nu igjen fatte. fig i Bevegelſe, og ſom man endnu længe kunde fee bevæge fig frem mellem Lande— veiens Poppler.

Den hele Dag igjennem var der i Slottet nok at gjøre med at bære de Døde bort og pleie de Saarede. Bønderne leirede fig. paa Engen og i Gaarden. Om Aftenen lod Greven dem ſige, at de ſtulde gane hjem. Men de ſvarede, at det turde de ikke; der var Revolution, og Szela havde befalet dem at blive der for at beſkytte Slottet og Herren mod de omſtreifende Inſurgenter og Roverbander.

Hans Befaling blev punktlig udfort. Bonderne gjorde i fulde tre Uger roligt og trofaſt Vagttjeneſte, og forſt efterat der; igjen var kommet fuldſteendig Orden i Landet, begav de ſig atter tilbage til deres Hytter og deres Arbeide.

Greven var dybt rørt over fine Undergivnes Holdning og gjorde i ſin Taknemmeligheds Ruus

Jacob Szela. 27

Bønderne de meſt glimrende Løfter. J bedre Dage bleve ogſaa nogle af dem holdte.

Det andet Mode med Szela, ſom Siforffi livligt mindedes til fin ſidſte Dag, fandt Sted fem Maaneder ſenere.

Siden Begyndelſen af Marts havde Alt været roligt i Tarnower-Kredſen. Nogle Streifcorpſer af Cavalleri havde atter bragt Orden tilveie uden Au— vendelſe af Magt. Bønderne, der havde ſtaget under Szelas Befaling, vare de forſte, der nedlagde Vaab— nene og atter paa Opfordring af Kredsſtyrelſen vifte ſig villige til at gjore deres Tjeneſte. Paa Egnen havde man altid ſagt om ham, at han havde holdt god Mandstugt, angrebet en Inſurgentſkare i aaben Kamp og flaaet den, forhindret Plyndringer eller, hvor dette ikke var ham muligt, dog altid ſorget for, at det røvede, ofte værdifulde Gods atter blev udle— veret til Regjeringen. Mangen fangen Oprorer kunde takke ham for at have beholdt Livet. Han beſkyttede dem mod Bøndernes Raſeri ved at lade dem aflægge Ed paa, at de for Fremtiden vilde vere Keiſeren troe, og derpaa optog han dem i fit Corps.

Det vakte derfor ſtor Opſigt, da der, kort efter at Oprorets ſidſte Flammer vare ſlukkede, dukkede meget ſlemme Rygter op om Szela. De betegnede

28 Jacob Szela.

ham ſom en Rovercaptain, der ſkjendende og brændende, rovende og plyndrende, var draget om fra Herre ſede til Herreſcede. De fkildrede indtil de mindſte Enkelt⸗ heder, med hvilken dyriſt Gruſomhed han foer frem, og paaſtod endelig, at han ſaa meget mere uhindret havde kunnet tilfredsſtille fit længe nærede Had til Adelen, ſom han favde handlet i hemmelig For— ſtaaelſe med Regjeringen, ja endog — var bleven betalt af denne.

Det oprorende og pinlige Indtryk, ſom denne Bagvaſkelſe gjorde, var faa ſtort, det Had og den fjendtlige Stemning, ſom den fremkaldte, kom faa util— ſloret frem, at man tilſidſt maatte ſkride til at mod— beviſe den og anordne den ſtrengeſte Underſogelſe. Szela forblev pan fri Fod i Tarnow, forſvarede fig pan fin jædvanlige jlagfærdige Maade og benyttede Tiden imellem Forhørene til at affatte et Brev til Keiſeren, hvori han androg om, at Underſaatternes Byrder maatte blive formindſkede.

Imidlertid havde Kredsdommeren Ridder von Breint opnaaet den af ham ſogte Forflyttelſe til Brünn, og under hans Efterfolger i Embedet, Czuz von Ar- zemysl, blev Sagen mod Szela fort til Ende. Dommen lod paa, at der ikke var Grund til criminel Tiltale mod Szela, men at hans Bortfjernelſe fra Landet dog var ſerdeles at anbefale. Kort ſagt, Jacob Szela, Feſter og forhenværende Sognedeputeret, fik Befaling til at udvandre til Bukowina, hvor der paa Camal—

Jacob Szela. 29

Herſkabet Glitt blev anviiſt ham en Bondegaard ſom Eiendom og Opholdsſted.

Den Dag, da Szela ſkulde tiltræde fin Reiſe, tænkte Caſtellanen Sikorſki: „Jeg kunde dog have Lyſt til at fee ham engang endnu! ... Om ogſaa kun i Afſtand, thi at komme ind til ham, det kan der ikke være Tale om. Herregud, hvad mon nu Folk ville finde paa, naar de fkulle ſige Farvel til deres Fa'r Szela? Det vil vere et ſtor tHeld, om der ikke bliver Optoier.“ Caſtellanen udmalede fig i Tankerne Sagen, og den forekom ham mere og mere farlig, jo længere han tænfte derover og jo kortere et Stykke Vei han endnu havde at tilbagelægge.

Til hans Overraſkelſe fandt han Alt ganfte ftille i Landsbyen. Der faae ud ganffe ſom fædvanlig. Meend og Fruentimmer vare i Marken. Kun i Kroens Skjecenkeſtue, ſom Sikorſki i Forbigagende kiggede ind i, ſad nogle Folk og drev. En Jode trak fin Heſt ud af Stalden for at ſpeende den for Budkaen.

„Hvem ſkal Du kjore for?“ ſpurgte Sikorſti.

„Ikke for Nogen. Karlen kjorer Szela til Sansk.“

„Jaſaa, og ſnart?“

„Meget ſnart“ Sikorſki ſkyndte fig afſted og havde i fort Tid naget Szelas Hytte. Den var ren— ligere og ſtorre end alle de andre; ved Siden af Doren var der en Bænk, og Pladſen udenfor var nylig bleven omhyggeligt feiet. Der ſtod Szela, med

30 Jacob Szela.

nedhængende Arme og foldede Hænder, og ſtirrede paa fit Hus. „Ah, Pan Sikorſti!“ ſagde han, „det er ſmukt af Dig, at Du endnu vil ſee til mig.“

„Jeg vilde ſige Dig Levvel, Szela.“

„Tak, Pan Caſtellan. Lev ogſaa Du vel.“

„Lad mig komme lidt ind i dit Hus,“ ſagde Si— korſti, uden at bryde fig om denne Afſkedshilſen.

„Huſet er tomt, alle miue Sager ere allerede ſendte til Glitt.“

„Saa vil jeg fætte mig her paa Benken, hvis Du ikke har Noget imod det; det er en lang Vei, og jeg har gamle Been.“ 0

„Slaa Dig til Ro. Det er. godt for Dig, at Du kan finde Hvile.”

Han kunde ikke finde Hvile, hvor træt han end ſaae ud. Det faldt ham aabenbart meget befværligt at flæbe Benene frem i de tunge Vandſtovler; men alligevel gik han raſtlos frem og tilbage,

„Det gjor mig ondt, at jeg ikke har noget at byde Dig,“ ſagde Szela lidt efter. „Det ſkulde da være” — han tog et Stykke Brod op af Lommen —, „om Du vil dele min Reiſeproviant med mig.“

Sikorſti afſlog det; han vilde pan Hjemveien ind i Vertshuſet. Appetiten, ſom han havde begyndt at merke, var gaaet bort igjen. Han kom til at tenke pan Alt, hvad han havde hort om den gamle Mand, der nu for ſtedſe ſkulde ſige Farvel til Hjemmet. Han vilde gjerne have givet ti Gylden for at fane at vide,

Jacob Szela. 31

hvorledes det egentlig hang ſammen. Havde Szela gjort endog kun den mindſte Del af alt det Onde, man tillagde ham, kunde han ſelvpfolgelig ikke have Medlidenhed med ham. Og dog — hvad var den Medlidenhed, ſom Sikorſki nogle Maaneder tidligere havde følt for ham, da han var kommen ud haardt tugtet af Grevens Heender, i Sammenligning med den, ſom den haardt provede Olding nu indgjod ham!

„Szela,“ ſpurgte han, „hvad tenker Du paa? Hvad Meerkverdigt er der ved din Dor, ſiden Du ſaaledes bliver ved at fee paa den?“

Den Gamle havde taget Hatten af Hovedet og ſtrog med Haanden fit lange Haar ned i Nakken. „Naa, det gjor mig ondt for alt det Arbeide, jeg an— vendte pan den ſidſte Foraar. Seer Du ikke, hvor ſmuk bred den er? Det gjorde jeg, for at Kiſten ikke ſkulde ſtode imod, naar jeg engang ffulde bæres ud.“

Han ſaae atter opmerkſomt paa fit Hus: „En Skorſteen har det ogſaa,“ vedblev. han. „Det har ærgret dem ordeutlig her i Landsbyen, at jeg har bygget mig en Skorſteen. Han bygger, lige til han ligger under Jorden, ſkrev de med Kridt paa Doren. Og den Edſvorne Budnik har ſagt: Byg Du kun en Skorſteen, men bild Dig ikke ind, at vi ville gjore Dig det efter. Vi vil beholde vore Huſe, ſom de ere. Ja, det vil vi!“ Han fortrak Munden til et ſmer⸗ teligt Smil og pegede paa de usle Hytter langs

32 Jacob Szela.

Landsbyens Gade: „Det maa nu Altſammen blive, ſom det er. Naa, mig kan det være det Samme, naar jeg forſt er der nede i Bukowina ... Der ffal være meget kjonnere end hos os.“ Hans Anſigt fik et morkt ÜUdtryk, og han tilfoiede halvhoit og med et dybt Suk: „Og dog var jeg hellere bleven her. Men — hvad er der at gjøre ved den Sag? — Det er Keiſerens Billie. — Lev vel, Pan Sikorſti, der kommer allerede Vognen.“

; Budkaen nærmede, fig, kjort af en ung Knegt, der gik ved Siden af den. Paa ſamme Tid horte man en Heſtes Trav, og det lille Kjoretoi blev ind— hentet af en Rytter. Det var Greven, der ſprang af Heſten, gav Tommen til Sikorſki og gik hen imod Szela: „Du har frelſt mine Borns Liv, Szela,“ ſagde han, „og jeg har endnu ikke engang takket Dig.“

Han rakte ham Haanden, ſom den Gamle kysſede.

Den Gamle og — ikke mere den Gamle. Han, der aldrig havde tabt fin Sindsligevegt i Grevens Nerverelſe, ikke under dennes Stok, ikke uuder hans Jublen, da han bragte ham Bornene tilbage, — han blev ved Grevens ligefremme Ord ude af ſig ſelv. Hans Leber dirrede, hans Oine ſvommede i Taarer, han bukkede fig, ſom om han vilde falde paa Knæ.

„Hvad gaaer der af Dig?“ udbrød Greven og greb ham ved begge Skuldre.

Jacob Szela. 33

„Herre! Herre!“ ſtammede Szela og fane ham ind i Anſigtet med lidenſkabelig Hengivenhed, „jeg havde ikke troet, at jeg i min Livstid ſkulde høre noget Menneſke ſige til mig: Tak, Szela! og nu kommer Du og ſiger det.“

Greben af dette Udbrud af et blødt Hjerte, ſom Ingen fkulde have tiltroet Bondeforeren, ſvarede Greven: „Der er heller ikke Nogen, der har ſaa megen Grund til at takke Dig ſom jeg.“

„Jo, naadige Herre! — Dig har jeg frelſt tre Born; men der er en Herre, for hvem jeg har frelſt mere end tretuſinde, og dog har han ladet mig ſtille for Retten, og nu ſender han mig ud af Landet.“

„Fordi han ikke kan Andet. Mordet paa Gods— eierne krever Straf.”

„Du veed, jeg har ikke myrdet dem.“

„Men det har de Bonder gjort, ſom ſtod under din Befaling.“

„Huſk paa, jeg er ikke General, og Weed ere ikke dresſerede Soldater.“

Greven faae ſkarpt paa ham: „Siig mig oprigtigt, Szela, hvis Du kunde gjore disſe Godsherrer levende igjen, vilde Du faa gjøre det?“

„Nei, Herre, for Keiſerens Skyld, nei.“

„Og endnu mindre for din egen Skyld?“

Szela betænkte fig temmelig længe, for han berig⸗ tigende ſvarede: „Lige faa lidt for min Skyld!“

„Seer Du!“

i 3

34 Jacob Szela.

„Hvad fkal jeg ſee, naadigſte Greve? Herrerne have været onde imod os, faa langt vi kunne huſte tilbage. Keiſeren har kun gjort os Godt. Da Herrerne gik imod Keiſeren og vilde tvinge Vonderne til at gane med fig, bleve Bonderne oprorſke, og der ſkete mange Ulykker.“

„Der ſiges, at Du havde kunnet forhindre Meget deraf og har ikke gjort det.“

Atter ſvarede Szela, men forſt efter modent Overleeg: „Det kan være, det kan ogſaa ikke være. Bagefter er det vanſteligt at afgjore. Bønderne vidſte jo, at Alt kom an paa dem; de horte jo, hvad Hr. Kredscapitainen lod mig ſige, da jeg ſendte Mathias Drewniak til ham for at bede om militair Hjælp: Umuligt, Szela, for de forſteerke Garniſonen i Tarnow. Hjælp Dig ſelv, hold Orden og ſorg for, at der ikke øves Vold. Det var temmelig meget for⸗ langt paa engang!”

„Det blev heller ikke gjort,”

„Hvorledes ſkulde det ogſaa kunne gjores af Folk, der pan engang merke: Nu ere vi Herrer! Naadige Greve, jeg maatte være glad, naar blot de ſkaanede de Adelsmænd, ſom vare Keiſeren troe.“

„Heller ikke det er ſkeet overalt.”

„Overalt har jeg ikke kunnet have mine Dine. Jeg har ofte maattet ſende min Son, og han huſerede anderledes . ... Han holdt inde og ſluttede med rolig Tillidsfuldhed: „Den retfærdige Gud vil fkrive

Jacob Sgela. 35

det paa hans Regning. Menneſkene ffrive det paa min.“

„Naturligviis. Naar fan mange Hundreder adlød dit mindſte Vink, hvem vil da troe, at Du ikke har forſtaaget at fane din egen Son til at lyſtre?“

Szela indrommede det med et pinligt Nik. „Det vil Ingen troe. Men fandt er det ... Ja, Herre, min Son har ialfald gjort ſine Kammerater tilpas, jeg — har ikke gjort Nogen tilpas. See Dig om .. . Hyvor lob de ikke tidligere efter mig, naar de fik Øie paa mig — og nu? ... Karle, ſom man ellers knap kan flæbe til Arbeide med to Heſte, ere frivilligt gagede ud for ikke at behøve at ſige til mig: „Lykke paa Reiſen!“ Han hapde, medens han talte, med en vis Utaalmodighed ſeet ſig om efter det ven— tende Kjoretoi, fan at Greven ſpurgte ham, om han længtes faa meget efter at komme bort.

Szela undſkyldte fig: „Tilgiv. Paa Hr. von Breinls Forbon har Kredscapitainen tilladt, at jeg ikke ſom Arreſtant bliver bragt over Grændjen. Han har viiſt mig den Tillid, at jeg af mig ſelv gik i rette Tid. Undſkyld, naadige Herre, nu er det den rette Tid.“

Greven tog en velfyldt Brevtaſke frem og vilde med det Gode eller Onde paatvinge Szela den. Men denne ſagde: „Nei Du forſtaaer bedre at omgages med

Penge end jeg. Behold dem til dine Børn... 3*

36 Jacob Szela.

Men, naadige Herre,“ tilfoiede han pludſelig med Liv, „jeg har hort, at Du har ladet Grev Joſeph træde ind ſom menig Soldat.“

„Ja. Gan trænger til ſtreng Tugt.”

„Hvis det blot hjælper.”

„Streng Tugt hjælper altid.”

„Jeg veed ikke“. Han ſukkede dybt. „Min Søn var Soldat i fjorten Aar.“

Han gik hen til Budkaen, om hvilken der lidt efter lidt havde ſamlet fig nogle Born, ſom klappede eller drillede den magre Heſt, og et Par gamle Kjeer⸗ linger, hvoraf netop en ffjulte et Brød i Vognens Halm. Hun nikkede venligt til Szela og ſagde: „Naar Du kommer langt bort, ffal Du dog vide, hvorledes Brodet ſmager herhjemme.“

Tre gamle Vertshusgjeſter vare ogſaa komne til og havde medbragt en Brendevinsbimpel faa ſtor ſom en Melon. De gjentog uafbrudt: „Lev vel, gamle Fa'r! Gud være med Dig! Glem os ikke!“ Og jaa gik Bimplen fra den Ene til den Anden, og de drak ſkifteviis af Spundshullet.

Szela var i Begreb med at ſtage op i Budkaen, da fra en af de nermeſte Hytter et ſtort og bred- ſtuldret Menneſke i pjaltede læder kom frem, ſtyrtede hen imod den Gamle og tog ham i Armen. Nogle Karle, der ſaae ligeſaa usle ud, fulgte efter ham, men holdt ſig dog af Frygt for Greven og Caſtellanen i

rr

Jacob Szela. 37

en pasſende Afſtand. Kun den Forſte kjendte ikke til Undſeelſe, men var ſom et vildt Dyr af Raſeri. Han ryſtede Szelas Arm og raabte: „Jeg har ventet til

ſidſte Oieblik for at ſporge Dig. — Du vil altſaa virkelig tage afſted uden at betale din Gjeld, din Kjeltring?“

„Hvad ſkylder jeg Dig, Drewniak?“ ſpurgte Szela og rev fig los.

„Sporg Du kun om, hvad Du ſkylder mig.“ raabte den Anden og holdt den knyttede Næve tæt op for Anſigtet af den Gamle. „Efterat Du har jaget mig om ſom en Hund i Snee og Uveir, ſom Bud og Spion og paa Marſchen, og ikke givet mig Noget for W

Og hans Kammerater iſtemmede: „Og hvor vi fan kom hen, lod Du Brendevinstonderne for⸗ jegle .

„Saa at man ikke engang kunde faae fin Torſt ordentlig ſlukket ...“

„Og Du tog vort ærlige Krigsbytte fra os

Den ene Anklage fulgte nu efter den anden; Szelas Modſtandere vovede fig nærmere, og Fruen⸗ timmerne begyndte at blive bange.

„De andre Bonder“, ſagde Drewniak arrigt, „har tjent Penge og Gods ved Revolutionen. Vi har ikke faaet Noget ... Jeg ſiger Dig, Herre,“

——

38 Jacob Szela.

henvendte han ſig til Greven, „ikke det Mindſte af

Rebellernes Eiendom. Han vaagede over de herffabe- lige Skove, ſom om han ſelv var en Slyngel af Skovfoged. Han har ikke undt en fattig Stakkel et Lees Brænde, og han har holdt os Alleſammen for Nar. Tag ham ikke i Beſkyttelſe, Herre! — han har holdt os for Nar og hemmeligt holdt med Polak— kerne . ..“ Han kunde ikke mere, han ſtonnede kun — og vilde ſtyrte los paa Szela.

Greven ſtodte ham ſaa heftigt tilbage, at han fumlede og paabod i en bydende Tone Ro, ſom da ogſaa indtraadte. Szela ſmilede med tungſindig Triumf, og hans Blik ſpurgte Greven: „Hvad ſiger Du nu?“

„De Taaber! de fordomte Taaber!“ udbrod denne. Drewniak iſtemte nu en anden Tone, han ſage forknyt ned ad fine lange Ben, ſtralte en Fod frem, hvis Teer ſtak ud af de revnede Stovler, og ſagde: „Stovlerne vare nye for Revolutionen. Naar han dog idetmindſte havde givet mig Erſtatning for Stovlerne!“

Hans gode Venner og Fruentimmerne iſtemmede en ſkadefro Latter, men Szela traadte hen til Greven og ſagde: „Du har villet gjøre Noget for mig, Herre. Ver da [aa naadig og betal ham de Støvler, han har faaet odelagte i min Tjeneſte.“

Efterat denne Bon var opfyldt, anbefalede han

— . EEN EET ERE ER ER ENE UAE KØ

— Dr

E r

Jacob Szela. 39

fig hos Greven, trykkede Sikorſti i Haanden og nikkede til Fruentimmerne og Bornene.

„Men hør nu, J der!“ raabte han til fine Mod— ſtandere, og da han nu tog fig ſammen og rettede fig, da var ethvert Spor af Skrobelighed forſvundet fra ham: ærværdig, bydende ſtod han foran dem, og den lille, gamle Bonde havde virkelig meget af en Felt herre ved ſig. De rage Karle, ſom knurrende havde villet lifte fig bort, bleve ſtagende og lyttede til deres forhenværende Forers ſidſte Formaning. „J vil nok engang komme efter, hvem der har ment Eder det godt. Leg Meere til, hvorledes det gaaer de Andre med deres uretfærdige Gods, og tak faa Gud og mig for Eders tomme Lommer. Og hermed lev vel, J dumme Menneſker!“

Szela kaſtede endnu et langt, ſorgmodigt Blik pan fit Hus og ſteg faa op i Budkaen. Dens Leœrredsruf var ufædvanlig lavt, dog kunde han ſidde opreiſt under det. Da han forſt var i Bognen, faae han ſig ikke mere om, og ikke et Ord kom over hans Læber.

Greven fulgte ham tilheſt et godt Stykke paa Vei; men Szela fad fordybet i ſine Tanker og lagde ikke Merke til denne Velvillie.

J lang Tid horte man paa Slottet ikke Andet om ham, end at han lykkeligt! var kommen til Glitt. Forſt to Aar ſenere, da Hoveriet var ophævet, tilſkrev

40 Jacob Scela.

Szela Greven et mærkeligt Brev, ſom ogſaa Caſtellanen Sikorſti leſte.

Der ſtod blandt Andet deri: „Paa min ſidſte Skrivelſe har Keiſeren ikke ladet mig faae Svar; men han har gjort Alt, ſaaledes ſom jeg har tilraadet ham. Gud velſigne ham!“

— — —

Mlelbourne og Colonien Vidorin.

Tildeels efter egne Optegnelſer paa Stedet. Af Herman Chriſteſen.

J 1824 kom to Kvegopdrettere fra New South Wales, langs med Floden Murray og over de auſtra— fianffe Alper, til det Sted, hvor Byen Geelong nu ligger, for at opſoge nye Gresgange, men vendte til⸗ bage, uden at have opnaaet hvad de ſogte. Det forſte Forſog paa at coloniſere det Terrain, ſom nu be⸗ nævnes Victoria, gjordes i 1834, da Thomas Henty med nogle faa frie Settlere nedſatte ſig ved Portland Bay 234 Mile fra det Sted, hvor Melbourne nu ftaaer; det folgende Aar kom John Batman med tal⸗ rigt Mandſkab til Port Philips Bay og afſluttede der en mærkværdig Tractat med de Indfodte, ifølge hvilken de overlod ham 600,000 Aeres Land for nogle Tæpper, Oxer o. ſ. v., eller ſom det et andet Sted hedder for „3

42 Melbourne og Colonien Victoria.

Gætfe Glas Perler, 10 T Som og 4 J Meel.“ Den engelſke Regjering annullerede vel efterhaanden denne Tractat, men Batmans Efterfolgere erholdt dog en Godtgjorelſe af 7000 K.

Tre Maaneder efter at Batman og hans Mandſkab havde udført denne Bedrift, ſeilede John Fawkner paa ſin Skonnert forbi deres Settlement op ad Parra— Parra. Han fortoiede den ved et Encalyptus-Tree ligeoverfor den Plet, hvor nu Melbournes Toldbod— bygning er opfort.

Her, hvor han ploiede og hoſtede ſin forſte Hvede, reiſte ſig ſnart Byen Melbourne, der med de For- ſteder, ſom omgive den, nu teller 170,000 Indbyggere. Den de Septbr. 1869 døde han: en lang Vognraekke fulgte Pioneren til hans Grav, og Folk i Tuſindtal opfyldte Gaderne, hvorigjennem Procesſionen bevee⸗ gede ſig. ;

Der var i Begyndelſen kun Lidt i „Settlementet“, ſom Melbourne ſtadig kaldtes, der berettigede til at troe paa dets fremtidige Rigdom og Storhed. J Januar 1838, var der kun et Par ſmaa Trahuſe,

der tjente til Hotel for de Settlere, ſom kom herned

med deres Uld for at indſkibe det, og for de fan Ny⸗ ankomne („new chums“, ſom de dengang kaldtes) der kom for at etablere fig. En lille firkantet Trebyg⸗ ning, med en gammel Skibsklokke ophængt i et Slags Taarn, gjorde Tjeneſte ſom Kirke eller Kapel. Naar man horte Bonner og Sang til Guds Wre i dette

*

Annen n n

— ... ES FIS "URE SS SST SEERE TELE FEE

Melbourne og Colonien Victoria. 43

vilde Land, gjorde det alligevel et interesſant, over- veldende og alvorligt Indtryk. Der var to eller tre Boutikker, ſom ſolgte alle Slags Ting, og en Filial

af Banken i Tasmenia. Sex Maaneder ſenere havde

der reiſt fig, et ſtort Antal Stenbygninger to a tre Etager høie, ſmukke og comfortable Hoteller, Gaderne anlagdes og macadamiſeredes, Indbyggerantallet tiltog beftandig, og en Masſe Handlende aabnede efter— haanden deres Boutiker.

John Fawkner opforte det forſte Hotel og udgav den forſte Avis „The Melbourne Advertiser“ i 1838. De forſte ni Numre exiſterede kun i Manuffript, og der toges kun en enkelt Afſkrift deraf, ſom blev frem— lagt i Fawkners Drikkeſalon. Nær ved Fawkners Hotel aabnede hans Rival Batman den forſte Boutik. Ved det forſte Landſalg i Melbourne i Juni 1837, kunde man kjobe Grundſtykker paa ½½ Tønde Land til en gjennemſnitlig Pris af 35 K. Ved en fornylig afholdt Auction i Melbourne, var det hoieſte Bud paa en Grund med en Fagade til Collinſtreet, der maalte 66 Fod, 46,500 L. Budet blev dog erkleret for at være. for lavt, og det approberedes ikke.

Med Undtagelſe af en ſkrekkelig finantſiel Kriſis i 1842, foranlediget ved Overſpeculation, havde Mel⸗ bournes Hiſtorie, indtil Opdagelſen af Guldet i 1851, været ſtadig fremadſtridende og heldig. Neppe var Port Philip „Settlementet“ fem Aar gammelt, for det gjorde Fordring paa at blive fuldftændig adſkilt fra

—

44 Melbourne og Colonien Victoria.

New South Wales. J 1842 blev dets locale Admini⸗ ſtration forbedret, og det blev tilladt at ſende jer De⸗ legerede til Parlamentet i Sidney. Melbourne ved- blev imidlertid at trænge paa, indtil det i 1850 fit ſine Bønner opfyldte, og den engelſke Regjering ud- ſtedte d. 1. Juli 1851 en Lov, ifølge hvilken Port Philip blev en Colonie, der fif Benevnelſen Victoria, hvilket Navn ſkal være valgt af Dronningen ſelv.

J dette i Melbournes Hiſtorie mindeværdige Aar var det, at de rige Guldmarker, beliggende hundrede en- gelffe Mile fra Byen ved Ballarat, bleve opdagede. Guldets Opdagelſe forandrede, ſom ved et Trylleſlag hele Livet i Auſtralien. Pulſen, ſom hidtil havde flaaet roligt og faſt, blev paa engang febrilff. Der var kun eet Ord paa Alles Læber, og det var „Guld“ — det gjorde hele Folket beruſet. J den ſtorſte For⸗ virring ſtyrtede de hen til de forſkjellige Steder, hvor de formodede, at det glimrende Metal var at finde. Landmanden forlod fin Jord, Haandverkeren fit Verk⸗ ſted. Kjobmanden ſit Contoir, og Procuratoren ſine Sager. Melbourne ſtod ode og forladt. J Lobet af et Par Maaneder havde over Halvdelen af den mandlige Be- folkning i Colonien forladt fin ſedvanlige Beſkjef⸗ tigelſe, for at gane paa Eventyr. Samtidig kom der Folk i Masſer fra de nærliggende Colonier, og den ene Sperm fulgte paa den anden, faa hurtig ſom Skibene tilſoes og Befordringsmidlerne tillands kunde bringe dem. Intet Under at al Forretning horte op, at de

— — —

Melbourne og Colonien Victoria. 45

gamle Landemerker bleve oprevne og at al Samfunds⸗ orden blev nedbrudt. Immoralitet, Hungersnod, DruÉ kenſkab hørte til Dagens Orden, ja ſelv Mord forefaldt hyppigt.

J Løbet af en Uge i 1851 landede ikke mindre end 10,000 Perſoner i Melbourne. Lykkelige Guld— gravere kom ind til Byen, bortodslede deres Guld der ſom gale Menneſker og tog derpaa atter bort for at finde mere. Det var en let Sag dengang at ſamle Formue; man betalte en Unze Guld for en Flaſke Champagne; Logi var umaadeligt dyrt, og at faae Lov til at ligge paa Gulvet i en Café var en ſtor⸗ artet Begunſtigelſe. For at bøde lidt paa denne Mangel blev en heel Feltby opført paa St. Kildaveien, under Navn af Canvas-Byen. Adſtillige tuſinde Menneſker bleve anbragte i disſe midlertidige Settle⸗ ments, der exiſterede i flere Maaneder. Regjeringen havde ondt ved at beholde Folk i ſin Tjeneſte. En berømt Advocat fra Sidney, der var bleven udnævnt til Preſident for the supreme Court of Victoria, kunde ikke finde noget Sted, hvor han kunde hyile fit Hoved, og efter at have tilbragt Natten i en Leneſtol i Melbournes Club, indgav han ſin Demisſion, og vendte ufortovet tilbage.

Ogſaa Politiſtyrken ſank i denne Periode langt under det foreſkrevne Antal. Et vidende Politi blev oprettet; det beſtod af unge Mænd, ſom foretrak at tjene en god Lon for at deeltage i det nerveodeleeggende

46 Melbourne og Colonien Victoria.

Guldgraverliv. Disſe Fredsvenner havde i lang Tid et umaadeligt anſtrengende Arbeide, og Straffefangerne, der i hele Sperme flygtede herhen fra Tasmenia— gav dem nok at beſtille; ikke deſtomindre blev Ordenen dog forholdsviis opretholdt, og kun i Aarene 1852 — 53 og 54 forefaldt der hyppige Roverier.

Da Guldgravnings-Raſeriet ophørte, havde der imidlertid ſamlet ſig en dygtig Befolkning, ſom forſtod at benytte Landets rige Hjelpekilder og gjøre dem frugtbringende gjennem Jernbaner og Dampfkibe.

Veien til Melbourne gaaer naturligviis gjennem den brede Port Philip Bay. Indlobet, Port Philip Head, er imellem en hoi Klippe med Fyrtaarn til⸗ venſtre og en lang Fladſtrand tilhoire. Her er Bandet ſtedſe i en forfærdelig Bevægelje; men naar Indlobet er pasſeret, bliver det ſmukt og roligt. Mod Nord ligger

Williamstown og Sandrigde, der nu ere Melbournes

Havneſteder og ſtaae i Forbindelſe med Byen ved Jernbaner. Melbourne har imidlertid ogſaa fin egen Havn, og Dampfkibene kunne gane op ad Floden Yarra⸗Yarra til Flinderſtreet, der ligger omtrent midt⸗ veis i Byen.

Melbourne og de ſexten Forſteder, der omgive det, danne en ſtor Hovedſtad, ſom indtager et betydeligt Terrain, gjennemſkaaret af Floden Yarra-Yarra. Byen ſelv — der er ligeſaa raſtlos travl om Dagen, ſom den ſeer ode og forladt ud Kl. ſex om Aftenen — er udlagt i en aflang Firkant, med atten brede Hovedgader,

Melbourne og Colonien Victoria. 47

ſom overſkœere hinanden i Retangler. Fra Flinder⸗ ſtreet, med dets enorme Pakhuſe overſeer man Verf— terne, Dampſkibene og den bredeſte Deel af Parra— Parra Floden. De fire Gader, ſom lobe parallelt med Flinderſtreet fra Oſt til Veſt, ere i Rekkefolge Collin-, Bourke⸗, Lonsdale- og Latrobeſtreet; de ere Byens Hovedaarer og hver iſcer 99 Fod brede og en Mil lange. Imellem disſe brede Gader lober der fire ſmalle Stræder, der ere ligeſaa lange men kun 33 Fod brede. De benævnes Lille Bourke-, Collin⸗, La⸗ trobeſtreet ſamt Flinders-Lane. Her ere Veerkſteder og Beboelſer for mindre bemidlede Haandveerkere, og nogle enkelte Partier ere beboede af det allerlaveſte Udſkud, ſom findes i enhver ſtorre By. Alle disſe Gader ere gjennemſkaarne af ni andre Gader, ſom lobe fra Nord til Syd, en halv Mil lange og 99 Fod brede; de ere macadamiſerede og forſynede med tolv Fod brede Fortoge. Af disſe fra Nord til Syd gaa⸗ ende Gader er Eliſabethſtreet Hovedgaden; den ligger ligeſom i en Dal, ſaaledes at alle fra Sſt til Veſt gaaende Gader falde ned mod Eliſabethſtreet i Cen trum. J regnfuldt Veir modtager den alt Vandet fra hele Byen, og bliver i Virkeligheden en impas⸗ fabel Flod, ſom falder ud i Yarra⸗Parra. Bourkeſtreet, ſom er den midterſte Gade af dem, der gjennemlobe Byens Længde, vrimler ſtadig af Folk; den har ſmukke Hoteller, elegante Reſtaurationer, Theatre, Concertlocaler o. ſ. v. Den veſtlige Deel af

48 Melbourne og Colonien Victoria,

Gaden har mange ſmukke og gode Boutikker. Collin⸗ ſtreet er Modegaden, og i den findes alle de ſtore Bank⸗Inſtitutioner og ſtorre Handelshuſe; her har og— faa i den veſtlige Deel af Gaden Melbournes Leger dannet en lille Coloni. Disſe brede Gader, med deres ſolide og ſmukke Steenbygninger, give Byen et færegent ſmukt og fint Udfeende. Mange af de offent— lige Bygninger ere ligefrem ftorartede, dog fan det ikke negtes, at nogle af Gaderne have et beſynderligt ujevnt ÜUdſeende — aabne Pladſer, lave Trehuſe fra Coloniens tidligſte Periode ſtaae Side om Side med de elegant udſeende Bygninger. Fortogene ere mange Steder overbyggede med en Slags Veranda og af— give et meget behageligt Opholdsſted i den ſteerke Sommerhede. Omendſkjondt Gaderne holdes godt vandede, foraarſage dog de ofte forekommende „dust storms“ (Støv Storme) mange Übehageligheder. Gade— livet i Melbourne er meget interesſant at lægge Merke til. J Collins, Bourke⸗, Swanſton⸗ og Eliſabethſtreet ſeer man paa en ſmuk Eftermiddag, om [aa Heden er aldrig ſaa ſterk, Masſer af kokette unge Damer i deres luftige og ſmukke Coſtumer, flagre omkring ſom ligeſaamange Sommerfugle i Solſkinnet. Nogle af dem ere meget ſmukke, men alle ere de pikante at ſee paa, omendſkjondt de gjennemgagende have en bleg Hud— farve. Deres Paakledning er det mig umuligt at be⸗ ſtrive, fan ſtor er Forſkjellen i Farve og Snit: Alt dette harmonerer imidlertid meget godt og frembringer

Melbourne og Colonien Victoria. 49

et maleriſk Gadeliv, ſom det er en Fornøielfe at betragte.

Paa Hjornet af Rusſell- og Collinſtreet findes et Monument for Bourke og Wills, der hentyder til deres ulykkelige Endeligt. De omkom nemlig under et Forſog paa at gjennemreiſe det auſtralianſke Faſtland. Paa en Granitblok, ſom forneden er ſmykket med Bronze— Basreliefs, ſtaager en Bronzegruppe i Legemsſtorrelſe, der foreſtiller de ulykkelige Opdagere. Bourke ſtager i en Stilling, ſom om han ſpeidede ud i Horizonten, Wills ſidder paa en Træftamme med Notitsbog i Haanden, ſom om han lige er i Begreb med at ned— ffrive ſin Chefs Obſervationer. Det forſte Basrelief paa Sokkelen foreſtiller Expeditionens feſtlige Afreiſe fra Melbourne; det andet foreſtiller Bourkes Tilbage— komſt til Bugten ved Carpentaria; han gjenfinder ingen af ſine Venner, der ere dragne bort nogle faa Timer iforveien, og han begraver derfor ſine Papirer. Paa den tredie ſeer man King blive pleiet af de Ind⸗ fødte, og paa det fjerde ſees Bourkes Lig der er blevet fundet af Howitt og bæres af indfødte Vei⸗ viſere.

Den Expedition, hvortil dette Monument hentyder, var en af de mange, ſom foretoges for at fane Under— retning om det umaadelig ſtore Faſtlands Beffaffenhed. J 1859 bleve 24 Kameler anſkaffede fra Indien til Brug ved denne Expedition. Commandoen blev givet

til O'Hara Bourke, Formand for Victorig-Politiet. 4

50 Melbourne og Colonien Victoria.

En af hans Ledſagere var William John Wills, anſat ved Melbourne⸗Obſervatoriet, en ung Helt, der brændte af Lyſt til at gjøre nye Opdagelſer. J Auguſt 1860

forlod Expeditionen, der beſtod af femten Deltagere med deres Kameler og Proviſion for tolv Maaneder, Melbourne under Indbyggernes Jubel. En Station blev oprettet ved Barcoo-Floden, og den ſextende December gik Bourke og Wills, ledſagede af to Mend, Gray og King, ſamt en Heſt og ſex Kameler, nord— paa, og manede langt om længe Flinder-Floden og Bugten ved Carpentaria. Den treogtyvende Februar 1861 begyndte de deres Tilbagetog, efter at have gjennemkrydſet hele det auſtralianſke Faſtland. Den enogtyvende April naaede Bourke, Wills og King Stationen ved Barcoo-Floden, men fandt den forladt af Expeditionen, der havde troet, at deres Ledſagere vare omkomne. De tre Eventyrere vandrede nu om i det vildſomme Indre, indtil Slutningen af Juni. De havde lidt meget ondt for at friſte Livet ved det Lidet, de modtog af de Indfodte, og ved Froet af Nardoo-Planten. Tilſidſt døde imidlertid bande Bourke og Wills af Sult.

Bygningerne i Melbourne ſtaage i Pragt ikke tilbage for Bygningerne i nogenſomhelſt anden By. Materialet (Blueſtone), hvoraf de fleſte ſtore Handels— huſe og offentlige Bygninger tildeels ere opforte, er, om jeg faa tor udtrykke mig, af uforgengelig Natur. Parlamentshuſet, ſom er beliggende for Enden af

Melbourne og Colonien Victoria. 51

Bourkeſtreet er, med dets ſtore Facade og tohundrede og halvfjerdsſindstyve Fod høie Taarn, en glimrende architektoniſt Bygning. Den rigt decorerede Sal, i hvilken de to Kamre give Mode, er fer og halpfjerds— ſindstyve Fod lang, fyrretyve Fod bred og fer og tredive Fod hoi. Der findes ogſaa her ſmukke Leſe— verelſer og et udmerket Bibliothek.

Colonien Victorias Regjering beſtager af en Gou— verneur, der repreſenterer Kronen, et lovgivende Raad og et lovgivende Kammer. Et Miniſterraad har Executivmagten. Det lovgivende Raad beſtaager af tredive Medlemmer, fem fra hver af Coloniens fer Provindſer. De vælges for ti Aar og have i den Tid Titel af „Honorable“. Det lovgivende Kammer beſtaager af otte og halvfjerdſindstyve Medlemmer fra ni og fyrretyve Valgdiſtrikter, der vælges paa tre Aar. For at ſtemme pan Medlemmer til Lovgivningsraadet ſkal man vere i Beſiddelſe af visſe Kvalificationer, hvor— imod Alle og Enhver kan ſtemme paa Medlemmer til det lovgivende Kammer. Den conſtitutionelle Regjerings— form er fuldſtendig faſtſlaaet, og Masſer af intelligente Velgere blandt de arbeidende Klasſer forſtaae at ſette Pris paa deres politiſke Rettigheder. Der herſker ofte megen Ophidſelſe ved Valgene og opſtager ofte energiſte Kampe imellem de rivaliſerende Partier.

Gouvernementshuſet, med dets firkantede ethundrede og fem og fyrretyve Fod hoie Taarn, er en meget

høit beliggende Bygning og kan ſees fra de fleſte 4*

52 Melbourne og Colonien Victoria.

Steder i Byen, og oppe fra Taarnet har man en glimrende Udfigt over So og Land. Skatkamret er en ſmuk Bygning, og Raadhuſet er et fuldſtendigt Juſtitspalads opført i italienſk Stil. Af offentlige Bygninger i Melbourne betragtes Poſthuſet ſom den ſmukkeſte; det er beliggende pan Hjørnet af Bourke— og Eliſabethſtreet og udmerker fig ſaavel ved fin architektoniſke Skjonhed ſom ved ſin charakteriſtiſke Ind— retning. J Hjornet hæver et elegant Klokketaarn fig med doriſke, joniſke og korinthiſke Soiler. Regjerings— Trykkeriet og Mønten nævner jeg kun i Forbigagende ſom ſtorre Bygninger, der ere praktiſt og tidſvarende udſtyrede.

De ovenfor nævnte Bygninger tilhøre Colonien, men Byen Melbourne ſtaaer paa ingen Maade tilbage i communale Inſtitutioner. The Town Hall, en ſmuk og imponerende Bygning, ere Borgerne med Rette ſtolte af. Den er opført i Renaisſanceſtil med Pavil— loner og Gøiler og med et elegant Taarn, der er ethundrede og fyrretyve Fod høit. Den indeholder utallige Bæreljfer og Contoirer og har en ſtor Sal, ethundrede og fem og halvpfjerdſindstyve Jod lang, fem og halvfjerdſindstyve Fod bred og fem og treſinds⸗ tyve Fod hoi. Denne odſelt udſtyrede Sal rummer fire tuſind Perſoner, foruden Orcheſtret, ſom rummer fem hundrede. Orgelet ſiges at være et af de ſmukkeſte og ſtorſte i Verden. Grundſtenen blev lagt i November 1867 af Hertugen af Edinburgh, og Bygningen blev

ern

Freren

Melbourne og Colonien Victoria. 53

indviet i Auguſt 1872 med ſtore Ceremonier og Feſt— ligheder. Den har neſſten koſtet et hundrede tuſind £. Melbourne har ogſaa et Univerſitet, men for jeg om— taler det, vilde det maaſkee være henſigtsmesſigt at meddele et Par Ord om Opdragelſen i Victoria. En Lov, ſom indførte et mere tidſvarende Opdragelſes— Syſtem, traadte i Kraft den forſte Januar 1873. Alle Born i en Alder fra fer til fjorten Aar ere tvungne til at gage i Skole. De eneſte Undſkyldninger, der tages Henſyn til, ere: tilſtrekkelig Uddannelſe i Hjemmet, Frygt for Smitte og to Miles Afſtand fra Statsſkolen. Der er ſpecielle Embedsmænd, ſom have at vaage over Udforelſen af denne Lov. J 1879 deltoge 231,169 Born i Coloniens 1,456 Statsſkolers Under⸗ visning, og envidere beſogte 37,582 Elever Privat— fkolerne.

Melbournes Univerſitet blev oprettet i 1853 og aabnet 1855. Regjeringen underſtotter det med ni tuſind £ om Aaret — Profesſorerne have gode Gager og fri Boliger. Det ſtager under Regjeringens Tilſyn og controlleres af en Canzler, Vicecanzler og et Senat. Bygningen er beliggende i en ſmuk Park paa et hun⸗ drede Acres Land, og fra den har man en ſmuk Udfigt over Byen og Bugten. i

J Forbindelſe med Univerfitetet er der et natur⸗ hiſtoriſt Muſeum. Paa Veggene er der ophængt Benene af Diprotodon, en forfærdelig Kenguru fra Tertiair⸗Perioden, hvis Pung har en Storrelſe af en

54 Melbourne og Colonien Victoria.

almindelig Omnibus. I dette Muſeum finder man ogſaa Coloniens vigtigſte Induſtrigrene techniſk illu— ſtrerede. Enhver Ting, ſom ſtager i Forbindelſe med Guldgraveriet, lige fra Tinfadene og de rage Red— ſkaber, ſom de forſte Guldgravere benyttede fig af, til de meſt complicerede Dampmaſkiner, ſom nu be— nyttes til at knuſe Kvartſet, findes her — ligeſom Alt, hvad der vedrorer Architektur, Agerdyrkning, Haandveerk o. ſ. v. Imellem Muſeets Curioſiteter findes en Model af den beromte „Welcome Nugget“, ſom fandtes i Ballarat i Juni 1858; den veiede ethundrede og fireogfirſindstyve Bund og ni Unzer, og blev anſeet for den ſtorſte i hele Verden, indtil der i Februar 1869 blev fundet en Guldklump „Welcome Stranger“, ſom veiede ethundrede og niogfirſindstyve Pund og ti Unzer, efter at der endda var afhugget et Pund i Smaaſtykker, ſom af de heldige Findere blev givet til deres Venner. For denne Klump modtoge de to lykkelige Findere tohundrede tuſinde Kroner. En anden Inſtitution, ſom Melbourne er ſtolt af, er dets fortræffelige offentlige Bibliothek. Bygningen ſelv har et masſivt og imponerende Udfeende. I den nederſte Etage findes en Maleri- og Skulptur⸗Samling. En Sal indeholder en interesſant Samling af Por- traiter, hvorimellem ſamtlige Gouverneurer af Auſtralien og New Zeeland; i en anden Sal er en Samling af chineſiſte Curioſiteter. Melbourne har nemlig et chineſiſt Kvarteer, ſom jeg ſtrax ſkal komme tilbage

err

117

Melbourne og Colonien Victoria.

* *

til. En bred Trappe fører op til Bibliotheket. Leſe— vœrelſet er tohundrede og tredive Fod langt, halv— treſindstyve Fod bredt og fireogtredive Fod høit. Bibliotheket indeholder 109,000 Bind. Leſernes Antal er omtrent trehundrede tuſinde aarlig. Enhver, ſom er ordentlig paakledt og forſtaaer at opføre fig pas— ſende, kan her have Lesning, Husly, Varme og Lys hver Dag til Kl. ti om Aftenen. Et Par Varelſer ere ſpecielt reſerverede for Damer.

Den forſte offentlige Gudstjeneſte fandt Sted i April 1836, da Mr. Orton, en Wesleyan Præjt, holdt Gudstjeneſte under Træerne paa Batmans Hill, en Hoi, der nu er jevnet med Jorden, og paa Stedet er Jernbaneſtationen opfort. Nogen Tid efter holdt Capitain Lonsdale Gudstjeneſte hver Sondag i det yderſt primitive Raadhus. J Oktober 1838 landede den forſte Preſt af den engelſke Kirke. Et gammelt Trœhus var i nogen Tid bande Kirke og Skole. Ved Siden af dette Trehus blev Grundſtenen til St. James Kirken, den forſte Kirke i Melbourne, lagt den niende November 1833.

Antallet af Kirker og Kapeller i Melbourne er nu meget ſtort, og der er anvendt betydelige Capitaler paa dem. Paa Hjørnet af Swanston og Eliſabeth— ſtreet er den engelſte Kirkes Kathedral; dens Længde er 273 Fod, Brede 126 Fod, Midtertaarn med Spir 156 Fod, og den rummer 1,700 Perſoner. Foruden disſe nævner jeg endnu den romerſt katholſte Kathedral,

56 Melbourne og Colonien Victoria.

ſom har været mange Aar under Bygning; den ſkotſkfe Kirke med fit elegante og fmæfre Taarn; Wesleyan Kapellet i Lonsdaleſtreet, der ſiges at være det ſmukkeſte af ſamtlige Wesleyan Kapeller i Verden, og the independent Church, der er en ſmuk Bygning med et masſivt firkantet Taarn.

Side om Side med Religionen arbeider Vel— giorenheden. Der er i Colonien ikke færre end 73 Hoſpitaler, Sindsſygeanſtalter og lignende Stiftelſer. J det ſtore Melbourne Hoſpital med dets firehundrede Senge behandles tyve tuſinde Syge om Aaret. J Benevolent Aſylet ere de Ulykkelige, ſom af Alder og Sygdom ere ude af Stand til at tage vare paa ſig ſelv, behageligt indkvarterede. Til de Dovſtumme, de Blinde, de Forceldreloſe, Emigranterne, Tjeneſtefolk og Andre tages der ſpecielt Henſyn.

Kaſerner, Straffeanſtalter, Kirkegaarde, Leſe— Jelffaber, Klubber, Hoteller, Banker, Gas- og Vand⸗ værter oſv. er der i Overflod; i alle disſe og i mange andre Henſeender er der taget alle de Henſyn, ſom en ſtor By nogenſinde kan onſke.

Langs med Parra⸗Yarra findes der mange ſmukke Partier, og udenfor Byen, i Studley Park, ſeer man bedſt Flodens ſmukke, maleriſke Krumninger. Studley Park er et bakket Terrain paa tohundrede Acres, hvor⸗ igjennem Parra-⸗Parra flyder imellem ſmukke Banker, der ere rigt bevoxede med Vin og Frugttreer. Spad⸗ ſeregangene langs med Floden her ere meget ſmukke.

Melbourne og Colonien Victoria. 57

Strømmen, ſom ſedvanlig er rolig, ſvulmer dog under— tiden op og bliver til en ſtor, rivende Flod. J 1863 ſteg den fyrretyve Fod og overſvommede den lavere Deel af Melbourne og hele Lavlandet mellem Byen og Sandrigde.

Der er adſkillige Markeder i Melbourne. Et af de vigtigſte og interesſanteſte er „Paddy“ Markedet. Tidlig Onsdag og Lordag Morgen afgiver Markedet det livligſte Skue. Store Forraad af Kartofler, Kaal, Wrter, Aprikoſer, Blommer tiltrekke fig ſtrax Kjobernes Opmerkſomhed; dog er det i Seedeleshed Lordag Aften, at Markedet er i ſin fulde Glands, naar alle Staderne ere oplyſte med Gas. Igjennem Pasſagerne bevæger fig en umaadelig Sværm af Mænd, Kvinder, Drenge og Piger; de ſee, kjobſlage, tale og lee, medens de Handlende med høie Raab lovpriſe deres Varer. Alt, Hvad der kan ſpiſes, drikkes, arbeides og leges med, er tilſalg her. Oſters, Stromper, Porcellain, Bibler, Sangboger, gamle Kleder, Skind og Tinvarer findes ophobede her foruden Fiſt, Kjod, Fjerkre og Grontſager af alle Slags og til alle Priſer.

Bedekjod er en almindelig Arlikel. Jeg blev engang tiltrukkten af en Stemme, ſom raabte „denne Vei til billigt Bedekjod“. En rodhaaret Mand i Slagtercoſtume ſtod midt i Sværmen paa en Tønde; rundt omkring ham var der opſtablet Masſer af halve Faar, færdige til at koges; Kjodet var ſaftigt og af

58 Melbourne og Colonien Victoria.

god Kvalitet; med den ene Haand peger Handelsmanden paa fine Barer, med den anden tilvinker han For— ſamlingen: „Her er billigt Bedekjod — nu er det den rette Tid — herhen, mine Damer og Herrer! — hvem vil jaa kjobe billigt Kjod?“ Der opſtaager en Pauſe; en Kjober indfinder ſig, og et halvt Faar ſelges for en Shilling = halvfemſindstyve Ore! Kjoberen var en lille Pige; en ung Mand kjobte et andet, men der var kun Faa, der fulgte Exemplet. Forraadet var bienſynligt meget ſtorre end Forbruget, og ſikkerlig maatte Handelsmanden tage mere end Halvdelen med fig tilbage. Uvilkaarlig kom jeg til at tænke paa de ſtakkels Fattige i Hjemmet — et halvt Faar for en Shilling, og faa neſten ingen Kjobere!

J lille Bourkeſtreet er det chineſiſke Kvarteer. J triſte, ſmaa og ikke meget renlige Boutiker udſeelges Chineſernes Nodvendighedsgjenſtande, ſaaſom Thee, Riis, Opium o. ſ. v. Huſene ere gjennemgaagende beboede af hele Sværme Chineſere. Af disſe chineſiſte Emigranter er en ſtor Deel Gadeſcelgere i Melbourne; de bære deres forſtjellige Varer i Kurve, ſom hænge paa et langt Bambusror, der bæres over Skuldren. Paa Emerald Hill findes et chineſiſk Joſshus eller Gudshus, hvor alle de forfſkjellige Gjenſtande, ſom bruges ved deres Gudstjeneſte, forefindes.

Selve Melbourne har ikke mange aabne Pladſer; men i de nærliggende Forſtceder, ſom omgive Byen, er der mange Parker, Gaver og Squares. Den bo—

Melbourne og Colonien Victoria. 59

taniſte Have, ſom ligger Syd for Parra-Yarra, er den ſtorſte; der findes her en værdifuld Samling af ſjeldne Planter og Træer, og i en ſmuk So, med en Miniatur-O, ſvomme utallige Vandfugle omkring; paa Flodbredden groer den ſtore indiſte Bambus, og omkring i Haven findes Bede med Oliven, Thee, Tobak og Uldplanter, Aloer, Cypresſer, fort jagt Træer, Planter og Blomſter fra de forſkjelligſte Climater. De ſamlede Spadſeregange have en Længde af to— ogtyve og en halv Mil. Drivhuſene, Aquariet, de ſtore Plainer, Buſkadſerne og Muſeet med dets 350,000 Exemplarer, — alt dette og mange andre Tiltrekninger gjør, at Haven frembyder Interesſe for Naturaliſten og Touriſten og er et meget behage— ligt Tilflugtſted for Melbournes Indbyggere.

Den egentlige By er, ſom tidligere berørt, om- givet af adſkillige Forjtæder, der hver for fig vilde danne en ret anſeelig By. Af disſe har Collingwood atten tuſinde, Emerald Hill ſytten tuſinde, Richmond ſexten tuſinde, Fitzroy femten tuſinde Indbyggere o. ſ. v. Collingwood med fine ſmaa Boliger og talrige For— noielſesanſtalter danner en forunderlig Contraſt til Fitzroy med ſine elegante Bygninger og ſit ariſtokra— tiſke ÜUdſeende.

Naar man er i Richmond, er man allerede paa Landet: her ligge Gaderne op og ned ad Hoiderne, danne ſmukke Boulevarder og omgives af henrivende

60 Melbourne og Colonien Victoria.

Haver. Elegante Villaer ere ſpredte overalt i maleriſt Uorden.

St. Kilda kan man med Rette kalde Melbournes Have, thi her have de rige Kjobmend, Advokater og Embedsmend deres elegante Villaer; — det er tillige et Sobadeſted ligeſom Brighton og Queenscliff.

Melbourne bliver forſynet med Vand fra det berømte Jan Jean Reſervoir, en kunſtig So, ni Miil i Omkreds, og i tyve Miils Afſtand fra Byen. Det er beliggende ved Foden af „The Plenty Ranges“, og feer ud, ſom om det af Naturen havde faaet denne Beſtemmelſe, efterſom det mod Nord, Oſt og Veſt er ind- demmet ved naturlige Skraaninger, ſaaledes at man kun behøvede at ffabe en hoi Skreent mod Syd, forat beſidde et af de ſkjonneſte Reſervoirer i Verden. Mil⸗ lioner ere blevne anvendte paa dette keempemesſige Foretagende, ſom Melbournes Indbyggere med Rette ere ſtolte af.

Snart — i 1885 — kan Melbourne feire ſit halvtreſindstyvegarige Jubilæum og ſamtidig med Selpfolelſe fee tilbage paa Alt, hvad der er udrettet i denne Tid; det vil vedblive at være en af Verdens ſmukkeſte Byer med en dygtig, fremadffridende, energiſt Befolfning og med et Clima, fom er endnu mere henrivende end ſelve Italiens.

——

61

Et Cronskitte.

Catherina den Andens Død og Paul den Førftes Tronbeſtigelſe.

J 1796 var Catherina ſyvogtreſindstyve Aar. Det er Skade, at hendes Læge, Englænderen Roggerſon, ikke har efterladt fig Optegnelſer, der kunde ſette os iſtand til bedre at forſtaage denne energiſke og liden⸗ ſkabelige Natur. Hun ſynes til dette Tidspunkt at have været forſkaanet for Sygdomme af Betydning; men dette Aars Sommer bibragte hende en ftærk aandelig Ryſtelſe, ſom efter den almindelige Mening

havde fit Udſpring fra en fort Tid forinden indtruffen

Kataſtrofe. En Sag, der laa Keiſerinden meget paa Hjertet, glippede aldeles for hende, og dette krenkede i hoi Grad hendes Egenkjerlighed. Catherina havde længe arbeidet paa en Forbindelſe imellem hendes Barnebarn, Storfyrſtinde Alexandra Poulowna, og den unge Konge af Sverrig, Guſtav Adolf den Fjerde. Med megen Befvær havde man endelig i Auguſt 1796

62 Et Tronftifte.

bevæget denne Fyrſte til at tage til Petersborg. Han var en ung, mork og indeſluttet Mand, hvem uden Tvivl Ankarſtroms tauſe Kugle, der paa Maſkeraden dræbte hans Fader, havde indgydt en uovervindelig Angeſt for Snigmord. Medens han i ſin Mindre— aarighed maatte boie ſig under ſin Onkel og For— mynder, Hertugen af Södermanlands Aag, ventede han ſtille pan det Oieblik, da han ſelv ſkulde handle og herſke. Man ſendte ham til Rusland, tre Maaneder for han blev myndig; han kom dertil med det beſtemte Forſet, at han vilde ſkuffe, lyve og træffe i Langdrag. Catherina ſogte paa alle mulige Maader at bedaare ham; hver Dag bragte hendes Gjeeſt nye Adſpredelſer; Feſterne fra Potemkins Tid bragte atter Liv i det tauriſke Palads; men Guſtav Adolf var og blev lige indeſluttet og ſorgmodig. Et Sieblik troede den gamle Keiſerinde, at hendes Barnebarns Ynde gjorde Indtryk pan Svenſkerkongen: de unge Forlovede hviſkede ofte til hinanden og „den lille Storfyrſtinde blev mange Gange omfavnet.“ Man fik ſenere at vide, at hvad man havde betragtet ſom forelſkede Samtaler var kun theologiſke Diſputer; Lutheraneren, der var opdragen af Swedenbergs Diſciple, ſom ſtyrede hans Land, ſogte at omvende den tilkommende Dronning. Religions⸗ ſporgsmaalet var den egentlige Hindring for dette Giftermaal; Hoffet i Stockholm vilde have, at Stor— fyrſtinden ſkulde affværge den orthodoxe Lære; men Catherina vilde aldeles ikke give efter i dette Punkt.

Et Tronſtifte. 63

Endelig ſyntes det, at Guſtav, om end i ubeſtemte Udtryk, opgav ſin Fordring, og glad over ſit Held faſt— ſatte Keiſerinden Trolovelſen til den ellevte September. Denne Dag, ved Middagstid, modtes hos Subof de Befuldmegtigede for at underſkrive Wgteſkabscontrakten; de fyrſtelige Perſoner og Hoffet ventede i Paladſet; Metropoliten, der ſkulde lyſe Velſignelſe over Pagten, var i fuld Ornat i Kirken; men — Svenſkerne med— bragte en Contrakt, der ikke indeholdt den vedtagne Artikel vedrørende Religionsſporgsmaalet; Rusſerne proteſterede da, og man kjevledes hele Dagen igjennem. Catherina, der blev ærgerlig, ſendte gjentagne Gange en Miniſter til Kongen, der holdt ſig indelukket i ſin Bolig; Miniſteren kom ſtadig tilbage med daarlige Efterretninger; Klokken ti om Aftenen var man endnu ikke kommet til noget Reſultat. „Vi blev nodte til,“ ſkrev Keiſerinden til ſin Geſandt i Stockholm, „at lade Kongen ſige, at jeg var bleven ſyg, og vi lod alle dem gage, ſom i Forgemakket ventede pan ÜUd— faldet af denne Farce. Der ſkulde om Aftenen være Bal og Souper hos Storhertugen. De kan ſelv tenke Dem, hvor ſtygt og uſommeligt alt dette endte.“ Nogle Dage efter denne Skandale ſeilede Svenſkerne hjem, Den ſtolte Keiſerinde var i den Grad ryſtet af Pdmygelſe og Harme, at hun ved Efterretningen om Kongens Afſlag i flere Minuter blev ſtagende med aaben Mund, uden at kunne ſige et Ord, og

64 Et Tronſkifte.

forſt kom til fig ſelv igjen, da hendes Kammertjener havde bragt hende et Glas Vand.

Keiſerindens Omgivelſer vare overbeviſte om, at denne ærgerlige Begivenhed tildels var Grund til det Anfald, hun halvanden Maaned ſenere bukkede under for, om der ogſaa ſtodte andre Omſtendigheder til, ſaaſom hendes Forbittrelſe paa Subof, der paa en upasſende Maade ſogte at nærme fig Prindſesſe Eliſabeth. De eneſte Oplysninger, der findes om disſe ſidſte Uger, have vi fra Roſtopſchin; han ffrev til ſin Ven Voronzof, ſamme Dag ſom Kataſtrofen indtraf: „Med Helbredet er det daarligt; man kan ikke gaa mere; man er aandeligt lammet af et Uveir. der har raſet i de ſidſte Dage af September, en merkelig Begivenhed i dette Land, og ſom ikke har fundet Sted ſiden det Aar, da Keiſerinde Eliſabeth dode. Man holder ſig inde.“ Naar undtages dette Brev, finder man ikke Spor af Aengſtelſe ved Hoffet for den femte (ſyttende) November. Aftenen for denne Dag gik endnu Alt fin vante Gang. Det Selſkab, der var ſamlet hos Catherina, havde talt om Kongen af Sardiniens Dod, og Keiſerinden havde i en ſpogende Tone truet Stormarſkallen Narychkin med, at ogſaa hun ſnart vilde gage ſamme Vei.

Om Morgenen den ſyttende, da Keiſerindens Kammerjomfru Klokken ſyv traadte ind til hende, ſagde Catherina opromt, at hun havde ſovet uſedvanligt godt. Hun gjorde den Bemerkning, at hendes Uhr for forſte

Et Tronftifte. 65

Gang var gaaet iſtaa og talte ligeſom Dagen forud ſpogende om fin Død; hun ſpiſte Frokoſt og gik faa omtrent Klokken otte ind i fit Arbeidsverelſe. J Secretariatet ventede de Embedsmend, der ſkulde ar— beide ſammen med Keiſerinden, undrende ſig over, at det varede faa længe, for de kom ind. Der gaaer endnu en halv Time, og Catherina hverken viſer ſig eller kalder. De to tjenſtgjorende Kammertjenere ere forbauſede og blive urolige; de gage ind i Cabinettet; men Keiſerinden er ikke der. De antage, at hun mulig er gaaet ind i fit Paakledningsverelſe, og de vente igjen: Keiſerinden kommer ikke. Endelig tager den Ene af dem Mod til fig og aabner Doren: der ligger „den ſtore Fyrſtinde“ paa Gulvet ſom ramt af Lynet og uden Bevidſthed. De to Kammertjenere ſoge for— gjeves at faae hende op; Legemet ligger ſtift og klemt inde i en Krog bag Doren; de mage falde Folk til Hjælp for at faae Keiſerinden trukket ud af dette ſnevre Hul. Man bærer hende ind i hendes Verelſe, og da man ikke kan løfte hende op i Sengen, lægger man hende paa en Ledermadrats paa Gulvet. Subof, den hoitelſkede Yudling, er den forſte, der kommer tilſtede; han gaaer aldeles fra Concepterne og vil ikke tillade Livlægen at aarelade Keiſerinden, hvormeget end Tjenerne bede derom, Man ſender Bud efter den beromte Roggerſon, men fager forſt fat i ham efter en Times Forlob; han forſoger en Aareladuing, der lykkes godt, og lægger ſpanſke Fluer under Fødderne; 5

66 Et Tronſkifte.

i Samftemning med ſine Colleger erklærer han, at det er en Hjerneryſtelſe, ſom vil ende med Døden; alligevel forſoger man alle Midler. Hoffets hoieſte Embedsmænd, der komme ilende til, minde Subof om, at han maa ſende Sonnen, Tronarvingen, Bud til Gatſchina; Yndlingen lader fin Broder, Nikolaus Subof, beſorge dette Wrinde. J ſamme Oieblik treffer den unge Storfyrſt Alexander paa Roſtopchin, der driver om i Slottets Corridorer for at høre Nyt, og paalægger ham ſtrax at begive ſig til hans Fader for at under— rette denne Fyrſte om Keiſerindens haabloſe Tilſtand. — Lad os for nogle Timer forlade Vinterpaladſet, hvor Mengden ſtrommer til, og det rallende Legeme endnu ligger paa Gulvet, og lad os henflytte Scenen til Gatſchina.

J dette triſte Slot, der ligger en halv Dags Reiſe fra Petersborg, levede den ſtorſte Deel af Aaret en baade af fin Moder og af Hoffet foragtet og til ſideſat Prinds, i Taushed rugende over fin Ydmygelfe, fin Augſt, fin Higen efter Magt og Hevn. Catherina, der i denne Son ſaage ligeſom Skyggen af en frygtet og forhadt Wgtefeelle, holdt ham med engſtelig Xar- vaagenhed borte fra Statsſagerne; hun vidſte, at han var fjendtligt ſtemt imod hendes Reformer og beredt til ligeoverfor Indlandet og Udlandet at ſlaae ind paa en Politik, der i alle Retninger var hendes modſat. Med hver Dag var Spendingen bleven ſtorre imellem Moder og Son; denne tauſe Kamp

Et Tronftifte. 67

mindede de Wldre ved Hoffet om det huslige Drama, der havde forfærdet dem i deres Barndom: Stridig— hederne imellem Peter den Forſte og hans Son Alexis, der endte med, at Sonnen offredes for Faderens Politik. Da Menneſkene ere tilboielige til at ſlutte fra Fortid til Fremtid, antog Mange, at et i alle Henſeender lignende Forhold vilde fane en lignende Afgjorelſe; man var ialfald ſikker paa, at Catherina vilde ſoge, med Forbigagelſe af Sonnen Paul, at lade Kronen gage i Arv til Sonneſonnen Alexander. Keiſerinden havde bemegtiget fig ſine Sonneſonner og lod dem opdrage under fine egne Dine uden Faderens Indblanding. Denne Tronarving, der holdtes fjernet fra Statsſagerne, denne Fader, der var ffilt fra fine Born, var dengang enogfyrretyve Aar; hele hans Troſt i det enſomme Liv paa Gatſchina beſtod i det holſteenſke Regiment, ſom han indexercerede aldeles efter preusſiſk Monſter, og de Timer, han tilbragte hos ſin Elſkerinde, Froken Nelidof; men ogſaa hun var nogle Maaneder for de Begivenheder, vi her ſkulle omtale, bleven indeſperret i Kloſtret Smolna. Roſtopſchin, hvis Hengivenhed for Storfyrſten og ſenere for Keiſer Paul ikke et Sieblik fornegter fig, giver oftere i ſine Breve Skildringer af dette i For- viisning levende Hof. „Storfyrſten ſtaaer paa en meget [pændt Fod med Hr. Subof; de ville gjenſidig lade hinanden merke, at den Ene kun er Underſaat og den Anden Storfyrſte; men hin er lige faa mægtig 5*

68 Et Tronftifte.

ſom denne er et Nul ... Tronarvingen er i Paulopfky, han er ſtadig gnaven, har Hovedet fuldt af Syner og er omgiven af Perſoner, blandt hvilke den for— nuftigſte kan blive hængt eller radbrekket, hvad Sieblik det ſkal være, uden at der behøves nogen Dom. Han kommer nu meget bedre ud af det med ſin Gemalinde, fordi hun er gaaet ind pan at vige Pladſen for Froken Nelidof og ſtille fig paa en god Fod med hende. Dette lille Fruentimmer fører uindſkreenket Commandoen, underſtottet af en Lege ved Navn Freygang, der ſkal ſorge for Hs. Hoiheds legemlige

Helbred; han tager fig ogſaa af hans aandelige Tilſtand,

ſom han ved fin Gift ødelægger i Bund og Grund. Storfyrſten troer overalt at ſee revolutionaire For— greninger. Allevegne opdager han Jacobinere, og forleden Dag blev fire ſtakkels Officerer af hans Ba⸗ taillon arreſterede, fordi deres Haarpidſke vare lidt for forte, Grund nok til at tillægge dem republikanſke Sympathier ... Storfyrſten er reiſt til Gatſchina, hvor han bliver til den fireogtyvende November. Man behandler ham haardere end ellers, og ſidſte Sommer har man i Anledning af en Reiſe, han vilde gjøre til Paulopſky, ladet ham vide, at den vilde koſte altformeget, og at han havde at forblive, hvor han var. Naar man er Storfyrſte af Rusland, naar man er enogfyrretyve Aar og bliver behandlet ſom en Dreng af ſine tilkommende Underſaatter, kan man have Grund til at være gnaven, og det er han da ogſaa.“ —

Et Tronftifte. 69

For at bekempe hans Tungſindighed anbefalede Lægerne ham Legemsovelſer og længere Udflugter. Den ſyttende om Formiddagen var Paul taget til Møllen ved Gatſchina for at ſpiſe til Middag der med Storfyrſtinden og nogle af deres nermeſte Kreds. Juſt [om de vilde gage tilbords, fortalte Storfyrſten en Drøm, han havde havt ſamme Nat, og ſom havde gjort et dybt Indtryk pan ham. Han havde drømt, at en uſynlig og overnaturlig Kraft løftede ham op mod Himlen. Han vaagnede flere Gange, faldt atter i Søvn og vaagnede ſtrax efter igjen under Ind— trykket af det ſamme Drommeſyn. Da han bemeekede, at Storfyrſtinden ikke ſov, havde han fortalt hende fin Drøm, og til deres gjenſidige Overraſkelſe havde hun ſvaret, at det ſamme Syn forfulgte hende og forſtyrrede hendes Søvn. — Efter Middagen, omtrent Klokken tre, ſad man og drak Kaffe i et Lyſthus i Haven. I dette Lieblik fil Storfyrſten Øie paa Nicolaus Subof, der ſprang af Heſten og bandt den ved Indgangen. Da Storfyrſten godt vidſte, at alle Medlemmer af Familien Subof vare hans dodelige

Fjender, blegnede han, tabte Koppen ud af Haanden

og ſagde til ſin Gemalinde med kvalt Roſt: „Kjere, vi ere fortabte!“ Han tvivlede ikke om, at Greven kom for at arreſtere ham og ledſage ham til et eller andet Forviisningsſted. Greven ilede med blottet Hoved henimod Pavillonen; han træder ind, falder paa Knee for Prindſen og meddeler ham, at Keiſer⸗

8 —ͤͤͤ Tr ——— — 11

70 Et Tronſtifte.

inden ligger paa fit Merſte, og at der ikke mere er Haab. Pauls Anſigt ffifter Farve; fra blegt bliver det ganſke rodt; med den ene Haand løfter han Subof op, og med den anden flaaer han fig for Panden og udbryder: „Hvilken Ulykke!“ Taarerne ſtromme ned ad hans Kinder. Han forlanger ſin Vogn og bliver heftig, da man er for længe om at fpænde for. Han gaaer med haſtige Skridt frem og tilbage i Verelſet, guider fig nerveuſt i Heenderne, omfavner fkifteviis ſin Huſtru, Subof og Kutuſof og ſporger dem: „Kan jeg endnu treffe hende ilive?“ — Enten det nu var Glæde eller Sorg, havde Sindsbevegelſen bragt ham aldeles ud af ſig ſelv. Det er let at forſtaae, at denne pludſelige Overgang fra Forfeerdelſe til uventet Glæde maatte gjøre et ſteerkt Indtryk paa hans Nerver og Hjerne. — Omſider ſteg Tronfolgeren og hans Gemalinde tilvogns og tog afſted ved Nattens Frem⸗ brud. Lad os ile forud for dem til Sofia, en Landsby, hvor der ſtiftedes Forſpand. Vi treffe der igjen Roſtopſchin, ſom, da han ikke kunde haabe at nage Gatſchina i rette Tid, ventede pan det nye Herſkerpar der.

„Jeg ankom dertil Klokken fer,” ffriver han. „Den forſte, jeg fik Øie paa, var Nicolaus Subof, der var kjort iforveien for at beſtille Heſte. Kort efter ſaae jeg Logterne paa en Ekvipage med otte Heſte, hvori Tronarvingen ſad. Da Vognen holdt, gik jeg hen til Vogndoren og tog Ordet; Storfyrſten gjenkjendte min

Et Tronftifte. 71

Stemme og udbrod: „Aa, det er Dem, min kjere Roſtopſchin!“ Han ſteg ud, gav fig i Pasſiar med mig og ſpurgte mig ud om de nermere Omſtendig— heder. Samtalen forlengedes til det Oieblik, da der blev meldt, at Alt var i Orden; da han igjen tog Plads i Vognen, ſagde Storfyrſten til mig: „Gjor mig den Fornoielſe at folge efter mig; vi komme ſaa paa ſamme Tid. Jeg vil gjerne have Dem hos mig.“ Jeg tog Plads i en Sleede ſammen med Buitchkof, og vi fulgte efter Ekvipagen. Imellem Gatſchina og Sofia havde Tronfolgeren allerede mødt fem til fer Courerer, ſom alle bragte Bud fra de unge Storfyrſter og andre Perſoner. Da jeg forudſaae, at vi vilde mode flere endnu, gav jeg Ordre til at medtage en Logte og Lys, for at vi kunde leſe Depecherne. Vi traf endnu en Snes Courerer paa Veien; de fif Alle Ordre til at vende om, og vi fik ſaaledes et langt Folge af Slaeder. Enhver, ſom ſtod eller troede at ſtage i nogen Forbindelſe med Storfyrſtens Om— givelſer, havde ſkyndt ſig at ſende Expres til Gatſchina med Efterretningen; endog en af Hoffets Kokke og Fiſkeleverandeuren havde leiet og afſendt Courerer.

„Vi kom til Tſchesmepaladſet. Storfyrſten ſteg ud af Vognen. Jeg gjorde ham opmerkſom paa, hvor ſmuk Natten var. Det var aldeles tyſt og ſtille; det fros kun tre Grader; Maanen kom frem imellem Skyerne, der af og til etilſlorede den. Elementerne var i Ro ligeſom i Forventning om, hvad der nu

72 Et Tronſtifte.

ſkulde foregage. Medens jeg talte om Veiret, ſage jeg Fyrſtens Blik rettet mod Himlen; ved Maanens Lys kunde jeg fee, at han havde Øinene fulde af Taarer. Jeg, der med Liv og Sjæl var den Mand hengiven, ſom nu ffulde beſtige Ruslands Trone, der elſkede mit Fedreland og havde en levende Folelſe af dette Oiebliks Betydning, jeg kunde ikke tilbageholde en uvilkaarlig Bevegelſe, og idet jeg glemte Afſtanden imellem ost greb jeg hans Haand og ſagde: „Ak! naadige Herre, hvilket Dieblik for Dem!“ Hans Haand trykkede kraftigt min, og han ſvarede: „Vent, Kjere, vent. Jeg har levet toogfyrretyve Aar. Gud har holdt mig opreiſt, maaſkee vil han give mig Kraft og Forſtand til at beklede den Stilling, hvortil han har beſtemt mig. Lad os haabe Alt af hans Godhed.“ Klokken halv ni kjorte vi ind i Petersborg, hvor endnu kun Faa vidſte, hvad der var ſkeet.“

Er det ikke en ſmuk Scene, ſom her fkildres faa ſimpelt og rørende? Man undrer fig maaſkee over at ſee ſaadanne Mend i et ſaadant Sieblik lade ſig paa— virke af Naturens hemmelighedsfulde Magt. Man maa i Vinternetterne have reiſt hen over de ſorge— lige, ſneedeekte Stepper, der omgive den rusſiſke Hoved— ſtad, man maa have feet disſe uddøde Horizonters uſigelige Triſthed for at forſtage, hvilken troſteslos Harmoni der var imellem Timerne, Sjelene og Stederne. Det er de ſtore og edle Linier i Billedet; de ſkulde

B

Et Tronflifte. 73

nu pludfelig ſkifte med latterlige Forge maksſcener og ynkelige Maſkekomedier.

Keiſerindens Tilſtand er fremdeles uforandret, hun er endnu uden Bevidſthed. „Vi fandt Paladſet fuldt af alleſlags Menneſker, Nogle hidkaldte af deres Stillings Pligter, Andre af Nysgjerrighed eller Skrak. Alle ventede med Angſt paa, at en lang Regjering ſkulde gage tilende, og en ganſke ny ſkulde begynde. Ved Tronarvingens Ankomſt ſtyrtede Alle, evne af Del— tagelſe eller Nysgjerrighed, ind i det Verelſe, hvor Keiſerindens neſten livloſe Legeme lag. De ſedvanlige Sporgsmaal krydſede hinanden, men den almindelige Folelſe var et levende Onſke om, at der kunde være Daab endnu. Et Oieblik, fortaltes der, havde Keiſer— inden, efterat man havde taget de ſpanſke Fluer af hende, ſlaaet Oinene op og forlangt at fane Noget at drikke ... men fnart vendte man tilbage til den forſte Mening, at man. hvert Sieblik kunde vente hendes Dod. Tronarvingen gik forſt ind paa fit eget Verelſe i Vinterpaladſet og derpaa over til Keiſerindens Lei— lighed. Da han gik igjennem Salene, ſom vare op— fyldte af en Mængde, der ventede paa hans Tron— beſtigelſe, viſte han ſig hoflig og venlig mod Alle. Han talte et Oieblik med Lægerne og trak fig derpaa tilligemed ſin Huſtru tilbage til et Sideverelſe; derhen hidkaldtes de, han vilde tale med, eller de, han havde noget at befale.

Natten og den folgende Morgen gik, uden at

1

74 Et Tronſkifte.

nogen Forandring indtraadte. Tidlig den ſjette (attende) traadte Paul ind i ſin Moders Verelſe, og da han der af Lægerne horte, at der ikke var mindſte Haab, gav han Ordre til at ſende Bud efter Metropoliten Gabriel og Geiſtligheden for at leſe Dodsbonnerne og give Keiſerinden Sacramentet. Man overlod den Doende til Prœeſterne og vendte tilbage til Cabinettet for at give fig af med mere verdslige Sager. J fan Hen— ſeende ſatte de forſtjellige Interesſer ved Hoffet ſig ſtrax i Bevegelſe. Enhver, der ſkjelver eller haaber, kommer tilſyne. Den, der forſt bliver kaldt ind, er Roſtopſchin, han, der endnu igaar var i Unaade. — „Hvad vil Du være?” ſagde den nye Herſter til ham. — „Da det altid har veret mit Onſke at kunne raade Bod paa Uretferdigheder,“ ſvarede han, uden et Sieblik at betcenke fig: „Cabinetsſecretair“. Tron⸗ arvingen betæntte fig lidt: „Det er jeg ikke tjent med; jeg udnævner Dig til Generaladjutant, ikke af den Slags, der drive om her i Slottet med en Stok i Haanden; men Du fkal have Overbeſtyrelſen af hele Herveſenet.“ Paul lader derpaa kalde Pagen Nelidof, en Neveu af hans Elſkerinde, der for otte Maaneder ſiden var bleven indeſperret i Smolnakloſtret, og taler jagte med ham, man gjetter nok om hvem. Imidlertid er det allerede kommet ud, at Roſtopſchin er bleven vremenchik; Gaarsdagens mægtige Mænd ſtimle ſammen om ham, ydmyge og krybende. Den gamle Kantsler, Grev Bezborodko, havde i tredive Timer

Et Tronftifte. 75

ikke forladt Paladſet: „Fortvivlelſe ſtod præget paa

hans Anſigt,“ ſkriver Roſtopſchin, „det var baade den uvisſe Fremtid, Angſten for at blive Offer for Keiſerens Vrede og den levende Erindring om Keiſerindens Vel— gjerninger; hans Dine var taarefyldte, hans Hjerte fuldt af Sorg og Skrek; han ſagde mig i afbrudte Ord, at han nu kun ſtolede paa mit Venſkab, at han var gammel, ſyg, og at han, da han havde en Indtegt af 250,000 Rubler, kun havde det ene Onſke, at man vilde lade ham leve i Fred, og at man vilde lade ham trætte fig tilbage uden Banære. Og midt under alt dette bad han mig om et Embede til et af hans Creaturer, Troſchinſty, og forklarede mig, at Ukaſen, der indeholdt hans Udnævnelfe til virkelig Statsraad, var underſkreven for over otte Dage ſiden, men at man havde forſomt at overſende Ukaſen til Senatet.” Oſtermann, Vicekantsleren, fager Ordre til at forſegle alle Grev Markofs Papirer i Udenrigsminiſteriet; i fin Forvirring misforſtaaer han Ordren og kommer tilbage til Paladſet, flæbende paa to ſtore Patter gamle Papirer i Servietter „ligeſom et Barn, der i [in Leg vil træffe af med en altfor tung Vogn.” — Samoilof, en af Catherinas Yndlinge og Roſtopſchins perſonlige Uven, forſiktrer Greven, at Keiſerinden i den ſidſte Tid oftere har været meget ubehagelig imod ham, fordi han havde foreflaaet at give en af Stor⸗ fyrſtens Læger en Orden; han glemmer fig i den

76 Et Tronſtifte.

Grad, at han, ved at tale om den Doende, kalder hende „den afdode Keiſerinde.“

Paul befaler fin Ven at berolige alle disſe ulykke⸗ lige Menneffer; kun Hofmarſkallen bliver jaget bort, og en ny valgt i hans Sted. Bezborodko anmodes om at afgive Rapport om de meſt paatrængende Sager; Tronfolgeren er ſerdeles tilfreds med hans klare Fremſtilling og hans Kjendſkab til Forretningerne. Medens ſaaledes Lykken knuſer eller hæver Folk i dens Cabinet, der kommer, hvad foregaaer der jaa i dens Verelſe, der drager bort? — „Legemet lan endnu i ſamme Stilling, pan ſamme Madrats, ubevageligt, med lukkede Dine. Den dumpe Rallen kunde høres i Verelſet ved Siden af. Alt Blodet ſteg til Hovedet, der af og til blev ftærkt rødt. Livlægerne, der laae pan Knee omkring dette Legeme, aftorrede uafladeligt den forſt gule og ſenere forte Vedſke, der flød ud af Munden ... — Marie, Catherinas gamle Kammer- frue, ydede i ſin Sorg Keiſerinden ſin Tjeneſte, ſom om denne ſnart ſkulde vaagne op; det var ſom om hendes trofaſte Sjæl beredte fig til at folge Herſker⸗ indens.“ Kort for Alt var forbi, modte Roſtopſchin Fyrſt Subof. — „Denne Favorits Sorg kan ikke ſammenlignes med Noget. Jeg veed ikke, hyvilken Folelſe der var den fremherſkende hos ham; men Visheden om hans Fald og Tilintetgjorelſe kunde tydelig leſes ikke blot paa hans Anſigt, men i enhver af hans Beveegelſer. Da han gik igjennem Keiſerindens

Et Tronffifte. 77

Verelſe, blev han flere Gange ſtagende ved hende og braſt i Graad. Jeg fkal her fortælle, hvad jeg ſelv ſaae. Da jeg traadte ind i den ſaakaldte Serviceſal, ſaae jeg Fyrſt Subof ſidde i en Krog; Hoffolkene holdt fig borte fra ham ſom fra en Peſtbefengt; dodtret og torſtig fandt han ikke En, han kunde bede om et Glas Vand. Jeg lod en Lakai komme og ffjænfede ham ſelv den Drik, ſom nu de negtede ham, der fireogtyve Timer tidligere havde opfort deres Lykkes Slot paa et Smil af hans Mund; denne Sal, hvor man tidligere trængtes for at kunne nærme fig ham, var nu for ham bleven en Ørken.”

Klokken ni om Aftenen traadte Roggerſon ind i Tronarvingens Cabinet og meldte, at Keiſerinden nu laa paa fit Yderfte. Familien og de hoieſte Embeds— mænd ſamledes i Verelſet. — „Dette Sieblik ſtager endnu klart for mit Blik og vil aldrig forſvinde. Vi ſtod rundtomkring Madratſen. Endnu aandede hun, men fort og ſvagt. Snart ſteg Blodet til Hovedet, ſaa at Anſigtstrekkene blev fortrukne, ſnart trak det ſig tilbage til Lemmerne, ſaa at Anſigtet fik ſit natur⸗ lige Udtryk Alle Tilſtedevcrendes Taushed, Alles Blik, der var rettet paa ſamme Punkt, denne et Minuts Forglemmelſe af alle jordiſke Ting, det ſvage Lys i Verelſet, Alt fyldte os med Redſel og tydede paa, at Døden hurtigt nærmede ſig. Klokken ſlog et Kvarteer til Elleve. Den ſtore Catherina udſtodte et

i

78 Et Tronſtifte.

ſidſte Suk og modte, ſom enhver anden Dodelig, for den Almegtiges Domſtol.“

Det Minut, der offres Tanken om Evigheden, gaaer hurtigt. — Medens Værelfet gjenlod af Kvin— dernes Skrig og Hulken, fyldtes de tilſtodende Sale af hoitſtagende Perſoner og Embedsmænd, ſom kun tænkte paa fig ſelb. Grev Samoilof traadte ind i Serviceſalen med et dumt og høitideligt Anſigt, ſom han forgjæves ſogte at give et bedrøvet Udtryk, og ſagde: „Mine Herrer! Keiſerinde Catherina er hen— ſovet, og det har behaget Hs. Maieftæt Paul Petrovitch at beſtige Tronen ſom Selvherſker over alle Rusſer!“ Da ſtyrtede Nogle, ſom jeg ikke vil navngive likke fordi jeg har glemt dem, men paa Grund af den dybe Foragt, jeg nærer for dem), frem for at omfavne Samoilof og hele Selſkabet, idet de priſte fig lykkelige over, at Keiſeren havde beſteget Tronen. Over— ceremonimeſteren, Valujef, der ved alle Begivenheder kun havde Sands for Ceremoniellet, meldte, at Alt var i Orden i Capellet til Edsaflaeggelſen. Man fulgte Keiſeren ind i Kirken.“ — Paul modtog efter Skik og Brug Trofkabseden af fin Familie og fine Underſaatter. Han reiſte med ridderlig Artighed

Keiſerinde Marie op, ſom var falden paa &næ for

ham; hans Sonner og efter dem alle Kronens Tjenere traadte frem og kysſede den nye Selvpherſker paa Haanden. Hos hende, der for lidt ſiden havde maattet opgive denne Titel, var der nu kun en Diacon, ſom

Et Tronſkifte. 79

med hoi Roſt leſte Evangeliet. Efterat have forladt Kirken, vendte Paul endnu engang tilbage til ſin Moders Varelſe, boiede fig for Liget, traadte ind i ſit Cabinet og ſatte ſig til at arbeide.

J dette Oieblik faldt det ham ind, at der etſteds ude i Forſtaden Vasſili-Oſtrof boede en farlig Mand, en Levning fra Fortiden, der havde ſpillet den forſte Rolle ved hans Faders Peter den Tredies tragiſke Dod og ſenere faaet denne mørke Side i fit Livs Bog udſlettet ved Berommelſe og Magt, Man maatte ufortovet forvisſe ſig om denne Mands Sindelag, da den farlige Situation mulig kunde indgive ham en fortvivlet Beſlutning. Roſtopſchin blev det overdraget, i Forening med en lille Secretair, der gjerne vilde gjøre fig bemeerket, at fane den gamle Grev Alexis Orlof, den Afdødes forſte Favorit, Seirherren ved Tchesme, til at aflegge Eden. Paa Veien derhen undlod den lille Secretair ikke at forbande Orlof, ſom han troede vilde blive et af de forſte Offre for Keiſerens Hevn, og Roſtopſchin maatte befale ham at tie ſtille. De traf Oldingen i Sengen, ſovende. Secretairen vekkede ham paa en ran Maade og be— falede ham at folge med. Roſtopſchin maatte lægge fig imellem: „Hvad! er det virkelig fandt, at Keiſer⸗ inden er død?” udbrød Greven, der i lang Tid havde holdt fig borte fra Hoffet. Og uden at viſe Skygge af Svaghed eller Frygt for Fremtiden, braſt han i Graad, medens han i Tankerne gjennemgik et halvt

80 Et Tronſkifte.

Aarhundredes Storhed, Wre og Kjærlighed. Hans eneſte Ord var: „Herre! tœnk paa hende i Dit Rige! Mindet om hende ffal være evigt!” Han tilbød Kei— ſerens Afſendinge at folge med dem til Slotskirken, men ffjulte ikke fin Harme over, at Catherinas Son et eneſte Oieblik havde kunnet tvivle om hans Troſkab og Hengivenhed. Da Roſtopſchin eerbodigt havde forſikkret ham, at han ikke behovede at tage bort, underſkrev Orlof med et Voxlys i Haanden Eds— formularen under de hellige Billeder. Keiſerens Af— ſendinge hilſte og fjernede ſig, idet de overlod ham til hans Betragtninger over Fortiden.

Paa ſamme Tid fremſtillede Grev Subof ſig i Paladſet for Keiſeren; han havde netop Tjeneſte den Dag ſom Generaladjudant og kom for at ſporge ſin nye Herre om, til hvem han fkulde aflevere Staven, Tegnet paa hans Verdighed: — „Den er i gode Hænder, behold den!“ ſvarede Paul. Subofs forſte Embedspligt var at bringe ſin Herre de forſeglede Convoluter, der fandtes i den Afdødes Verelſe. Keiſeren tog paa Lykke og Fromme en af dem og brod Seglet: det var et Udkaſt til en Ukas om hans Fraſigelſe af Retten til Tronen! En anden Ukas indeholdt Beſtemmelſer angagende hans Indeſpeerring i en Feſtning. Paul ſmilede og rev de to Papirer i ſmaa Stykker. Uden at bryde Seglet ſtak han til ſig en tredie Convolut, udenpaa hvilken der med

Et Tronſtifte. 81

Cather inas Haand ſtod ſkrevet: „Dette er mit Teſta— mente.“

„Saaledes endte,” ſlutter Roſtopſchin fin Beretning, „den ſidſte Dag af Keiſerinde Catherinas Liv. Hvor ſtor end hendes Virkſomhed havde været, gjorde hendes Dod dog kun ringe Indtryk. Alle Menneffer ſyntes at vere i ſamme Stilling ſom en Reiſende, der er faret vild; Enhver haabede hurtigſt muligt at finde den rette Vei igjen. Alle længtes efter Forandring og haabede at drage Fordeel deraf; de holdt fig for Oine og Oren og kaſtede fig over den blinde Lykkes vanvittige Lotteri.“

Lad os et Oieblik gjøre, hvad dengang hele Hoffet og hele Riget gjorde; lad os forſoge at komme tilbunds i den Mands Charakteer, ſom nu ſkal raade over Godt og Ondt. Det er en vanfſkelig Sag; aldrig have de Videbegjerlige mødt et faa dunkelt Problem i den hiſtoriſke Pſychologi. De fleſte af Biograferne have villet loſe dette Problem ved at paaſtaage, at Paul den Forſte var gal. Dette lille Enſtavelſesord er ſnart ſagt; men det pasſer egentlig kun for Born og burde ikke bruges for ofte i fornuftig Tale. To Ting ſynes i vor Tid Sindsſygelcgerne at være enige om ſom Grundlaget for deres Videnſkab: forſt, at der imellem den ſunde og den ſyge Tilſtand findes ligeſom en neutral Zone, et vidtſtrakt Land, der er beboet af en Mængde Aander; derneſt, at der findes et vanvittigt Temperament, ſom, uden ſelv at

6

82 Et Tronſtifte.

være en Sygdom, let og pludſelig kan udvikle fig til en virkelig Sygdom under Paavirkning af indre eller ydre Aarſager. Paul Petrowitch's Sjæl boede i dette ſorgelige og uſikkre Land, hans Legeme var belemret med dette Temperament. Naar man med Opmeerk— ſomhed ſtuderer hans Liv, kommer man til folgende Slutninger: Paul havde arvet Spiren til en nerveus Senſibiliteet; de Livsforhold, hvorunder han levede, udviklede den; han gjennemgik de ſedvanlige Over— gange i denne Tilſtand, Melancholi, mistroiſk Mani, Heftighed; det er umuligt at afgjore, om han, hvis han havde levet længere, var naget til Vanvidsraſeri; da Kataſtrofen den fireogtyvende Marts 1804 gjorde Ende pan hans Liv, yttrede Sindsforvirringen fig '! endnu kun i hans Heftighed.

Man har opkaſtet Tvivl om hans legitime Fodſel, og et Sted i Catherinas Memoirer ſynes at ſtyrke denne ondſkabsfulde Tvivl. Jeg kan dog ilke rigtig gage ind paa denne Anklage. Storfyrſten havde fuld— ftændigt Faderens Natur, der var af holſtenſk Blod. Hos Begge de ſamme forunderlige Ideer, de ſamme Tilboieligheder, de ſamme Overdrivelſer; fælles for Begge er et eiendommeligt Træk, ſom man kunde falde den militaire Monomani; ved Arvelighedens Lune— fuldhed kommer dette Trek igjen frem hos Pauls anden Son, Storfyrſt Conſtantin. Man veed, hvor— ledes Peter den Tredie tilbragte ſin Tid med at lege med Tin⸗, Træ- eller Voxſoldater; Catherina har

Et Tronftifte. 83

efterladt os en Beretning om, hvorledes denne ſtakkels Wgtemand lod en Rotte blive dømt og hængt, fordi den havde gnavet i to Træffildvagter og krobet over Voldene paa en Papfeeſtning. J de fan Maaneder, han var Keiſer, havde Peter kun Sands for ſin Gardes Uniformer og Exercits. Paa ſamme Maade gik det hans Son. J Gatſchina var det hans eneſte Fornoielſe at lade fine holſtenſte Batailloner paradere, at gjøre deres Parykker kortere eller (ave om paa deres Uniformer. Da han var bleven Rigets Herſker, gjorde han med hele Armeen de ſamme drengeagtige Experimenter; hans Tropper maatte paa Exerceer— pladſen doie mere end Suvarofs i Alperne; det var ikke en General, der indover ſine Folk, men et Barn, der leger med Soldater.

Vi have feet, hvorledes Pauls Ungdom havde været, undertrykt, ydmyget og truet. Han led i fin Stolthed, baade ſom Tronarving, ſom Fader, ſom Son, og var Vidne til de altfor mange Friheder, hans Moder tog fig. En gruſom Erindring beherſkede hele hans Ungdom, Peter den Tredies tragiſke Dod, for hvis Minde Storfyrſten bevarede en ſmertefuld Wrefrygt. Han faae fin Faders Mordere blive uſtraffede, og han maatte taale deres Foragt. Ligeſom Hamlet kunde Paul høre Aanden, der krevede Hevn. Hamlet nævnes ikke her tilfældigt; thi for ret at forſtage de forfærdelige Erindringer, der tumlede fig

i en ſyg Hjerne, maa man tye hen til Shakſpeare, 6*

1

84 Et Tronftifte.

denne uforlignelige Pſycholog; to Aarhundreder tid— ligere ſynes han at have havt en Anelſe om, hvilke Ulykker der bilde ramme denne anden danſke Familie, de holſtenſte Hertuger. Vi kjende allerede, for vi mode ham i Hiſtorien, denne Prinds, der er berovet fin Trone, der er tungſindig, pirrelig, forfærdet over Fortiden, oprørt over Nutiden, der keemper mod en ffjæbnejvanger Pligt, ſom ødelægger hans Liv og forvirrer hans Forſtand. Ogſaa Paul har kunnet ſige, at han „lider under Tidens Uretfeedighed, Undertrykkerens Uret, den Stoltes Nag, Magthavernes Hovmod . ...“ ogſaa han finder, at „Naturen er kommen ud af fin Genge,“ han gjentager ganſke ſagte: „Forbandede Uorden, er jeg fodt for at rette Dig!“ — Han har ingen Ophelia til at mildne hans

Sind. Storfyrſtens Folelſer maatte offres for Stats— henſyn. Da han i 1773 ſkulde giftes, havde Keiſer—

inden ladet Landgrevinden af Hesſen-Darmſtadt med hendes tre Dottre komme til Petersborg. Man havde valgt en af dem, der faa blev Storfyrſtinde Nathalie Alexeiewna. Denne Prindſesſe døde i Barſelſeng den ſexogtyvende April 1776. Allerede Dagen efter, den ſyvogtyvende, havde Catherina valgt en ny Huſtru for ſin Son; paa Keiſerindens Befaling ſkrev Prinds Henrik af Preusſen ſtrax til ſin Niece, Storfyrſtinden af Würtemberg, at hun fulde bringe begge ſine Dottre til Berlin, for at der kunde treffes et Valg. Den ſjette Juli reiſte Paul, der havde været Enkemand

Et Tronſkifte. 85

i to Maaneder, ſammen med Prinds Henrik til Berlin, og medbragte derfra den eldſte af de würtembergſke Prindſesſer; den ſexogtyvende September holdtes Bryllupet i Petersborg. Alligevel var det i disſe forſte Ungdomsgar en let Sag at klare fig Stor— fyrſtens Charakteer; han har gode Egenſkaber, og en duelig og blid Haand havde maaſkee kunnet fane Bugt med den ffjæbnefvangre Arv. Vi har fra denne Periode (1772—1784) et verdifuldt Document, der gjor Paul al Wre, nemlig de fortrolige Breve, han ſkrev til Baron Sacken, hans tidligere Hovmeſter og dengang Geſandt i Danmark. J disſe Breve viſer han ſig ſom en gudfrygtig, ſamvittighedsfuld Mand, der er opdraget i gode Grundſetninger; han taler ſom en hæderlig og beſkeden Prinds af almindelige Aandsevner, der ſoger at udvide fine Kundſkaber og forbereder fig til at overtage Regjeringen; han trænger i fin iſolerede Stilling til Venſkab, han er ſteerkt inde i militaire Sager, ſkammer ſig over ſin pecuniaire Stilling, fin Lediggang og fin Afhængighed. Gjennem- trængt af de Pligter, der ville komme til at paahvile ham, tilſkriver han Geſandten Folgende, der forklarer hele hans Regjering: „Jeg vil hellere være hadet ved at gjore Godt end elſket ved at gjore Ondt.“ J det folgende Tidsrum, de ſidſte ti Aar af hans Moders Regjering, bliver hans Charakteer mere bitter, dens heftige Sider fane Overmagten. Han knytter fig til en Elſkerinde, der fuldſtendigt fager Magten over

86 Et Tronſktifte.

ham; man fratager ham hende, ,,ffjøndt der nu er Scener nok imellem dem, hvor Heftighed og Raſeri har afloſt den tidligere Kjærlighed og Omhed,“ ſiger Roſtopſchin. Denne paalidelige Jagttager viſer os Storfyrſten „altid i daarligt Humeur og med Hovedet fuldt af Syner.“ Den uventede Forandring den ſyttende November overraſker ham og forandrer paa engang hans Stilling; vi har feet hans Radſel og den aandelige Revolution, der i nogle Oieblikke foregik i ham; Ryſtelſen i hans Hjerne efter dette Stød var ſaa ſynlig, at hans Tjenere vilde bringe den Tids ſedvanlige Lœgemiddel, Aareladning, i An— vendelſe. Den folgende Dag er Paul nindſkreenket Herſker over Riget, men paa denne Tinde, hvor de ſterkeſte Hoveder blive ſvimle. Intet modererer nu hans vanvittige Indfald, ſom Smigrerne opmuntre, og de Anfald af Raſeri, der gage ud over de baade ſmilende og forfærdede Hofmend. Vanvidsſpiren ud— vikler ſig hurtigt under de uſunde Vilkaar, ſom folge med Deſpotismen. Fra denne Tid ffriver fig det ſmukke Portrait i Eremitagen, malet af Fru Vigée- Lebrun. Man forſtaager den Wngſtelſe og Frygt, ſom denne Mand kunde indgyde med det trodſige Udtryk i det lille Anſigt, de urolige Oine, den ſandſe⸗ lige Mund, den ſtridige Pande — et Anſigt, der vil være majeſtetiſk, men kun er truende og forſtyrret. Er Meningen heraf, at Paul den Forſte var den forrykte Tyran, ſaaledes ſom visſe Hiſtorikere have

Et Tronſtifte. 87

fremſtillet ham? Paa ingen Maade. Han mente endnu, hvad han ſkrev til Sacken: „Jeg vil hellere være hadet ved at gjøre Godt end elſket ved at gjøre Ondt.“ Han er en Tyran med gode Henſigter, og de, der har dem, ere maaſkee de verſte af alle Tyranner. Han har fit Ideal af Retfærdighed, han troer at virkeliggjͤre det ved uden Medlidenhed at flaae til Alle, ligeſom han troer at ſkabe en Monſterheer ved at pine fine Soldater. En Baggrund af forældet Ridderlighed gjor, at han ligner en kronet Don Quixote. Bonaparte erobrer hans Hjerte ved nogle godt beregnede edelmodige Handlinger, men navnlig ved at gjore ham til Stormeſter af Maltheſerordenen. At være Maltheſerordenens Stormeſter er for ham en ligeſaa alvorlig Sag ſom at være Keiſer over alle Rusſer. Hans Hovedopgave er nu at holde Ordens— kapitler, at uddele Riddergodſer og at flæde ſine Gene— raler ud ſom Korsriddere; Kuchelef er Storadmiral, Sievers Storalmisſeuddeeler; Keiſerdommets hoieſte Veerrdigheder og meſt efterſpurgte Ordener tabe al Betydning ligeoverfor dette; det ægte Tegn pan Kei— ſerens Naade er et Maltheſerkors og et Riddergods, hvormed der i Reglen følger et godt Antal Bønder. J Forholdet til Udlandet er det en vis ridderlig point d'honneur, ſom beſtemmer de uberegnelige Sving— ninger i hans Politik og Alliancer; Hiſtorien bliver for ham en Ridderroman fra det runde Bord, og han bliver raſende, naar Kjendsgjerningerne ſette fig op

88 Et Tronſtifte.

imod hans Ideal. Da hans Tjenere ſtaae dybt under dette Ideal, ſkifter han dem uophorligt og lader dem paa en brutal Maade fole hans Unaade. Tilſidſt opgiver han aldeles Troen pan Menneſkene, der be— drage og forraade ham, og da han veed, i hvor hoi Grad han er forhadt, hengiver han ſig til en vild Tungſindighed, til almindelig Mistillid til alle ſine Underſaatter og hele ſin Familie; han bygger ſig midt inde i Staden det triſte St. Michaelspalads, og ſom en af Arioſt's Paladiner omgiver han det med Grave og forſvarer det med Vindebroer og Faldgittre; indenfor dets Mure ſkjuler han ſig og ſoger hver Aften Sikkerhed i et nyt Verelſe; han udſteder her den ene Ukas efter den anden, der bringer Adelen til Fortvivlelſe; han afſkediger fine ſidſte troe Tjenere; hans Regjering er tilſidſt kun et vedvarende Vredes— udbrud. Hvormeget er der endnu, tilbage af hans Forſtand? Hiſtorien veed kun daarligt Beſked med disſe ſidſte Paroxysmer; Folket kjender nu kun ſin Czar gjennem de meſt modſigende Befalinger; af hans Liv ſeer man ikke andet end den vandrende Lampe, ſom hver Nat bevæger fig hen til et andet Verelſe, uſikkert og vaklende ſom det ſvage Lys i hans Hjerne; maaſkee var dette Lys ved at udſlukkes, maaſtee var det allerede flukket den Aften, da de Sammenſvorne væltede Lampen og derefter kom ud igjen og ſagde til Folket, at det fulde bede for Paul Petrowitch's Sjæl.

Et Tronſtifte. 89

Men lad os gage tilbage. Det er ikke min Hen— ſigt at ffrive denne Regjerings Hiſtorie, jeg vil kun løft ſkizzere de Forandringer, der foregik med Keiſer— dommets Udſeende i de ſidſte Dage af November 1796. — Ved Hoffet og blandt de hoieſte Embeds— mend foregik Lykkesomveltningerne ikke faa hurtigt, ſom man havde ventet. Paul ſpillede den Hoimodige og overvældede fin Moders Miniſtre med Gunſt— beviisninger, forinden han offrede dem. Tre Dage efter Tronbeſtigelſen ſkrev Roſtopſchin, der var blever Keiſerens Factotum, i en Billet til Vorontzof: „Naades— beviisninger og Velgjerninger paa alle Kanter! Subof beholder alle ſine Embeder. Hans Broder Nicolaus har faaet Andreasordenen; Grev Soltikof og Fyrſt Repnin Marſkaller; Vicekantsleren Kantsler; Grev Bezborodko optagen i forſte Klasſe. Ingen Udſtrivning iaar. Man vil ophæve Kornſkatten. Farvel. Skriv til mig ſnart og meddeel mig Deres Tanker; ſiig mig Deres Henſigter og hvad De attrager!“ Det er underligt nok, at ſee Stilen i denne Catos Billet. Det er ikke mere den ſtrenge Tone fra for, ikke meer de haanlige og bidende Ord; nu ſeer man kun den indflydelſesrige Mand, der er overleesſet med Forret⸗ ninger, tilfreds og protegerende henkaſte i Haſt korte og fornoiede Phraſer. Hvor Philoſophen dog hurtigt har beruſet ſig i Naadens Viin! Og dette Hof, ſom han nylig foragtede faa dybt, hvor feer han det ikke

90 Et Tronftifte.

nu pludſelig i den opgaaende Sols Roſenſtjer! Uheldigviis er han ene om fin Mening. Der gaaer nogle Dage, og den nye Aand reiſer ſig i Rusland og vælter kun Uro og Skrak.

Hele Catherinas gamle Verk blev omſtyrtet, Alle, der havde været med til at opføre det, blev ramte. Til enhver By kom der keiſerlige Courerer og med— bragte Myndighedernes Afſettelſe; disſe Sendebuds Sleder foer vidt omkring, ſnart for at fore de i Unaade faldne Embedsmænd til fjerne Egne, ſnart for at bringe til Petersborg Peter den Tredies tidligere Officerer, ſom pludſelig bleve kaldte til Wre og Bær- dighed. Paa Veien til Siberien, i Novgorod, i Kaſan, ſage det forfærdede Folk Kibitkerne pasſere, der bragte berømte eller ubekjendte Offre til Tobolſk. J Petersborg voxede Misfornoielſen Dag for Dag, Keiſeren omſtyrtede Alt, hvad der hidtil havde bejtaaet, han krenkede Enhvers og da navnlig de fornemſte Herrers Egenkjerlighed. Men forſt og fremmeſt havde Paul forandret Soldaternes Üdſeende og ombyttet Katherinas berommelige Uniformer med preusſiſk⸗ holſtenſke ditto. Menneſket er nu engang ſkabt ſaaledes, at det ſnarere taaler, at man rører ved dets Rettig— heder end ved dets Klædedragt. Gardens Officerer følte fig vanærede. „Det er, ſom om vi ffal paa Maſkerade,“ ſkriver en af dem. De tog Afſked i Masſe. Man afloſte dem ſtrax med „Gatchinere“, rage og

Et Tronſtifte. 91

uvidende Underofficerer, men ſom fra gammel Tid var dresſerede efter deres Herres Luner. Civile Folk gik det ikke bedre: Keiſeren forbod de runde Hatte ſom en jakobinſk Mode. Naar han kjorte forbi, maatte de civile Embedsmend kaſte deres Kappe paa Jorden og blive ſtagende ubevegelige med blottet Hoved; de, der ikke adlod, fik hundrede Slag Stokkeprygl. Paul tog ſelv fat; hans Stok var lige ſaa villig ſom efter Sagnet Ivan den Grasſeliges Spyd; en Dag over— raſkede man ham i hans Cabinet, da han pryglede los paa Admiral Tchitchagof. Ikke engang Kvinderne var ſikkrede mod korporlig Repſelſe: da Pahlen havde faaet Ordre til at „vaſte Hovedet" pan en Prindſesſe Galitzin, tog han Sæbe og et Vandfad og udførte bogſtavelig Ordren. Feengslerne fyldtes med Officerer af alle Grader, ſom arreſteredes for ubetydelige Forſeelſer, for ſmaa Uregelmesſigheder i Paakled— ningen ofv.

Til Gjengjæld blev Fæftningåtommandanterne bes myndigede til at fætte alle de Fanger i Frihed, ſom var betroede dem under den forrige Regjering. J Reval tog man ud af et Fengſelsrum en hemmelig⸗ hedsfuld Ubekjendt, ſom havde ſiddet der i tredive Aar; han kjendte ikke eller vilde ialfald ikke kjende fit Navn og Jin Hiſtorie; han afflog at tage mod en Frihed, der kom for ſilde, lagde ſig igjen paa ſin Brix og døde tre Dage efter. Keiſeren fatte perſonlig Kosziuſko,

92 Et Tronſtifte.

Helten fra de polſke Krige, i Frihed og ffjænfede ham tuſinde Bonder. Potocky blev behandlet paa ſamme Maade, og Paul holdt folgende Tale til ham: „Jeg har altid været imod Polens Deling; denne Deling var uretfærdig og ſtridende mod en fund Politik; men det er nu engang ſkeet. Ville maaſkee de andre Magter frivilligt tilbagegive, hvad de med Magt have taget fra Eder? Ville de gjenopreiſe Eders Fædreland? Bil Keiſeren af Oſterrig, og da navnlig Kongen af Preusſen, tilbagegive de Landsdele, ſom de have vundet pan Polens Bekoſtning? At erklære dem Krig, vilde være en Taabelighed af mig, da Udfaldet er tvivlſomt; derfor beder jeg Dem om ikke mere at tenke paa, hvad der nu engang ikke kan gjores om igjen; ved at handle anderledes vilde De kun udſette Deres elſkede Polen og Dem ſelv for endnu ſtorre Ulykker.“ — Alle Keiſerens Handlinger viſte en forunderlig Blanding af medfodt Wdelmodighed og ubehjelpſom Vilkaarlig— hed. J hans Moders Tid havde hans kritiſerende Blik kun feet Feilene ved Regjeringsmaſkineriet; dem vilde han afſkaffe, men han lagde ikke Merke til, at han derved odelagde Hovedfjedren i denne Maſkine, ſom Catherina klogelig havde Holdt paa: Folelſen af den perſonlige Værdighed i Armeen og hos alle Statens Tjenere.

Den fælles Beveggrund til alle disſe uſammen⸗ hængende Forholdsregler var, efter det almindelige

Et Tronjtifte. 93

Omdømme, Onſket om at bringe Moderens Minde i Vanry og give Faderens Opreisning. Det Forſte er maaſkee for ſtaerkt ſagt. Paul fulgte ligefrem den Trang til Reaktion, ſom en Fyrſte, der beſtiger Tronen, vanſtelig kan verge fig imod; en let forſtagelig Folelſe gjør næjten altid Tronarvingen til en taus Opponent, der kun leenges efter at bringe andre Grundſetninger og andre Mænd til Magten. Men i det andet Punkt havde den offentlige Mening Ret: Peter den Tredies Son adlød virkelig et længe næret Onſke ved at drage ſin Faders Navn frem fra Forglemmelſen. Alle de, der havde ſtaget i nærmere eller fjernere Forhold til denne ynkelige Fyrſte, kunde være forvisſede om en glimrende Modtagelſe ved det nye Hof. Og det var endnu ikke nok for Pauls ſonlige Wrefrygt; han maatte have en ſtorartet Opreisning, en offentlig Udſoning af Fortidens Uret.

Da fik han en forunderlig Idee, der kunde ligne Hamlet imellem Graverkarlene. Hans Moders Lig, der var hoitideligt udſtillet, ſtulde der viſes de ſidſte Wresbeviisninger; hvorfor ikke ogſaa yde Faderens dem? hvorfor ikke beſegle Forældrenes Forſoning efter Døden? Hans ſygelige Phantaſi begeiſtredes for denne ſkjonne Plan. Ledſaget af Storkantsleren, Grev Bezborodko, og en Adjutant begav Keiſeren fig til Alexander— Newſky⸗Kloſtret. J en ÜUdkant af St. Petersborg ligger der et ſtort Kloſter med de meſt fremragende Familiers

94 Et Tronftifte.

Grapſteder, og Munkene vaage over dem. Der havde man ved Nattetid, i Stilhed, henſat Liget af Peter den Tredie, hvem man ikke vilde modtage i den keiſer— lige Begravelſe i St. Peter- og Pauls-Kathedralen. Czaren lod hente en gammel Munk og forlangte, at man ſkulde viſe ham hans Faders Grav; Munken forte ham til den. Paul gav Ordre til at aabne Hvelvingen, at tage Seglet af Kiſten og boiede fig frem for at ſee ſin Fader: af Keiſer Peter var der kun en Haandfuld Stov tilbage, nogle Stumper af Uniformen, Knapperne og Stovleſaalerne. Sonnen faldt paa Knee foran disſe tarvelige Relikvier og udgod rigelige Taarer. Derpaa lod han Kiſten fætte ind i Kirken paa en prægtig Eſtrade; der blev ſtillet Wres— vagt ved den og afholdt den af Etiketten foreſkrevne Sorgegudstjeneſte. To Gange om Dagen modte Kei— ſeren ved Munkenes Mesſe. Efter den foreſkrevne Tid lod Panl Liget bringe til Vinterpaladſet; den keiſerlige Familie og hele Hoffet fulgte Baaren, med blottet Hoved i atten Graders Kulde, igjennem Folke— masſen, der forbauſet ſtirrede paa denne Gjenganger fra em ſvunden Tid. J Paladſet blev Kiſten ſtillet paa den ſamme Paradeſeng, hvor Keiſerinden allerede hvilede. Forſoningen var fuldbragt og Straffen for- ferdelig. Aldrig havde viſtnok Catherina i fine af Samvittighedsnag plagede Netter dromt om, at hendes

Et Tronſtifte. g 95

opoffrede WSgtefælle engang ſkulde komme tilbage og fordre fin Plads paa det eEgteſkabelige Leie.

Man tenke fig Hoffets Folelſer, der var nødt til at overvære denne uventede Opløsning paa et Drama, ſom neſten alle havde havt Deel i. De Gamle, der ſtod i forſte Rekke, havde forraadt denne deres Herre, for hvem man nu tvang dem til at falde paa Knæ for ſidſte Gang. Blandt Stormendene var Flere kun blevne Stormend ſom Betaling for deres blodige Gjerning. Den beromteſte og bedſt kjendte af disſe, den gamle Alexis Orlof, ſtod forreſt; for ham havde Pauls ſonlige Kjærlighed og Brede udfundet en Straf, der kunde ſynes laant fra Abſkylos eller Shakſpeare: Orlof fik Befaling til at holde Vagt om Natten hos disſe to Døde, der kunde tale med ham om faa mange ſkrekkelige Hemmeligheder. Paa Begravelſesdagen fane man ham bære Kronen efter den Keiſer, han havde berovet den. Dermed endte endelig denne ſorgelige Foreſtilling til uendelig Lettelſe for Alle og Enhver. Catherina den Andens og Peter den Tredies Kiſter blev ſtillede Side om Side i Kathedralkirken, for at de der ſamlede, ſom kjerlige Wgtefeller, kunde ſove den evige Sovn. Et halvthundrede Aar iforveien beſkrev Enkehertuginden af Anhalt-Zerbſt i et Brev, hvori hun omtalte Datteren Catherinas Wgteſkab, Bryllupets Pragt og de Nyformeledes rørende Hold— ning; efterat have fulgt dem til Brudekamrets Dor,

96 Et Tronſtkifte.

ſtrev hun fornoiet: „Lad dem nu hvile i Fred.“ Vi har nu bivaanet denne Ligbegengelſe, der var en faa frygtelig Parodi pan deres Bryllupsdag: lad os nu forlade disſe ſtakkels Skygger og ſige med den gamle Prindſesſe: „Lad dem nu hvile i Fred.“

(Revue des deux mondes, iſte Juli 1883).

Tonerne.

Bed det kgl. Theaters Afſtedsfeſt for Capelmeſter H. S. Paulli.

Af H. P. Holst.

Mel.: O lad dem flagre, ſom de vil. H. S. Paulli.

O lad dem flagre frit og let

J lyſtig Dands de ſkjonne Toner! De fanges ei ſom Fugl i Doner Og ei ſom Fiſk i Garn og Net. Dog mage de ofte vildſomt flakke Landflygtigt om og uden Hjem, Thi ſtolte tage de tiltakke

Ikkun hos Den, der elſker dem.

Og hvem har elſket dem ſom han, Vor Ven, med hvem idag vi ſamles! Hvad vil alt nu han i de Gamles Forladte Kreds, den unge Mand?

97

98

Digte.

Bil han fra Muſerne fig fjerne? Endnu de elſte ham jo ømt,

Og trofaſt vil om Alt de værne, Hvad han har elſtet, tænkt og drømt.

Nei, lad dem flagre, ſom de vil,

De Toner, ſom ſaa ſmukt ſig boie

Og til en Haderskrands fig foie

For ham, de varmt fig flutted til!

Fra Stovets Land til Lyſets Rige

De bygge vil — ja det ſtaaer faſt — Engang for ham en Jacobs-Stige; Men de veed nok, det har ei Haſt.

Thi for det ſkeer, de mangen Feſt Endnu vil deres Ven berede;

Saaledes bedſt de om ham frede — Snart er han Vert, ſnart livsglad Gjeſt. Men naar faa Vennerne ham favne, Og tuſind Minder vaagne — da

Han hviſter blødt: „de vil mig favne; Det er ei let at gane herfra.”

Erotiske Digte. Af

Martin Kok.

1.

Naar Jorden aabner ſit Moderſkjod For Kimer og ſaftrige Blade, Naar Luften er ſaa bolgende blod Som et Kys af en uſeet Dryade, Naar Viben har Unger og Humlen Haſt Med at fodre fin YNngel i Cellen, Naar Svalen krydſer med viltre Kaſt + Efter Fluer og Myg i Kvelden, Naar Havet vinker til Bad under Sang Paa nogne Fodder langs Stranden, Naar der bruſer i Sjælen en underlig Trang Til at være alene — ſelvanden: Da vaagner Eros, den vingede Gud,

Og ſpinder ſit Net i Naturen ud 7 *

99

100 Digte.

Saa fint ſom „den flyvende Sommer“, Saa Alt, der fik Aande og Varme, Drommer om Roſer og favnende Arme, Drommer om ham, der kommer

Med ſeirende Kraft, med Befrielſens Kys Fra det, der knuger og binder,

Med myndigt Scepter, med bange „Tys“, Med tuſind vaagnende Minder! — —

Da bliver jeg ung og karſk igjen, Som et boltrende Fol paa Vange,

Da maa jeg ſamles med Den og Den,

Da maa jeg tage og give hen Favntag og Kys og Sange!

2.

Fordi Du er faa friſk og fund Som Havets Kys ved Stranden, Fordi Du har faa fiin en Mund, En ſenket Skat i Oiets Grund Og Straaleglands om Panden, Fordi din Stemme klinger, ſom Hvert Ord i Lengsler fødes — See, derfor felded Du min Dom, Og derfor har jeg tryglet om, At dog vi maatte modes.

Digte. 101

Fordi min Drøm omkring dit Navn Uſtandſeligt fig vugger,

Fordi min Dag kun er et Savn Og Du fun rummes i min Favn, Naar jeg mit Sie luffer,

Fordi min Elſkov, fulgt af din,

J Sang vil herligt fodes

Til Aandens tankeſtcerke Viſn — See, derfor ſkal du blive min

Og derfor maa vi modes!

r —— — —

102

Higdommen og folkemængden.

Af Charles Richet.

Maurice Block har i Journal des Débats og andre Steder villet godtgjore, at Befolkningens hurtige Tiltagen er en Aarſag til Svaghed, thi med den følger

i Fattigdom; han paaftaaer endvidere, at Frankrig er i en blomſtrende Forfatning, thi Folkemeengden, ſiger

han, tiltager kun meget langſomt, og det har kun faa Born, men mange Borne, hvad der efter hans Mening er en for et Lands Velfærd ſerdeles gunſtig Om⸗ ſtendighed! Alle disſe Paaſtande forekomme mig at være vildledende. Jeg ſkal forſoge at viſe — og jeg troer, det er en let Sag — at et Folks Lykke og Magt ſtaager i lige Forhold til Befolkningens Tal⸗ righed.

Lad os teenke os, at Frankrig kun var befolket af en Million Individer; kunde der ſaa drages til—

Rigdommen og Folkemengden. 103

ſtrekkelig Nytte af dets Jordbund? Ikke alene vilde alle Franſkmend, tagne ſom Helhed, være mindre rige; men de vilde ogſaa, individuelt taget, vere fattigere. Lad os tenke os Frankrig mere befolket; vilde fan ikke ſtore Landſtrekninger, ſom nu henligge flet dyrkede eller endog aldeles uopdyrkede, blive gjorte produktive? Er det Overfloden paa Land— arbeidere, der ødelægger Agerdyrkningen? Jeg har altid hort det Modſatte. Man har ſaa ofte gjentaget, at naar den franſke Agerdyrkning er i Fare, er det, fordi Antallet af Landarbeidere er blevet utilſtrekkeligt. Handelen afhænger af Antallet af Handelsmeend, Indu— ſtrien afhænger af Antallet af Arbeidere, Videnſkaben afhænger af Antallet af Lærde. Naar man tager de ſtore Menneſkemasſer, ſtaae de intellektuelle eller phyſiſte Kræfter faa omtrent i lige Forhold til Antallet. Ti Bjergværksarbeidere gjøre ti Gange mindre Arbeide end hundrede Bjergverksarbeidere; hundrede Franſk— mænd gjøre ti Gange mindre Arbeide end tuſinde Franſkmend.

Vi kunne tage hvilkeſomhelſt Tal. Lad os antage, at hver Arbeider tjener fem Francs om Dagen; lad os endvidere antage, at han til Bolig, Føde og Kleder udgiver fire Fr. femoghalvfjerdſindstyve Cent. om Dagen; han opſparer da daglig femogtyve Cent. Ti Perſoner opſpare to Fr. halvtredſindstyve Cent., hun⸗ drede Perſoner femogtyve Fr.

Lad os betragte hele Frankrig ſom en Gruppe

104 Rigdommen og Folfemængden.

af Arbeidere. Hvis der var en Befolkning af firfinds- tyve Millioner Franſkmend iſtedetfor fyrretyve Mil lioner, vilde hver Franſkmand individuelt taget ikke lægge mere op; men Frankrigs aarlige Overſkud, det vil ſige dets Rigdom, vilde være det dobbelte af⸗ hvad det nu er.

Man vil ganſke viſt kunne ſige, at et Barns Opdragelſe koſter Noget, og at den Arbeider, der, naar han ikke har Born, kan opſpare femogtyve Cent. om Dagen, ikke, naar han har eet eller flere Born, kan opſpare Nogetſomhelſt.

Det er ſandt nok: i de forſte femten Aar af Livet ere Børnene kun forterende, ikke producerende; de koſte, men indbringe ikte Noget. Men naar de femten Aar ere gagede, blive nu de producerende, og ved deres Arbeide ſom Voxne mere end opveie de Pengene, de ſom Born have koſtet deres Familie og Fedrelandet. Hermed ville kortſynede Menneſker være meget tilfredſe; de ville noies med dette Reſultat og gjentage den uimodſigelige Sandhed, at et Folk, hvor der er fan Born, har færre Udgifter end et Folk, hvor der er mange Born. Men vent tyve Aar og fee, hvorledes det ſaa ſtiller ſig. Det lidet forud— ſeende Folk, der ikke har villet paalegge fig det Offer at opdrage Borgere for Fremtiden, vil blive ſtraffet i ſelve dets Velfærd; det vil blive knuſt af de paa Menneſker rigere Landes Handel, Induſtri, Armeer og Flaader.

Rigdommen og Folkemengden. 105

Udvidelſen af vor Handel, Udviklingen af vor Udførjel, Forogelſen af vor Flaade, den udbytte— bringende Dyrkning af vor Jord, hvem Andre have vi at takke for alle disſe Elementer til Rigdom end vore Landsmænd? Hverken Englænderne eller Tyd— ſkerne eller Italienerne paatage ſig den Sag. Jo flere Franſkmeend der findes, deſto vigtigere bliver Franksrigs Arbeide; jo ſtorre dets Rigdom er, deſto ſtorre er dets Overſkud.

Lad os et Oieblik antage, at der i Frankrig findes hundrede Millioner Menneſker. Hvilken Magt vilde vi da ikke vere! Vor Induſtri vilde fylde hele Jorden. Bort Sprog vilde blive talt overalt. Strømmen af Udvandrere vilde finde Vei til fjerne, endnu ikke cultiverede Lande, ſaaſom Congo, Madagaskar, Sene— gal og Sudan, og bringe vort Navn, vor Indflydelſe, vor Civiliſation til hine ubetraadte Egne. De vilde der grundlægge de Colonier, der ere de eneſte varige, Colonier, hvori der er Coloniſter.

Og nu Uafhengigheden, denne Skat over alle Skatte, dette koſteligſte af alle Goder, hvorpaa beroer den mere end paa militair Styrke og finantſiel Kraft, der begge ere fan noie fnyttede til Antallet af Be— folkningen? Er et lille Land virkelig uafhængigt? . Er Græfenland faa frit ſom Rusland? Er Danmark jaa uafhængigt ſom Tydſkland? Har man glemt, at det for ganſke nylig er blevet knuſt af denne mægtige Nabo, og at det hver Dag er udſat for Mmygelſer

106 Rigdommen og Folfemængden.

af det? Naar vi ſee bort fra Fiktionen om Neutrali— teten, har da Belgien og Schweitz deres Autonomi ſikkret ligeſaa vel ſom de ſtore Lande, der omgive dem? Hvis der var hundrede Millioner Tydſkere ved Siden af tredive Millioner Franſkmeend, jaa var det forbi med Frankrigs Uafhængighed.

Det er Grundene til, at jeg betragter den til— tagende Ufrugtbarhed, den vere nu frivillig eller paatvungen, ſom en ſtor make og en frygtelig Fare for vort Land.

Men disſe Grunde ville vel forekomme Adſkillige noget ſentimentale. De ville komme med det Viisdoms— ord, ſom vi har fra — jeg hufter ikke mere hvilken Realiſt: Primo vivere, deinde philosophari“). Man er urolig for Ernceringsſporgsmaalet; man frygter for, at Jorden ſkal ſvigte Menneſket, og at der ffal blive Mangel paa Fodemidler. Ja, om fem, ſex hundrede Aar, naar Befolkningerne vedblive at tage til med ſamme Haſtighed, ſom de har gjort ſiden 1815, faa vil ganſke viſt vor lille Planets Jordbund ikke kunne producere tilſtrekkeligt Korn, Ris og Kar- tofler eller ernære faa meget Kveg, ſom der udfordres til at tilfredsſtille den uendelige Menneſkeſloegts Trang. Men den Tid er ikke kommen endnu. Wiener fortalte for nylig i det geographiſke Selſkab, at han, fra Amazon⸗

*) Det Forſte, det kommer an paa, er at leve, og faa at philoſophere.

Rigdommen og Folfemængden. 107

flodens Munding til Cordillerne, havde reiſt otte tuſinde Kilometre i et Land, der var ligeſaa frugtbart ſom ubefolket. Det repreſenterer aabenbart en Cultur af nogen Betydning. Og nu Nordamerika, og Mexiko, og Auſtralien, og hele Afrika? Disſe Lande ere kun paa en ringe Del af deres Overflade opdyrkede og üudbyttede af Menneſket. Lad os endog antage, at Jordens Befolkning om tre hundrede Aar har naaget en Grendſe, der er forenelig med vor Klodes Ernerings— evne, vilde det, feet fra et franſk Synspunkt — der efter min Mening dog er af nogen Interesſe —, være ligegyldigt, om der faa findes halvptredſindstyve Millioner eller fem hundrede Millioner Franſkmeend?

J Hovedſagen kan dette Tilverelſesſporgsmaal fremſtilles ſaaledes: „Kunde der i Frankrig leve flere Franſkmend, end der nu findes?“

Et eneſte Exempel vil kunne beſvare Sporgs— maalet. Ved Siden af os ligger der et lille Land, Belgien, om hvis lykkelige Tilſtand der ikke kan reiſes Tvivl. Det er overordentlig tet befolket, hundrede og halvfemſindstyve Indbyggere paa Kvadratkilometren. Frankrig har derimod kun halpfjerdſindstyve Indbyg— gere pan Kvadratkilometren. Følgelig vilde Frankrig, hvis det havde hundrede Millioner Indbyggere, endnu være mindre befolket end Belgien. Dog troer jeg ikke, at alle Belgierne doe af Sult. Ganſke viſt kan Jordbunden ikke ene fode dem; men Induſtrien og Handelen erſtatte Landbrugets Deficit. Hvorfor ſkulde

108 Rigdommen og Folfemængden.

Frankrig ikke kunne gjøre det Samme? Hvorfor ffulde det være os forbudt at drage Udbytte af vore Bjerg— værker, at fabrikere induſtrielle Produkter, at produ— cere al Slags Arbeide og udvexle disſe Frembringelſer mod Neringsmidler? At doe af Mangel paa Fode, hvilken barnagtig Frygt!

Men, lad gage! lad os endog tenke os det. Der maa følgelig ikke være flere Franſkmaend i Frankrig, end der nu findes, thi de vilde være udfatte for at doe af Gult. Altſaa, Antallet af Franſkmaend i Frankrig maa ikke være ſtorre; nu er der et pasſende Forhold, og Klogſkab forbyder at gage videre. Men har vi ikke Colonier? Algier, Tunis, Congo, Mada— gaskar og Oceanderne, — Lande, der kun ere lidet befolkede, og ſom vilde tage til i Frugtbarhed og Liv, naar Udvandrere tilførte dem deres Driftighed og Induſtri. Hvad Andet har vel ſkabt Englands Magt end denne Üdvidelſesevne og denne ſtadige og frugtbar— gjorende Udvandring hinſides Havene? Derfor, ſelv om man vilde gage ind paa den forunderlige Idee, at Antallet af Franſkmend ikke bor forøges i Frankrig, vilde dog altid vore umaadelige Colonier i frugtbare Lande være mere end tilſtrekkelige for den uſand— ſynligſte Frugtbarhed hos vore Medborgere.

Tilværten i den franſke Befolkning og Udvidelſen af vort Colonialherredomme ere kun to Sider af det ſamme Sporgsmaal. Det er en Cirkel, vi ſtadig lobe rundt i. Naar Befolkningen ikke tiltager, er ethvert

mn

Rigdommen og Folkemeengden. 109

Colonialherredomme ſkrobeligt, indbildt, unyttigt; paa den anden Side kan vor Befolkning ikke voxe, med— mindre vi har Colonier, der kan optage Over— ſkudet. Det er det forfærdelige Sporgsmaal, der maa loſes. Er det virkelig nok at ſige: „Lad os blive hjemme; lad os ikke bryde os om, at vore Naboer voxe til; lad os noies med den nuverende Stilling, der ikke er jaa gal, med vort prægtige Klima, vor frugtbare Jord, vor ſorgloſe Munterhed.“

Der ſtaaer nu det ſidſte Argument tilbage, nemlig at Frankrig er heldigt ſtillet, thi det har i ſin Be— folkning, i Sammenligning med Tydſkland og England, flere Voxne end Born. „Der kommer paa 10,000 Indbyggere, ſiger Block med en neſten begeiſtret Til— fredshed, 4,752 voxne Franſkmaend mod 3,611 Preus⸗ ſere. Er denne Sammenligning ikke veltalende?”

Ak jo! ſorgeligt veltalende. Viſtnok er i Sie— blikket det Land, ſom har mange Borne og faa Born, ſterkere og rigere end det Land, hvor der er faa Voxne og mange Born. Men man maa tænke paa Fremtiden. J 1883 er der ligeſaa mange voxne Franſkmend ſom voxne Tydſkere; men om tyve Aar ere alle disſe [maa Tydſkere blevne til Mænd, og faa er der langt flere voxne Tydſkere end voxne Franſk— mend. Det Land, hvor der er faa Born, er et Land, ſom Fremtiden er lukket for. Om tyve Aar ville de, der nu ere Voxne, være Oldinge eller Dode. Om tyve Aar ville de, der nu ere Born, være Mænd.

110 Rigdommen og Folfemængden.

„Paa 10,000 Indbyggere,” ſiger Block trium— ferende, „kommer der i Frankrig 929 Born, i Preusſen 1,510.“ Meget vel, det beviſer, at om tredive Aar kommer der 929 Franſkmeend mod 1,510 Preusſere. Er det ikke glimrende Udſigter!

Paa vore Born beroer Landets Fremtid. Jo ſtorre Antal Born, deſto flere Forſvarere og Arbeidere kan Landet engang gjore Regning paa. Lad os ikke prale af, at vi har mange Voxne og faa Born. Desværre! om nogle Aar vil vi kun have faa Voxne og ſaagodtſom ingen Born.

Der kan ikke vere Tvivl om, at den fattige Be— folkning har flere Born end den mere velſtagende og navnlig flere Born end den rige. Jo ſtorre Rigdom, deſto færre Born; den Kjendsgjerning er uomtviſtelig. Den Samfundsclasſe, ſom man kalder Bourgeoiſiet, er fordærvet „til Marv og Been“. Hvis der i Frankrig kun fandtes Folk af denne Clasſe, vilde ved Udgangen af det tyvende Aarhundrede vor Race vere forſvunden, idet den frivillige Ufrugtbarhed vilde fuldſtendiggjore Ulykken, ſom den tvungne Ufrugtbarhed anretter.

Naar Bourgeoiſiet ikke forſvinder, fan er det, fordi det uophorligt fornyes; Arbeiderne, og navnlig Bon— derne, tilfore det ſtadig Tilgang. Det er en ved— varende Gjenfodelſe; Arbeideren idag er Bourgeois imorgen, og iovermorgen exiſterer hans Slægt ikke.

Det er ſandſynligt, at der heri ikke vil foregaae ſynderlig Forandring, hvad man fan ſiger; Ingen kan

Rigdommen og Folfemængden. 111

forhindre Bourgeois'en fra at folge den ſamme Sti. J fin Klogſkab vil han ikke have, at Arven efter ham maa blive udſtykket; men han gjør det fan grundigt, at der efter nogle Slægtled aldeles ikke findes direkte Arvinger til denne Arv.

De, der ved deres Velhavenhed, eller ſnarere ved deres heldige Stilling ere iſtand til at opdrage talrige Familier, ere netop de, ſom ſorge for at have lidet talrige Familier. Og ved en forunderlig Anomali er det netop ogſaa de mindſt Velhavende, der have den tunge Byrde af en talrig Familie.

Den Riges Forudſeenhed har ingen Undſkyldning og fortjener at blive alvorligt revſet. Hvad de Fattige angager, faa tilſtager jeg, at jeg ikke er bedrøvet over deres Mangel paa Forudſeenhed, thi uden dem vilde der om fort Tid ikke være noget Frankrig. Hvert Aar vilde der være færre Fodſler end Dødsfald, og i det enogtyvende Aarhundrede vilde Frankrig kun være et hiſtorifk Minde, det franſke Sprog vilde være et dodt Sprog.

Hvis det Ideal, man forfolger, er nogle Enkeltes Lykke og Rigdom, ſaa vilde det maaſkee vere onſkeligt, at de Fattige aldeles ikke fik flere Born, thi deres Born ville maaſkee hverken finde Lykke eller Rigdom. Hvis man derimod onſker fit Feedrelands Storhed og Udvidelſe, onſker at dets Civiliſation og Ideer ſkulle udbredes over hele Jorden, da bor man ikke beklage ſig over denne de Fattiges Frugtbarhed. Det er

112 Rigdommen og Folfemængden.

hverken Eiendomsbeſidderne eller de Rige, der paa en kraftig Maade fremme Frankrigs Indflydelſe, thi deres Race forſvinder med et Par Generationer.

Iſtedetfor at være bekymret for Individet, er jeg ſnarere bekymret for Helheden; det forekommer mig, at Menneſket er et Slags levende Materiale, hvoraf Nationens Skjebne er afhængig. Hvis der findes rigeligt af dette Materiale, vil Fremtiden blive lykkelig. Alle disſe pjaltede Unger ville engang blive til Mend. De ville blive Soldater, Matroſer, Arbeidere, Bonder; ja hvem veed, maaſkee findes der endog iblandt dem en frugtbar Kunſtner, en dyb Tenker, en mægtig Taler, en genial Opfinder? thi jeg gjentager det: det er ikke blandt de Riges Born, at Kunſtnerne, Tæn- kerne, Talerne fodes, thi de Rige ville ikke have Born. De tenke kun paa fig ſelv og ikke paa Frankrig.

113

Fresco⸗Villederne. Af Ouida.

Grevinde Charterys (Milton Erneſt, Berks, Eng⸗ land,) til Henry Hollys, (det engelſke Geſandtſkab i Rom.)

16. Juni 1881. Send mig en Mand til at male Balſalen.

Mr. Hollys til Lady Charterys. Forklar Dem tydeligere: Fresco, Olie, Vandfarve, Træ, Atlaſk, Gips?

Lady Charterys til Samme.

Fresco. Haſter meget. Deres kgl. Hoiheder har meldt deres Ankomſt.

Mr. Hollys til Samme. Det er ingen Nytte til, kjcere Esmée, at ved— blive at telegrafere; Sagen kan ikke tages pan den 8

114 Fres co-Billederne.

Maade; De kjender ſelv for meget til Kunſt til ikke at vide, at der behoves mere Tid til at male en Sal i Fresco end til at tapetſere den. Deres Sal er af ſamme Storrelſe ſom Palazzo Colonnas. Hvis De henvender Dem til en virkelig Kunſtner — og De tenker naturligviis ikke paa en Mand, der kun kan copiere —, vil det blive et langvarigt og meget koſtbart Arbeide. Jeg forudſetter ſelvfolgelig, at De vil have, det ffal være originalt. Naar venter De de kgl. Hoiheder? Jeg har ganſte viſt den rette Mand her; men jeg tvivler om, at han indlader ſig paa Sagen, og i ethvert Tilfælde vil han nok have meget lengere Tid til Arbeidet.

Lady Charterys til Samme.

Send Manden. Deres kgl. Hoiheder har ikke meddelt, hvilken Dag de kommer.

Mr. Hollys til Samme.

Tillad, kjcere Esmée, at jeg gjør Dem opmeerkſom paa, at et Menneſke ikke er en Kasſe Cigarer, man kan ſende ſom Prove med Poſten. Jeg ſagde Dem jo, at jeg ikke var ſikker paa, at den Kunſtner, jeg tenkte paa, vilde indlade fig paa at decorere Deres Balſal; nu har jeg ſenere følt mig for hos ham, og det lader til, at han ikke har noget imod at paatage ſig Arbeidet. Det er en talentfuld, endog genial Mand, ſtjondt han indtil nu er aldeles ubekjendt. J

Fresco-Billederne. 115

Italien kan en Mand, ſom forlader den ſlagne Lande— vei, ofte blive tilſideſat hele ſit Liv igjennem. J vor usle og elendige Tid fætter man meſt Priis paa det Trivielle. De forſtaaer vel nok, at hvis han tager imod Tilbudet, maa De være forberedt paa et ſtort pecuniairt Offer. Staager det klart for Dem? Jeg nærer nogen Tvivl derom. J ethvert Tilfælde gjør De retteſt i at teenke nærmere derover. Men der er en anden Ting, der falder mig ind. Strider det ikke mod Convenientſen? Han er hverken ung eller gammel; han har imidlertid et meget behage— ligt Ydre: jeg er meget bange for, at det ikle ſtemmer ganſke med det Vedtagne, og det er Dem ikke ubekjendt, at naar De engang er fan uheldig at komme til at gjøre et Brud pan Vedtægt, fan holder man fig altid til mig.

Deres hengivne H.

Lady Charterys til Samme. Send ham. Betal, hvad han forlanger. Hvad

Convenientsſporgsmaalet angaager, faa er Tabby her ſtadig.

Mr. Hollys til Samme.

Kjcre Esmée. Da et Telegram i vor endnu ikke aldeles civiliſerede Tid ikke tager det ſaa noie med at gjengive Punktum'er og Sporgsmaalstegn, treffer det ſig undertiden, at de blive lidt meningsloſe; de

8*

— ——ů—ů "2

116 Fresco-Billederne.

ere tilmed meget dyre, og om end dette Henſyn er uden Betydning for Dem, kan jeg ikke ſige det Samme for mit Vedkommende. De er meget rig, og jeg er fattig. Jeg finder det meget forargeligt, at De kalder Deres hæderlige og meget ærværdige Bedſtemoder Tabby; men det er formodentlig en ſlem Vane. Hvor det dog er et forfærdeligt ſocialt Anſvar at være Deres Formynder! Jeg ſporger mig ſelv ſtadig om, hvad jeg egentlig ſkylder denne ſtore, men farlige re. Gud vere lovet, at De nu er myndig! — Men lad os komme tilbage til vor Balſal. Hvad der har hen— ledet min Opmerkſomhed paa bemeldte Kunſtner (han hedder Renzo), det er nogle Frescomalerier i en lille Landsbykirke i Abruzzerne, ſom han har udfort ene af Kjærlighed til Kunſten. Han er født i denne Landsby. Disſe Malerier ere et udmerket Arbeide; hvis De var lidt mere kunſtneriſk anlagt, kunde jeg tilſtrive Dem tyve Sider om denne Sag; nu ffal jeg indſkrenke mig til at ſige, at de fremſtille Scener af St. Julians Liv, og at de i Coloriten minde om Botticelli og i Kraft og anatomiſk Indſigt om Michel— Angelo. „Lutter Lovtaler,“ vil De ſige! Ja, det er ganſke fandt, dem ſparer jeg ikke paa, naar Noget virkelig begeiſtrer mig ... men De vil viſt indrømme, at, det er Noget, der kun ſjelden indtræffer ..

Derpaa aflagde jeg et Beſog i Renzos Atelier paa Via Magutta; hans Compoſitioner, der ere faa phantaſi— rige og faa fine i Tegningen, have i Forbindelſe med

Fregco-Billederne. 117

hans afgjorte Forfjærlighed for Frescoen indgivet mig den faſte Overbeviisning, at ÜUdſmykningen af Deres Balſal ikke kan overgives i bedre Hender; han vil forſtaae at bringe den i Samklang med det Øvrige paa Milton Erneſt. Men De, er De ikke i den Grad Slave af Deres Pariſer-Tapetſerere, at De for Alvor tænfer paa at omſkabe Deres gamle Caſtle til en Copi af det nyeſte Hotel pan Avennue de Villiers med dets maleriſke Ophoben af tyrkiſke og chineſiſke Sager? Dog er det alligevel ikke et Misgreb ... Jeg kan godt jværme for Japan og Tyrkiet paa rette Tid og Sted; men den Slags Sager hore ikke hjemme i et Hus i Tudorſtilen med gamle Egetresmeubler. Alle Herlighederne i en Bazar i Teheran ville ikke tage fig ud i en Sal med Billedhuggerarbeide af Grinling Gibbons. Men lad os komme tilbage til Renzo. Det vilde ſelvfolgelig være en vanſkelig Sag, for ikke at bruge et ſterkere Ord, at bede Kunſtneren om at decorere en Balſal, ſelv om det er Deres, ſaafremt han var paa Moden; men han er aldeles ubekjendt og fattig, i dette ſtygge Ords mindſt romantiſke Be— tydning. J forſte Oieblik vilde han aldeles ikke høre tale derom, og det fod neſten til, at han følte fig fornærmet over mit Forſlag; men lidt efter lidt blev han mere medgjorlig, og det lykkedes mig tilſidſt at gjøre ham begribeligt, at Udſmykningen af en hundrede Alen lang Balſal med Billeder, hvortil Sujetterne vare tagne fra Boccaccio og Arioſt, aldeles ikke var

118 Fresco⸗Billederne.

at foragte. Jeg har ligeledes garanteret ham, at han ſkulde fane fin egen Leilighed, hvor ingen ſkal komme og forſtyrre ham. Imorgen gaaer han i Civita— Vecchia ombord i Paketbaaden, og han vil kunne være i Milton Erneſt i Løbet af næfte Uge. Jeg behøver ikke at anmode Dem om at behandle ham med udſogt Hoflighed, thi han er en Gentleman. Han overlader til Dem at faftjætte hans Honorar, naar Arbeidet er færdigt, Dette er maaſkee et Trek af italienſk Sne— dighed, thi Enhver veed jo, at naar man ſiger: „Hvad De ſelv vil,“ faa haaber man altid at faae tre Gange mere, end man driſter ſig til at forlange; hos ham er der maaſkee nogen Stolthed med i Spillet. Jeg blev meget overraſket over dette Svar, der kunde tyde paa ædlere Blod; men her veed Enhver, at han er en nægte Son af en fattig Pige, ſom døende betroede han: til Landsbypræftens Varetcegt. Dog det kan ikke interesſere Dem. Med Deres eiendommelige Op— fattelſe af Kunſten vil De neppe gjore mere Stads af et ſaadant Individ end af Deres Groom, og De vil ikke viſe ham ſtorre Opmerkſomhed, end De viſer Deres Syjomfru — thi, om jeg ikke tager feil, drikker De nok Thee ſammen med Deres Syjomfru? — Et Ord endnu: vogt Dem ſaavidt muligt for at paavirke Maleren ved Deres Smag eller Dom. Han veed ſelv, hvad han vil. Huſk paa, at naar der er Tale om Frescomalerier, kan man ikke ſige Noget om dem, for man har ſeet den ſamlede Virkning. Om jeg ikke

—— —

Fresco-Billederne. 119

feiler var det Sir Jofhua Reynolds, der ſagde, at man aldrig burde viſe Born og Narre ufuldendte Arbeider. De er hverken det Ene eller det Andet; men til Gjengjeeld er De lunefuld og ſtivſindet. Gid disſe djevelſke Egenſkaber mage have den Virkning paa Dem, ſom jeg onſter! Sorg for Gips til Malerierne.

Lady Charterys til Samme. Mageloſt! Hvilken Veltalenhed! Street har ſkaffet Gips ad hoc. Tuſind Tak.

Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris. Florinella. Milton Erneſt.

Kjere faderlige Ven! Det er et oſende Regnveir idag, faa at jeg har maattet opgive at male. Jeg vil derfor benytte min Fritid til at ſtrive til Dem. England har meſt overraſket mig ved dets grønne og fugtige Udſeende og ved dets ſtore Antal Huſe; ved hvert Skridt ſtoder man paa et nyt, hvad der gjør, at Land— ſkabet feer ud ſom et med Meubler overlesſet Verelſe. Skorſtenene ere høie ſom ellers kun Fabrikſkorſtene. Huſene ere lave. J Sammenligning med Rom har London et meget provindsagtigt, meget proſaiſk Ud— ſeende. Man er bogſtavelig talt bange for at lobe Hovedet mod Tagene. Luften i den ſtore By er tyk ſom en Polenta; man kan ffære i den med en Kniv. Jeg brod mig ikke om at opholde mig i London; jeg

120 Fresco-Billederne.

floi ſom en Piil til Berkſhire, efterat jeg fun havde været en Timestid i National-Galeriet. Jeg ſaage der nogle gode Arbeider, der aldrig burde være komne bort fra Italien. Berkſhire er, ſaavidt jeg forſtager, Navnet paa et Grevſtab. Det ſmukke og ſkovrige Landſkab minder mig om adſkillige Partier i Umbrien, dog med den Forſtjel, at Bjergene, der gjøre Naturens Ro faa maieſtetiſk, her mangle.

Den morke og lave Himmel, der er ſaa tung ſom et Uldteppe, taaler ikte Sammenligning med vor blændende og ſtraalende Himmelhveelving. Ved en Station i en lille Landsby ventede der en Vogn paa mig; den havde meget høie Hjul og var forſpendt med en pregtig Heſt. Denne Jernbaneſtation ſynes udelukkende at være beſtemt for Slottet. Jeg kom til dettes Indkjorſel ad en Allee, der vel var en Fjerdingvei lang. Det bar om Aftenen; man forte mig ſtrax til den for mig beſtemte Leilighed, hvor jeg fandt et Bad beredt. Jeg har kun havt at gjøre med en Tjener, der heldigvis kan en Smule Franſk, og ſom, troer jeg, udelukkende er ſtillet til min Raadighed. Den folgende Morgen viſte en alvorlig og imponerende Hushovmeſter mig ned til Balſalen og meddelte mig, at Lady Charterys om nogle Timer vilde tage imod mig i Bibliotheket; og det gjorde hun ogſaa. Jeg havde teenkt mig hende ſom en noget ældre Dame; men hun er ſikkert nok ganſke ung; efterat have givet mig et hovmodigt og koldt Nik, ſpurgte hun mig, om

"mm

Fresco-Billederne. 121

jeg ikke manglede Noget. Uden at give mig Tid til at ſvare, ſpurgte hun til Mr. Hollys, der baade er hendes Fetter og hendes Formynder; heller ikke dette Sporgsmaal afventede hun Svar paa, men bad mig om ſtrax at tage fat paa Arbeidet og hurtigſt muligt gjore det ferdigt. Hun ſtolede paa, tilfoiede hun, at jeg vilde gjøre noget Smukt i Corots Maneer, men med paakleedte Figurer, — faa dumme Menneſker gives der virkelig! Derpaa igjen et lille Nik, og Audientſen var forbi. Undſkyld denne uſammen— hængende Snak; jeg forſtaager mig bedre paa at bruge Penslen end Pennen; men De barer jo altid over med Deres Gudſons Dumheder!

Alt, hvad der her omgiver mig, er unegtelig ſtorſlaaet og prægtigt; jeg beundrer ganſke viſt Skjon— heden, men jeg foler mig knuget af den. Terrasſerne ſee triſte ud med deres imponerende Cedre og Elme— træernes bladrige Grene. Det ſtore Galeri er altfor morkt med dets Jernruſtninger og Egetrceespaneler; dog vilde jeg ikke gjore nogen Forandring derved. Det Hele ſtager i Harmoni med Landſkabets Tone og Luftens graalige Farve. Det Samme kan jeg ikke ſige om Slottets Frue, der er en meget ſmuk, ung Dame, men tillige meget lunefuld, meget forfængelig, meget hovmodig, og altid klædt efter nyeſte Mode. Lady Charterys er ikke gift, ſom jeg efter hendes Titel antog; Titelen har hun efter ſin Moder, der arvede den efter Broderen, den ſidſte Greve af

122 Fregco-Billederne.

Charterys, der ikke efterlod fig Born. Hun er uhyre rig og har megen Indflydelſe i Grevfkabet, hyvilket hun forovrigt ſynes at endſe ligeſaa lidt, ſom et Barn vilde endſe et med koſtbare Stene ſmykket Relikvie— ſkriin. Nu ſkal De ikke heraf troe, at jeg har feet meget til hende; men hun horer til de Menneſker, man kan bedømme ved forſte Oiekaſt.

Her er en heel Sperm af meget fornoiede og meget livlige Gjeſter; den ſaakaldte Londonerſaiſon lakker mod Enden. Disſe mange tankeloſe Menneſker har fat mine Nerver paa en haard Prove. I de forſte Dage af mit Ophold her var det mig ikke muligt at arbeide, i den Grad irriterede deres Be— merkninger mig. Jeg beſtemte mig tilſidſt til at ſige til Lady Charterys, at hvis jeg ikke fik Lov til at lukke mig inde i Balſalen, pakkede jeg min Maler— kasſe ſammen og reiſte hjem igjen til Italien. Hun gav efter, faa at jeg nu har fuldſtendig Fred. Forøvrigt har jeg ikke Noget at klage over; jeg har min egen Leilighed, hvor jeg indtager mine Maaltider; der ſerveres udſogte Retter og de bedſte franſte Vine; kort ſagt, jeg bliver behandlet ſom en Statsfange. Forreſten kan jeg godt fee, at hele Tjenerſkabet ikke har ſtor Reſpekt for mig; i de Folks Oine ſtaaer jeg i Clasſe med Glarmeſteren, der fætter Ruder ind i Balſalen. Men det er mig nu temmelig ligegyldigt.

J Forbigaaende ſagt er det en meget ſmuk Sal med en hvælvet Kuppel.

Fresco-Billederne. 123

Jeg blev meget ſtuffet, da jeg ved min Ankomſt ikke fandt Gipſen vaad endnu, ſom man kunde vente i en faa ny Bygning; Gipſen pan Veggen var allerede tor og ſmuldrede let; jeg udtalte min Beklagelſe der— over til Lady Charterys og ſagde til hende, at hun ikke maatte vente Frescoer med ſtor Farvevirkning paa ſaadanne Vægge, og at det maaſkee endog var klogeſt at bruge Oliemaling til de ſtore Fyldinger. Denne Idee lod ikke til at tiltale hende; hun har for— modentlig ſat fig i Hovedet, at det ſkal være Fresco— malerier, fordi det er chic.

J architektoniſk Henſeende er denne ſtore Sal en ſkrekkelig Misforſtagelſe; Lady Charterys har ladet den opføre forrige Aar i en Stil, der ikke har mere Lighed med Huſet Tudor end vor Tids ſtore Cryſtal— vaſer med Benvenuto Cellinis Arbeider. Hvor un— derlig den end er, har denne Balſal dog ſmukke Proportioner; og da den dekkkes af ſtore Træer, virker den ikke forſtyrrende paa Slottets Udſeende. Den vil ſikkert nok blive til megen Nytte for den unge Husfrue, naar der ſom nu er mange Menneſker her, da man hidtil har maattet hjælpe fig med et langt og ſmalt Galleri. Milton Erneſt er bygget i en ſmuk Stil; men det forekommer mig, at det fattes Storhed i Sammenligning med vore Paladſer. Her er en forſkroekkelig Mængde Tjeneſtefolk.

Maleriſamlingen er ikke rig paa gamle Arbeider; man ſynes at vere meget ſtolt af nogle Billeder af

124 Fresco-Billederne.

venetianffe Meſtere, der dog tydeligt nok kun ere Copier; jeg var for nylig nær kommen galt afſted med en imponerende Enkegrevinde ved at ſige min Mening rent ud om den Sag; hun er min Vert— indes Bedſtemoder, hendes afdode Faders Moder. Hun hedder Lady Cairnwrath of Oswestry. Jeg afſkriver dette diobolſke Navn efter et af hendes Viſit— fort; ſtaaer jeg i Tjenerſkabets Bine i Rang med Glarmeſteren, gjelder jeg hoiſt for en Tapetſerer hos denne forfærdelig fornemme Dame, hvis Blik virkelig kan forſtene En.

Himlens graa Lys generer te ved mit Ar⸗ beide; det lader til, at det altid er ſaaledes her. Ak, kjcere Fader, hvor var jeg dog anderledes lykkelig, da jeg decorerede Deres herlige lille Kirke! Jeg var ſandſynligviis aldrig kommen til England, hvis jeg havde tjent nogle flere Penge i Vinter; men jeg var bogſtavelig talt a secco og ner ved at doe af Sult. En flink Capitain af mine Venner tilbod mig at tage mig gratis med fra Civita-Vecchia til London; med de Penge, jeg fik for en lille Bronzefigur, kunde jeg netop komme fra London hertil og kjobe mig de nod— vendige Farver. Heldigviis har jeg ingen Udgifter her, thi jeg eier ikke en Skilling. Jeg har en Anelſe om, at Tjenerne har gjettet, Hvorledes det ftaaer til; for den Slags Ting har de en ligeſaa fiin Neſe ſom Rotterne for Oſten.

Farvel nu, min fjære Fader! jeg forlader Dem

Fresco-Billederne. 125

og vil gage en Tour i Parken, der er mørt og ſolet; men Luften har dog en behagelig Friſkhed, og Raa— Dyrene ere altid lige kjonne. Jeg kan ikke blive træt af at ſtudere deres ſmukke Stillinger og yndefulde Grupper. Hun, der eier dem, nedlader ſig naturligviis aldrig til at ſee paa dem!

Lady Charterys til Mr. Hollys.

Deres Renzo er her. Jeg er vis paa, at han endnu ikke har beſtilt Andet end lave ſtore Kridtſtreger paa nogle Stykker graat Papir; han har muret fig inde i Balſalen og tillader ikke, at Nogen kommer og forſtyrrer ham. Han har endog forlangt, at Doren

ſkal være lukket ilaas. Jeg er overbeviiſt om, at han

fordriver Tiden med at ryge og ſove. Han vilde være utaalelig, hvis han ikke var faa ſmuk, — thi han er ganſke overordentlig ſmuk. Jeg mindes et Portrait af Cæfar Borgia, ſom han har en forbauſende Lighed med.

Mr. Hollys til Samme.

Der findes, ſaavidt mig bekjendt, tre Portraiter af denne berygtede Cceſar Borgia, og de ligne ikke hinan— den. Hvilket af disſe Portraiter mener De? Jeg er ikke iſtand til at ſee Spor af Lighed. Jeg har ſpecielt anmodet Dem om at reſpektere Deres Gjeeſts Enſomhed; det er phyſiſk umuligt at hengive ſig til et alvorligt Arbeide, naar Folk lobe ind og ud; De maa give

r ˙ç%rß-w»‚̃7⅛ .nl ¾ ³—e . . ̃ Äͤ1̃ —— —¹˙⁰ die bl FEE NNE

126 Fresco⸗Billederue.

ham Tid til at gjennemteenke fine Compoſitioner. Veed De maaffee ikke, at Frescomalerier ikke kunne gjores om igjen? Gjor man en Feil, bliver Feilen der altid. Men J ærede Damer, J har ikke Begreb om Fresco og om, hvormegen Ro der udkraves dertil.

Lady Charterys til Samme.

Jeg mente ikke Cæfar Borgia, men Chriſtopher Columbus; ham er der et Portrait af her i Galeriet. Deres Ven er en interesſant Mand at tale med, og han taler meget godt Franſk. Han har viſtnok ſtuderet flere Aar i Paris; hans Maade at arbeide paa kan være færdeles god, men hurtig er den ialfald ikke. Hvis de kgl. Hoiheder virkelig komme, bliver jeg nodt til pro tempore at lade Balſalen betrœkke med Atlafk.

Igaar fortalte han os ſit Livs Hiſtorie; han ſagde, at han ſom lille Dreng havde løbet barbenet om oppe i Bjergene, og at Caſtanier havde. været hans eneſte Føde; han blev opdraget af en Præft. Men hvad jeg aldeles ikke kan fage i Hovedet, det er, at en fattig, gammel Preſt (lad ham nu ogſaa have været af adelig Slægt) har kunnet bibringe ham en ſaadan Belevenhed og Anſtand. Jeg har bedt ham til Middag; han ſvarede mig, at han ingen Selſkabs— dragt havde; jeg ſagde, han fkulde telegrafere til Rom, hvorpaa han gav mig en hel Scene til Bedſte, men koldblodigt og uden Spor af Heftighed, lidt i Maneer med Chaſtelard, De veed nok ... Have

Fresco-Billederne. 127

alle Italienere ſaadanne Manerer? Kommer det af, at De engang har været Romere? De forſtager jo nok, hvad jeg mener .. . eivis romanus? Det, ſom Lord Palmeſton og den kjere Lord Beaconsfield i vore Dage har gjort Englænderne til.

Mr. Hollys til Sa mme.

Der er fun jaa Italienere af rent romerſk Blod; en Masſe nedſtammer fra Latiere, Grakere, Jøder, Lydiere eller Orientalere. De maa føle en uſedvanlig levende Interesſe for Renzo, ſiden De ſaaledes ned— lader Dem til at kaſte et Blik tilbage paa Hiſtorien. Ogſaa Chaſtelard ſynes mig at være en Alluſion til et Drama, jeg ikke kjender .. .. Det ffulde- gjøre mig uendeligt ondt, om jeg med let Hjerte havde udſat den Ulykkelige for en Fare, thi der boer en ſand Kunſtnerſjel i ham. Jeg burde have hufket paa, at Dianas Piil i Mangel af Lover ogſaa kunde for— vilde ſig til hendes Hund.

Lady Charterys til Samme.

Var Diana virkelig jaa dum at ſkyde fin Hund? Jeg troede, at Sligt blot kunde hende Sondagsjegere. Hvis De troer, at her Ingen er for Tiden, fan tager De feil; her feer De Liſten: Bertie Prendergaſt, Lord Colcheſter, Oberſt Royallieu, Greven af Suresnes Dickie Haward; og Vic kommer om en otte Dages Tid.

128 Fresco-Billedernte.

Mr. Hollys til Sam me.

De veed meget godt, hvad jeg ønffer, nemlig at ſee Dem gift med Vic og at det ſnart maa ffee. Han pasſer udmærfet for Dem, og han vil ikke tillade Dem at gjøre fattige Malere til Deres Offre. Bil De maaffee flirtre med min Romer? ... Nei .. Skaan ham!

Lady Charterys til Samme.

Flirtrer man med en Tigger i Trastevere, fordi han tager fig maleriſk ud pan Trinene af et Tempel? Ver dog lidt fornuftig og hav lidt mere Reſpekt for Convenientſen!

Mr. Hollys til Samme.

Deres Spar rober en mindre god Smag, og, hvad der er verre, det er aldeles ikke noget Svar. Hvorfor vil De ikke reiſe om i Beſog hos Deres Venner og lade Maleren og hans Frescoer ffjøtte fig ſelvꝰ

Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris.

Det er mig en ſand Glæde at erfare, at mine Smorerier oplive Dem i Deres Enſomhed, min kjere og fortreffelige Ven, Dem, til hvem jeg for ſtedſe ſtager i Gjæld for den uvurdeerlige Viden, der, om den end ikke giver Magt, dog altid er en Erſtatning og Troſt. De vil hoslagt finde to ſtizzerede Tegninger:

—

Fresco-Billederne. 129

den ene fremſtiller Slottet, den anden la mia padrona. Padrona er egentlig ikke et kjont Ord; men da det er det korrekte Udtryf i nærværende Tilfælde .... lasciammolo.“) Denne Skizze giver unegtelig kun en meget ufuldſtcendig Foreſtilling om hende; nogle Rod— kridtſtreger kunne ikke gjengive hendes Skjonhed; hun har Engleenderindernes beundringsveerdige Hudfarve; det ſkulde endog ikke undre mig, om hos hende Kunſten hjalp lidt paa Naturen. Hendes Anſigt vilde være uden Lyde, hvis hendes Mund ikke var faa hovmodig; hendes Blik udtrykker Kjedſomhed og Utaalmodighed; det tilhører ſnarere et Veſen uden Folelſe end en ung Venus ... Hun har aldrig vidſt, hvad det vil ſige at mangle Noget, hvilket omtrent er lige ſaa uheldigt ſom at mangle Alt ... J Italien, har jeg ſagt til hende, folte jeg mig med et Par Skillinger i Lommen til at kjobe Brod, Frugter og Farver for, fuldkomment tilfreds ved at flikke Solſkin. Hun ſvarede mig med en let Gaben, at hun havde tilbragt en Vinter i Italien, og at dette Land ikke vigtig tiltalte hende. Kun een Ting havde hun fundet Behag i, nemlig Ridetourene i Roms Campagne. „Jeg bilder mig ind,“ ſagde hun til mig, „at det maa være rigtig morſomt at male, thi de Malere, jeg har kjendt, Leighton og Millais, fane aldrig ud til at kjede ſig. Jeg derimod kan ikke forſtage, hvilken Fornoielſe der

*) „Saa lad det ſtaae.“

130 Fresco-Billederne.

fan være ved det. Jeg ſeer imidlertid, at en Mængde Damer i deres ledige Timer give fig af med Kunſten. Det er en Genre, en Mode, ſom jeg aldrig vil fole mig friſtet til at folge. Det er langt fornuftigere at lade ſin Syjomfru raade, da hun har meget bedre Forſtand derpaa; hvormange Celebriteter der end ere dukkede op efter Worth, bærer han dog ſtedſe Palmen. Naar man har en Kjole fra ham og en Hat fra Mrs. Brown, har man ikke Noget at frygte.“ Her ſperrede hun fine ſtore, haanlige Oine op; det lod til, at min Taushed gjorde hende noget forvirret. Ak! det var forſte Gang jeg horte tale om Mrs. Brown. Lady Charterys har formodentlig betragtet mig ſom en Vild. Oprigtig talt kan jeg ſige det Samme om hende, thi hun har ligeſom en ung vild Pige kun Sands for Perler og Fjer: Kunſt, Videnſkab, Philoſophi, alt Sligt er kun dode Ord for hende; hendes Horizont gaaer ikke ud over Egoismens og Daarſkabens utaalelige Skranke.

De engelſke Damer forekomme mig at mangle Ynde og Elegance; de ſtirre pan En paa en ubehagelig og uopdragen Maade; de ville abſolut hendrage det ſterkere Kjons Opmerkſomhed paa fig. Det har ofte ſlaaet mig, naar de kigge ind i Balſalen; thi de genere ſig ikke for mig; viſtnok ere de meget elegante — jeg har levet længe nok i Paris til at forſtaae mig derpaa; men hvorledes de end ere flædte, hvad de faa end ſige og foretage fig, der er noget viſt Excentriſt ved

Fresco-Billederne. 131

dem Alle. De have hverken Pariſerindernes forføre- riſke Væjen eller vore Landsmandinders Ynde, ja ikke engang ſaa megen ſom vore unge Bonderpiger, naar de hente Vand fra Aricciabronden eller bære Tang til Amalfi. Medens jeg taler om unge Bonderpiger, ffal jeg dog fortælle Dem, at jeg har taget Sujettet til mine Frescoer fra Theokrits Idyller. Der er Stof til prægtige Compoſitioner. Strax Dagen efter min Ankomſt ſpurgte Lady Charterys mig om, hvor lang Tid jeg vel behøvede til mit Arbeide: „Mindſt et Aar,“ ſvarede jeg, „maaſkee to.“ Hun ſagde da aldeles forbauſet: „Jeg troede, det Hele kunde være færdigt til Efteraaret.“ — „J fan Fald," ſvarede jeg hurtigt, „er der kun een Ting at gjore: De maa hen— vende Dem til en Decorateur og ikke til en Kunſtner; der er nok at vælge imellem baade i Paris og i London.“ Ved disſe Ord lod det til, at hun blev endnu mere forbauſet, og hun gik ſin Vei.

Efter denne Samtale ſendte jeg hende et Par Ord for at bede om Tilladelſe til at reiſe; hun ſvarede mig med en Billet, hvori hun bad mig om at fort ſctte mit Arbeide. og bruge to Aar dertil, hvis det behøvedes. Prindſen og Prindſesſen udſeette Tiden for deres Beſog; jeg veed ikke, hvad det er for Prindſer der er Tale om; jeg har imidlertid ſamtykket i at blive, og jeg vil ikke negte, at jeg er meget glad der⸗ over. Selve Arbeidet interesſerer mig, og jeg ſynes godt om det; og desuden, efter jaa mange Aars Savn,

9 *

132 Fresco-Billederne.

Enſomhed og Kamp for Tilverelſen er det en uendelig vederkvegende Tanke at vide fig fri for at behøve at tænfe paa den Dag imorgen. Her kan jeg fuldſteendigt gage op i min Kunſt; jeg behøver ikke at ſpeculere paa, om jeg har Penge til min Husleie eller til en Kop Kaffe. Det Eneſte, jeg nogenſinde har misundt Lykkens forkjcelede Born, er deres Uafhængighed. En Aften lod Lady Charterys mig mundtligt indbyde til at ſpiſe med hende, de Fremmede og den ffræffelige Bedſtemoder; da denne Maade ikke forekom mig videre hoflig, lod jeg hende ligeledes mundtligt ſige, at jeg var beſkjeftiget. Den næfte Dag ſkrev hun mig et Par Ord til om, at hun gjerne vilde tale med mig; jeg kunde ikke undſlaage mig for at gage til hende. Hun var i fin Salon, en ſand Dukkeſtue mied ſachſiſk Porcellain og hvide lakerede Meubler i Ludvig den Sextendes Stil; for forſte Gang rakte hun mig Haanden. Det lod til at forundre hende, at jeg kun berørte den med Fingerſpidſerne, idet jeg bukkede erbodigt for hende. „Hvorfor kom De ikke igaar og ſpiſte med os?“ ſpurgte hun i den ſnarere heftige end elffværdige Tone, ſom Alle her bruge. — „Jeg ar— beidede,“ ſvarede jeg; „desuden vidſte jeg ikke, at det i England hører til god Tone at ſende en Indbydelſe mundtligt med en Tjener.“ Ved disſe Ord fik hendes Kinder et ſvagt rødt Skjcer: „Undſkyld,“ ſvarede hun endnu fremdeles i ſamme korte Tone, „det har aldrig været min Henſigt at vilje mig uhoflig imod Dem.

Fresco-Billederne. 133

Jeg troede, De maatte være faa træt af Deres ens— formige Liv. Vi Andre ere nær ved at doe af Kjed— ſomhed, ſkjondt jeg for Forandringens Skyld indbyder mine Gjeſter i forſtjellige Hold for en Uge ad Gangen. Siig mig blot, vil De ſpiſe med os, naar jeg beder Dem derom?“ Hvad ffulde jeg ſige? Sandheden; og Sandheden er den, at jeg ingen Kjole har! ikke Spor af Selfkabstoilette! En ſaadan Tilſtaagelſe vilde maaſkee for Mange være piinlig; for mig var den det ikke: „Men,“ ſparede hun forundret, „hvorfor telegrapherer De da ikke efter Deres Kjole? Deres Kammertjener kan jo ſende Dem den fra Rom.“ Jeg kunde ikke lade være at lee, og jeg ſvarede: „Sandt at ſige, har jeg ingen Kammertjener i Rom og lige ſaa lidt en Kjole hverken i Rom eller andenſteds. Jeg troede, at Mr. Hollys havde underrettet Dem om min uheldige finantſielle Stilling og ſagt Dem, at jeg uden Deres Tilbud formodentlig var dod af Sult.“ Ved at høre dette blev Lady Charterys faa hvid ſom et Lagen. Der fik jeg at ſee, at hun ikke ſminkede ſig, og at hendes roſenrode Teint var aldeles ægte: „Jeg er meget ulykkelig! ja! ulykkelig!“ mumlede hun, ſom om hun havde nogen Skyld deri. „Men kunde De ikke? ... Hvorfor ikke kjobe? ... De kan jo fane alle de Penge hos mig, De behøver...” — „Undſkyld,“ ſvarede jeg i en fold Tone, „jeg trænger ikke til Noget her. Jeg har aabent maattet fætte Dem ind i min Stilling, fordi det ellers vilde ſee ud, ſom

134 Fresco-Billederne.

om jeg var ufolſom for Deres Hoflighed; men jeg kan ikke tilkjende Dem Ret til at kjobe Kleder til mig ligeſom Livreer til de puddrede Lakaier, der ſtaae i Deres Forgemak. Naar jeg er færdig med mit Arbeide, ſtaaer det Dem frit for at give mig det Honorar, ſom De og Deres Venner anſee for pasſende. Er De derimod ikke tilfreds dermed, faa forlanger jeg aldeles ingen Betaling; jeg vil altid være i Gjæld til Dem for den Tid, jeg tilbringer her med et be- hageligt Arbeide, fri for de daglige Bekymringer, der folge med Fattigdommen.“ Iſtedetfor at ſpare hilſte Lady Charterys mig og fjernede fig derpaa med et yndefuldt Udtryk. Jeg havde Bevidſtheden om, det indrommer jeg, at jeg ikke havde trukket det korteſte Straa, hvilket var en ikke ringe Triumf for en Mand, der ingen Kjole har. Aldrig for var det faldet Lady Charterys ind, at der kunde exiſtere en Mand uden Kammertjener og uden Kjole! Det er nu ſikkert nok, at hun ikke nogenſinde forvexler mig med en Leverandeur fra London, Paris eller Wien. Jeg har nok i min Leœrredsblouſe om Sommeren og min morke Floils⸗

jakke om Vinteren. Skade, at de ikke kunne holde ud til evig Tid!

Lady Hermione Latrobe til hendes Soſter, Lady Dorothea Latrobe i Kloſteret ved Cheſterfield.

Kjcre Dolly. Der er her en Mand af en ſjelden Skjonhed: en Romer; Esmée har ladet ham komme

Fresco-Billederne. 135

for at male Balſalen. Du har aldrig feet noget Lignende; han ſeer ud ſom et Portrait, der er traadt ud af Rammen. Kan vi virkelig have tilbragt en heel Vinter i Rom uden at have feet ham? Han er for- ferdeligt folkeſky; men det gjør ham kun mere interesſant. Han luffer fig inde i Balſalen, ſom han maler i Fresco. Moder man ham engang i Skoven eller andre Steder, hilſer han og forſvinder ſtrag. Man ſtulde nœeſten troe, han antager os for vilde Dyr. Paa min indſtcendige Anmodning ſendte Esmeralda forleden Aften Bud efter ham; men han vilde ikke komme. Det er et temmelig ſterkt Stykke! Tabby bebreider os, at vi ere for tilboielige til at behandle ham ſom en Gentleman, hvad han da ogſaa ſeer ud til at vere. Blive desuden ikke Skueſpillere og Kunſtnere nuomſtunder modtagne overalt? Forrige Uge jane man to hos Hertugen. Her er fortiden for— ferdelig kjedeligt; det kommer for en ſtor Deel deraf, at Tabby er her: hun er en rigtig generende gammel Kat. Til Gjengjeeld er Esmée Elſtveerdigheden ſelv. Aa, gid Du dog kunde komme! Man venter i den nermeſte Tid Henry Hollys; han er en aandrig Mand, men lidt gnaven. Da Romeren iaftes afflog at gjøre os Selſkab, lod Esmée Theen ſervere i Bal ſalen; paa den Maade kunde han ikke undgaae os. Han var yderft elffværdig, fortalte morſomme Hiſtorier og ſang henrivende italienſke Sange, der mindede mig om dem, vi have hort i Neapel med Accompagnement

„ anne

136 Fresco⸗Billederne.

af Mandolinen. Huſker Du? Og ſaa tegnede han os af og forærede os Billederne. Jeg vilde have foretrukket, at han havde beholdt mit; men jeg haaber, at han med Lethed kan tegne det efter Hukommelſen. Og jeg, ſom altid har troet, at Italienerne var ſaa galante! Han er det ialfald ikke. Han ſagde os ad— ſtillige Sandheder, ſom Esmse ikke holdt af at høre. Han bliver her et Aar. Om Vinteren vil han fane det enſomt nok her. Men Vinteren er der længe til. Esmse reiſer til Cannes; hun taler om at tage dertil med ſin Pacht „Glaucus“; beder hun mig om at reiſe med, tager jeg imod det ...

Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris.

Dagene gane deres jevne og ensformige Gang, min kjere og fortræffelige Ven; Arbeidet ſkrider ogſaa fremad, fan meget ſom det uſtadige Veir tillader. Jeg er færdig med fer Cartoner; de reſterende tolv ſtaae endnu uklart for mig. Naar jeg lukker Oinene, feer jeg vor lille Landsby med dens Ege- og Caſtanie⸗ ſkove, dens Klipper af graat Marmor og rødt Porphyr, dens Maisrabatter, dens Blomſter og Bonner, der ſparſomt ffyde frem imellem Stenene, Jeg feer vore ſmukke unge Piger, morkhaarede og velſkabte, med Barmen bølgende under deres Lerreds-Livſtykker og med Stenkrukkerne paa Hovedet. Mit Hjerte, der folger med Tanken, flyver Eder Alle imode. Ak, hvor gjerne vilde jeg ikke ſidde ved Eders Side, i

—— . enedes

Fresco-Billederne. 137

den lille Veranda under de ſtore Taxtrœer ved Nattens Frembrud, en Nat faa violet, faa klar, faa lys og ſtraalende, naar St. Hansormene glimre ſom ſmaa Stjerner paa Kaalhovedernes og Vandmelonernes Blade! Hvis jeg Havde Penge nok til at leve uden at være Eder til Byrde, havde jeg aldrig indladt mig paa den ſtorartede Daarſkab at drage bort fra vore ſkjonne og tauſe Bjerge. Den Luxus, der her omgiver mig, begynder at trætte mig; disſe Tepper, der kvæle enhver Lyd, disſe utallige Tjenere, der fore⸗ komme alle Ens Onſter, disſe uendeligt langvarige Maaltider, hvortil der hører en kempemesſig Appetit, dette vedvarende Panorama af Folk, der Ingenting tage ſig for, der folge den Ene efter den Anden og Alleſammen ligne hinanden, thi Moden paalegger ſine Slaver at gage i ſamme Uniform; det Hele piner mine Nerver. Om man end nok faa meget lukker fig inde, kan man dog ikke unddrage ſig Paavirkningen af det Sted, hvor man opholder ſig; et Hus har ligeſom en By fin egen aandelige Atmoſphere. Desuden er der noget underligt tungt ved Luften her; det er, ſom om jeg kun er halvt vaagen. Uden Sol er jeg ikke mere mig ſelv! Denne evige Taage har Intet til— fælles med vore Stormſtyer, der fures af Lyn og jages af Vinden, der hobe ſig op ſom Bjergtoppe, og om Aftenen, naar Uveiret har raſet ud, frembyde et Farveſpil af uforlignelig Kraft og Intenſitet. Her ligne Skyerne ſnarere Edderdun; de ere kun en graa

138 Fresco-Billederne.

og ensformig Taagemasſe uden mindſte Afvexling; en Solnedgang har jeg ikke feet ſiden den Dag, da jeg fane Civita⸗Vecchia forſvinde i Aftenens Ildglands. De mener vel, jeg lider af Hjemvee. Ja, det er ſandt, det gjor jeg. Men derfor kan jeg dog godt ſtjonne paa den landlige Fred og Velmagt her i Landet, Indvaanernes Kraft, Mod og gode Lune, Reenligheden i deres Huſe og deres Overlegenhed i at dyrke Jorden: hvis man kunde overfore nogle af disſe Egenſkaber til Italien, forſt og fremmeſt Reen⸗ ligheden, vilde det blive et heelt Paradis. Men i det Hele kan jeg dog ikke, uden at vere utaknemlig, beklage mig over min Landflygtighed, thi jeg har det Bedſte af Alt: et Arbeide, der tiltaler og interesſerer mig.

Efter nogle Forſog paa at blande ſig i mine Sager og give gode Raad, ſom jeg har afviiſt med ſtorre Beſtemthed, end det maaſkee var høfligt og klogt, har Lady Charterys endelig givet mig fuld Handlefrihed; jeg har en Anelſe om, at hendes Fætter har ffrevet til hende, at jeg er en Perſon, der ikke er let at behandle. Nu har jeg været her i tre Maaneder, og i den Tid er her kommet det ene Les Fremmede efter det andet; men jeg har ikke mere med dem at gjøre, end om de boede paa Maanen; de har, eller rettere ſagt, hun har faaet den Vane at komme Klokken jer og drikke Thee i Balſalen, naar man ikke er pan Jagt eller ude at ſpadſere, eller naar det har

Fresco⸗Billederne. 139

regnet om Eftermiddagen. Jeg kan ikke nedlægge noget Veto; hun er fuldſteendigt i fin gode Ret. Da hun fif at vide, at jeg er en Smule muſikalſk, (od hun et Piano bringe ind i Balſalen. Jeg kan natur— ligvis ikke vægre mig ved at ſpille, naar Lady Charterys beærer mig med fin Nerverelſe; jeg tilſtaaer endog, at disſe ſmaa Theeſelſkaber ere en behagelig Afvexling i mit ensformige Liv, og at jeg virkelig foler mig ubehageligt ſkuffet, naar man enten er ude at ride og kjore, eller man ſpiller lawn tennis, et ligeſaa ſtoiende ſom ubegribeligt Spil, efter hvad jeg kunde fee ved at gage igjennem Gaarden for at komme til Parken. Hun flager nu ikke mere over, at mit Arbeide gaaer for langſomt; jeg har en Mistanke om, at det nu be— gynder at interesſere hende at ſee Gipſen faae Farve ſom en Roſe. Jeg har faaet fat i nogle kjonne Bonderborn, jeg vil bruge ſom Moͤdeller. Smukke ere de ganſke viſt; men det er ogſaa det Hele. Der er intet Liv i deres blaa og runde Sine; jeg kan kun copiere deres ſmaa, velſkabte Legemer og runde Lemmer — deres Anſigter ſiger ikke Noget. De italienſte Born har et Paradis eller et Helvede i deres meerkverdige Oine. Hvorfor? Fordi der er ingen Sjæl i disſe Born, og hvis der var en, vilde de jælge den for Roverkjob for at kunne kjobe ſalt Fiſt og Tomater. Der er alligevel noget Übeſkriveligt i deres Blik, ſom Smaabornene her mangle aldeles. Er det maaſtee, fordi der gjærer ſaamange Ting i vort

m tu

140 Fresco⸗Billederne.

Blod og i vor Jordbund? Eller er det, fordi de italienſte Mødre lulle deres Born i Søvn ved at ſynge Tasſos og Metaſtaſios Stropher for dem? De engelſke Kvinder recitere ſikkert ikke Shakeſpeares Vers ved disſe ſmaa hvide og rode Veesners Vugger.

Jeg har pan ſtagende Fod overſat Tasſo paa Franſk for Lady Charterys og hendes Venner; Form— forandringen er ingenlunde heldig for den ſtore Digter; visſe Steder ſynes dog at have gjort et meget levende Indtryk paa dem. Jeg holdt min Oplæsning ſtagende ved Vinduet i det, de falde mit Feengſel, et Vindue, hvorfra man har Udſigt til de gronne Plainer og de ſtore Cedre. Omgiven af en Kreds af ſkjonne Kvinder maa jeg, forekommer det mig, have lignet Decamerons Forteller. Bedſtemoderen ſeer, ſom jeg nok kan merke, iklfe med meget velvillige Oine paa disſe Sammen— komſter; men hendes Bifald eller Mishag har ikke meget at ſige hos Lady Charterys, thi da hun nu er myndig, er hun fin egen Herre og ſkylder Ingen Lydighed. Hun maa hele ſit Liv igjennem have veret et forfærdelig forkjelet Barn, ſom altid har drømt om umulige og uopnagelige Ting, og, hvad mere er, ſom ogſaa til Nod har kunnet være uforſkammet og lunefuld. Desuagtet troer jeg, at hun i Grunden er af en god Natur; men hun er bleven ſaa forkvaklet i Selſkabslivet, at hendes Hjerte kun ſjelden flaaer, ſom det ſkulde.

Fresco-Billederne. 141

Der opholder fig her en Hertug af Kingslynn, en af hendes mange Fættere, ſom det er det alminde— lige Onſke, at hun ffal gifte fig med. Det er en flink Fyr. Hun falder ham Vic og piner og plager ham i det Uendelige. Han er ikke uden en vis Verdighed, naar hun ſender ham ſine ſpidſe Pile; men han er ikke hendes Ligemand i Forſtand, og gifter hun ſig med ham, er det kun for at blive Hertuginde. Det er mere end rimeligt, at de begge to meget ſnart vilde fortryde det, om det blev til Alvor. Jeg vilde faa gjerne kunne give Dem et rigtig klart Billede af hende. Jeg ſender Dem hermed en Skizze, jeg tog af hende igaaraftes i det Sieblik, da hun ſteg af Heſten ved Foden af Terrasſen nedenfor Balſalen; hun tog ſin lille graa Hat af, lænede fig mod Rekverket og henvendte nogle Ord til mig; den nedgaaende Sols Purpurglands, der flimrede imellem Taxustrœernes tætte Grene, kaſtede en varm Reflex over den ſtjonne Amazones Haar og gav hendes Sine et mildt og tankefuldt Udtryk. Jeg vil ſenere benytte denne Skizze til et Portrait af hende i fuld Legemsſtorrelſe, naar jeg er færdig med Frescoerne og er vendt tilbage til Florinella, hvor dette Ophold i England maaſtee vil ftaae for mig ſom en Drøm. Hun bliver uden Tvivl gift med Vic, og hun har allerede begyndt at pine hans Hjerte og gjore hans Sind pirreligt. Igaar Eftermiddags havde Lady Charterys og hendes Verden, for at bruge det her gengſe Udtryk, beleiret Bal—

142 ö Fresco-Billederne.

ſalen. Det tilkommer ikke mig at holde dem borte derfra, Jeg var altſaa nødt til at luffe op, ſtjondt meget mod min Billie, det tilſtaaer jeg. Der var mange Menneſker, baade Herrer og Damer, der alle talte Engelſk med hinanden, faa at jeg ikke kunde folge Samtalen. Hvor det ſkulde have moret mig at kunne betale dem med ſamme Mont, hvis der tilfel— digvis havde været en Italiener tilſtede! Disſe engelſke Patriciere ſynes at ville viſe, at Uopdragenhed hører til god Tone. Medens jeg ſkyndte mig at lægge min Cigar fra mig, da Lady Charterys traadte ind, vedblev hendes Gjæfter af begge Kjon at ryge. Der blev ſerveret Thee; Herrerne flubbrede en afffyelig Drik i ſig beſtaaende af Cognac og Seltersvand, og Damerne gottede ſig med varme Poſteier, Bonbons, ſyltede Frugter, Chocolade og alle Slags Slikkerier. Jeg tænkte med Redſel paa, at der forſte Gang vilde blive ringet tilbords Klokken otte. Jeg fatter ikke, at de ikke Alleſammen krepere af Indigeſtion.

Naar de vare fan naadige at huſke paa, at jeg var tilſtede, talte de til mig paa Franſk. Jeg folte mig i dette Sieblik beſat af Forfcengelighedens Dæmon; overbeviiſt om, at de ikke brod ſig en Smule mere om mig end om Perſonerne paa mine Billeder, tænfte jeg ſom faa: Leone Renzo, i Café Greco og i Paris har man altid troet, at Du kunde tale; tag derfor Mod til Dig og prov at gjore Uro blandt alle disſe Cognaes⸗ og Seltersvandsdrikkere. Jeg gik paa; Alle

Fresco-Billederne. 143

ſyntes at være lige fan hjemme i Franſk ſom i Engelſt med Undtagelſe af en temmelig klodſet Cavalleer, en Lord Colcheſter, der gik med en Lorgnet i Oiet. Jeg tog altſaa fat, og jeg havde Held med mig. Jeg fif ſnart den Tilfredsſtillelſe at ſee, at alle de bonbon— knaſende Damer rent glemte Seltersvandsdrikkerne. Jeg fortalte Hiſtorier. Jeg ſang og klimprede paa Mando— linen. Jeg ſpillede en concerto af Schubert og Brudſtykker af „Moſes i Wgypten.“ Jeg driſtede mig derefter til at kritiſere de engelſke Seeder; kun een Ting pinte mig lidt, de vare nemlig faa ſtupide, at de ikke havde let ved at fole Braaden; kun Lady Charterys blev noget pirrelig og forſvarede ſin Maade at leve paa og de engelſke Samfundsforhold, der fore— kom mig at tyde paa en oprorende Egoisme. Basta! jeg havde havt en Chance, jeg havde grebet den i Flugten, og man gik virkelig ikke fra mig, for Klokken ringede. Nogle Minuter for de gik, var jeg kommen i en latinſk Samtale med en af Lady Charterys' Gjeſter ved Navn Bertie, der baade var en udmerket Philolog og en dygtig Kunſtner; han lod til at blive meget forbauſet, men ſvarede mig ikke deſto mindre i ſamme Sprog. „De maa virkelig ikke tale Latin“, ſagde Lady Charterys; „De veed jo nok, at det forftane vi ikke.“ — „Men“, ſvarede jeg hurtigt, „De forſtaaer det ialfald lige faa godt, ſom jeg forſtaaer Deres Engelſk.“ Dette Svar eergrede og ydmygede hende aabenbart. „Den Lektion var god,“ ſagde den Herre,

144 Fregco-Billederne.

jeg talte med. Jeg haaber, at de ville blive kjede af at drikke Thee i Balſalen. Vrede er aldrig gavnlig; men jeg gik glip af Dagens ſidſte Lys, og Lys er der netop faa lidt af her i Landet! — Levvel, min kjeere og ærede Ven; en hjertelig Hilſen!

Mr. Hollys til Lady Charterys.

Det vilde være mig uendelig kjcert at tage imod Deres venlige Indbydelſe; men jeg har ikke mindſte Udſigt til at fane Permisſion i September, og det vilde ialfald blive hoiſt for en halv Snes Dage. Som De veed, fungerer jeg her ad interim, og min Chef kommer forſt tilbage fra Jagterne i November.

Her er ligeſaa varmt ſom kjedeligt. Jeg gjør vaf og til en Sviptour ud til mine Venner, til Frascati, Tivoli, Palo eller til Palazzo Odeschalchi; men det er umuligt at unddrage ſig den blytunge Hedes knugende Vægt, medmindre man kan indaande Bjergluften, og jeg ſidder altfor faſt i mit Cancelli til at vove mig jaa langt bort. Der er hjemme Tale om diplomatiſte For⸗ viklinger, og Parlamentet kan hvert Sieblik blive ind⸗ kaldt. J Forbigaagende ſagt, det er længe ſiden, at De har fortalt mig Noget om, hvorledes det gaaer med Deres Frescomalerier; denne Taushed forekommer

mig at vere mere veltalende end de meſt hoiroſtede

Lovtaler. Har De faaet ham gjort heelt forrykt? Har han af Fortvivlelſe taget Chloral i faa ſtor en Doſis, at han nu ſover den evige Søvn under Milton Erneſt's

Fresco-Billederne. 145

Taxustræœer? Giver De mig ikke et klart Svar, ffriver jeg til Deres Bedſtemoder for at faae at vide, hvor— ledes det hænger ſammen.

Lady Charterys til Samme.

Jeg ſtal, min kjcre Henry, ſelv gjøre mig den Uleilighed, at ſige Dem Sandheden, ſtjondt det egentlig er at viſe Deres Sottiſe for megen Wre. Deres Protegé har det meget godt; Væggene begynde at blive fulde af Skizzer, af Conturer, ſom han ſiger, og de ere meget lovende. Han har iſinde at male Mufikſalen i graffiti. Hvad det er for Noget, kan jeg ikke ſige Dem; jeg folger bogſtaveligt Deres Inſtruktioner og tager mig vel iagt for at blande mig i hans Sager. Jeg lader ham have fuld Handlefrihed. Da han har erklæret, at lawn-tennis er et dumt og ugratieuſt Spil, tor jeg ikke anmode ham om at være med dertil; undertiden, en Gang om Ugen maaffee, ſynger han lidt for os eller oplæfer med megen Ynde et eller andet italienff Digt. Han ſynger virkelig meget godt, og det undrer mig, at han ikke, ligeſom Capoul, er gaaet til Theatret. Vie holder rigtig meget af ham, hvad der egentlig er ganſke merkeligt, thi de kunne blot ſige hinanden en halv Snes Ord. De huſfer jo nok Vics Franſk, hans Eton⸗Franſk, ſom han mente var faa mageloſt, ffjøndt han kun til Nod dermed kan forſtaae de gyſelige Operetter og beſtille fig en

Aftensmad hos Bignon! 10

146 Fresco⸗Billederne.

Ingen af os havde Anelſe om, at han kunde ride, for forleden Dag, da Heſtene vare trukne frem og Souchong (den huſker De vel nok?) paa engang foer afſted i Retning af Skoven, hvor han netop ſpadſerede. At ſtandſe den og ſpringe i Sadlen paa den, var for ham kun et Oiebliks Sag. Efterat have ladet Heſten lobe en tre Miles Vei, jætte over Hekker, ſpringe over Grofter, lykkedes det ham at fane den temmet, og han bragte den tilbage fan from ſom et Lam, medens vi troede, den ſkulde have kneekket Halſen.

Mr. Hollys til Samme.

En herlig Damerideheſt, den Souchong! Men hvem er egentlig Helten? Jeg veed jo dog, at Vie er en god Rytter?

Lady Charterys til Samme.

Hvem kunde ane, at en Italiener forſtod ſig paa at ride? Jeg troede, at de i den Henſeende vare ligeſaa dygtige ſom Franſkmeendene.

Mr. Hollys til Samme.

AUndſtyld min Dumhed! Jeg forſtaaer Dem nok; men opgiv endelig Deres borneerte engelſke Fordomme. Om end Italienerne ikke ere Jockeyer, faa forſtaae de dog at ride. Og hvad Franſkmendene angaager, har De faa aldrig været med paa en Sjortejagt i Chantilly eller pan Vildſvinejagt i Ardennerne? Jeg kan godt

G6—3V—E .. ˙»Ä!,.½—⁰ .....

Inn | ITT TTT IE rtr e

Fresco⸗Billederne. 147

lide, at Vic har Sympathi for Souchongs Be— tvinger.

Lady Charterys til Samme.

Varmen virker nok paa Deres Hjerne. Souchong er ingenlunde bleven betvungen; den vil ſom ſed— vanlig gjerne bide fin Groom og ſprenge fin Baas!

Mr. Hollys til Samme.

Et Ord endnu. Tager De til Cowes ſom ſed— vanlig, Ja eller Nei?

Lady Charterys til Samme.

Hvorfor underſtrege et ſaa ſimpelt Sporgsmaal? Nei, jeg tager ikke dertil, fordi Glaucus er under Reparation, og jeg fager Brug for den til Vinter.

Mr. Hollys til Samme.

Tak! det Svar burde jeg have ventet. Har De ikke tenkt paa at lade Glaucus' Kahyt male en graf- fiti? Hvis faa er, har jeg en Mand til Dem, ſom jeg burde have ſendt Dem til Balſalen; han er otteogtreds, har baade Ordener og Diplomer, er Profesſor, Med⸗ lem af tuſinde Akademier og forreſten et Aſen! Det

havde jo været kjedeligt nok for Frescomalerierne; 10%

— me

148 Fresco⸗Billederne.

men Maleren var ikke kommen til at undgjelde der— for; han havde ganſke viſt ikke overſat Tasſo eller ageret Mazeppa paa Souchong. Men man bliver aldrig klog, for det er forſilde.

Lady Charterys til Samme.

Jeg har ſendt high-life-Bladene en Notits om, at den almindelig” bekjendte og afholdte Mr. Hollys er gaaet fra Forſtanden ſom Folge af et Solſtik, hvoraf han er bleven ramt under Udovelſen af ſin diplomatiſke Virkſomhed i Rom.

Mr. Hollys til Hertugen af Kingslynn, Milton Erneſt.

Kjere Vic, De veed, jeg onſker Dem alt Godt; men hvad kan jeg gjøre? Jeg har aldrig havt megen Indflydelſe paa min Myndling, og i Afſtand har jeg aldeles ingen. Hvis jeg ffriver til hende og taler Deres Sag, vil det formodentlig for ſtedſe gjore hende uvillig ſtemt imod Dem. Jeg er overbeviiſt om, at hun nerer megen Agtelſe for Dem, og at hun ikke kunde gjore et bedre Valg. Selv aldeles bort— ſeet fra de ophoiede Egenſkaber, paa Grund af hvilke Belgravia aldrig har ophørt at ſee op til Dem, ſiden De gik ud af Etons Ottende, er Deres loyale Charak⸗ teer, Deres ærlige Henſigter, Deres blide og ſindige

Fresco-Billederne. 149

Tænfemaabe og det Heldige i, at De fjender hende faa godt, i mine Oine en ganſke anderledes ſtor Garanti for, at hun vil blive lykkelig med Dem; men hvis De ſelv føler, at hun ikke har nogen Til— boielighed for Dem, ſaa ſkal De ikke give hende Lei— lighed til at gjøre Dem ulhykkelig.

Esmée er en Kvinde, ſom vil være iftand til Alt, hvis hendes Hjerte nogenſinde taler. Men hvis hun for Dem kun foler Sympathi eller almindeligt Venſkab, faa. .. faa, min fjære Vic, faa ſtod Dem hellere en Dolk i Hjertet end at ødelægge hele Deres Fremtid ved at udfætte Dem for en evig Skuffelſe, en forterende Skinſyge, en unyttig Opoffrelſe. Det er i al Oprigtighed min Mening; De kan jo nu gjøre, hvad De ſelv finder rigtigſt. Kun onſker jeg, at De ſvarer mig paa folgende Sporgsmaal: Har jeg handlet rigtigt eller ikke i at ſende Renzo til Mil: ton Erneſt? Medens jeg nok tænkte mig, at det kunde more hende at viſe ham fin Stivſindethed med Hen— ſyn til hans Arbeider, kunde det aldrig falde mig ind, at hun vilde give ſig mere af med ham end med Godſets Læge og Preeſt. Jeg gyſer for, at jeg ikke tilſtrekkeligt har tænkt paa, hvilke Ulykker en clas⸗ ſiſt Profil og to kulſorte Oine kunne anrette.

Hertugen af Kingslynntil Mr. Hollys. — Rom. Milton Erneſt. Nei, jeg troer ikke, det har Noget at ſige med

**

150 Fresco⸗Billederne.

Italieneren. Han ſynes at gage aldeles op i fit Maleri; jeg har virkelig fattet Venſkab for ham. Skjondt han er ſmuk, er han hverken indbildſk eller paatrængende; han er en fattig Djævel, men mært værdigt ſtolt og holder fig af fig ſelv i Afſtand. Jeg troer ikke, han har den mindſte Udſigt; men De kjender ham jo upaatvivlelig tilbunds. Trods Alt, hvad De ſiger, og ſkjondt jeg troer, De kan have Ret, bliver jeg alligevel ved min Mening. .. jeg vil prove det. Hun har aabenbart ikke meget tilovers for mig; men, hvis hun ikke har mere tilovers for Andre, hvorfor ffal jeg faa tabe Modet? Jeg kan ikke ligeoverfor hende udtrykke mig ſaaledes, ſom jeg gjerne vilde, eller fee ſaaledes paa hende ſom Italie— neren, naar han oplæfer Tasſo; ikke deſtomindre vilde jeg gjore Alt for hende, og jeg troer ikke, der paa hele Jorden findes en Kvinde ſom hun. Har hun Feil, ſaa kjender jeg dem ikke; hun kan, om hun vil, behandle mig ſom det Smuds, hun træder paa; derfor ffal jeg alligevel elſte hende hele mit Liv igjennem.

Mr. Hollys til Hertugen af Kingslynn.

De har fuldkommen Ret, min kjere Vie; men det bryde Kvinderne ſig ikke mere om end om Smudſet under deres Sko; jeg tilfsier yderligere, at maaſkee fore⸗ træffe de endog ſelv at blive behandlede paa den Maade. Det er en loierlig Smag; men: ſaadan er

Fresco-Billederne. 151

de nu engang. Jeg har ofte hort tale om Kjerlig— hedens Klarſynethed; men Kjerligheden har altid fore— kommet mig at være faa blind ſom tituſinde Flager— muus, og De gjor ingen Undtagelſe fra denne Lov. Gud være med Dem, fjære Ven! Raft fremad og ſee at vinde Spillet!

Hertugen af Kingslynn til Mr. Hollys. Spillet er tabt! Det var knap nok, hun vilde

høre paa mig. Jeg gaaer nu paa Elefantjagt. Jeg er reiſt, ſend mig Brev til London.

Mr. Hollys til Samme.

Det gjor mig inderligt ondt; men vil De folge mit Raad, faa opgiv Reiſen til Afrika. Tag hellere til Benderrick eller Glenlochrie, jeg ſkal da gjøre det Umulige for at flippe herfra og tilbringe en Ugestid ſammen med Dem.

Hertugen af Kingslynn til Mr. Hollys. Rom. Gardens Klub, London.

Mageloſt! De unge Dyr ere meget gode pan

denne Aarstid. Jeg tenker nu ikke mere paa Italie⸗ neren end paa en Groom. Det var flinkt af Dem,

152 Fresco-Billederne.

at De ffaanede mig for den berømte Fraſe: Jeg jagde Dem det jo nok. Kom til Glenlochrie.

Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris.

Jeg har med ligeſaa megen Glæde ſom Tak— nemlighed modtaget Deres Brev. Det gjor mig meget ondt at hore, at den ſtakkels Jesſas Son har trukket et daarligt Numer. Udſkrivningen er ſtreng for Men- dene, men endnu gruſommere for Modrene. Alt, hvad der pasſerer hjemme, interesſerer mig; naar jeg leſer Deres Brev, er det, ſom om jeg hører Greshopperne ſynge, Natuglen hyle, og feer Maisſteng⸗ lerne bevæge fig; og tcenk! Deres Breve bringe mig en Duftaf vild Kaprifolium, af Citronblomſter og Morgenens vellugtende Dug; naar jeg her vandrer om i Driv- huſene, troer jeg mig henflyttet til Italiens Marker ved Juniſolens Opgang. Lady Charterys er nu neſten ene paa Milton⸗Erneſt. Alle hendes Gjeſter ere reiſte med Undtagelſe af en elffværdig ung Dame, Lady Hermione, og fan den imponerende Bedſtemoder. Den berommelige Hertug er bleven afviiſt, hvis jeg ellers tor troe Overgartneren, der er den, ſom taler bedſt Franſk her. Jeg ſtager i ſtor Gunſt hos ham, efterat jeg har viiſt ham, paa hvilken Maade det er lykkedes Dem at helbrede Deres Viinranker for den Sygdom, vi falde oriptommia, og ſom hans her i

Fresco-Billederne. 153

Drivhufet ogſaa ere angrebne af. Den unge Hertug er nu reiſt; han er optraadt ligeoverfor mig ſom en ſand Gentleman; men Lady Charterys ſyntes ikke i nogen Henſeende om ham. Hun drillede ham, gjorde Nar af ham og betragtede ham aabenbart ſom et Fe, hvad han efter min Mening ingenlunde er, ſtjondt han har et noget keitet Veſen og taler det juſt ikke elegante Sprog, ſom for Tiden er i Mode hos de unge Mænd af den fornemme Verden, ialfald efter hvad jeg har kunnet flutte mig til af dem, jeg har ſeet her. Lady Charterys og Lady Hermione komme ſtadig og drikke deres Thee i Balſalen; de begynde virkelig at forſtaae Tasſo ganſke godt. Lady Charterys har en prægtig Mezzo-Sopran; hendes Maade at ſynge pan lader desværre i mange Henſeender Meget til— bage at onſke. Hun tager paa den elſtverdigſte Maade mod mine Bemeerkninger; jeg lerer hende ogſaa at klimpre paa Mandolinen; disſe Timer ville imidlertid ſnart høre op, da hun ſkal begynde paa en Rekke Beſog rundt om paa Slottene. Efter hvad hun ſiger, kan der ikke tenkes noget mere kjedeligt. Jagttiden er nok allerede begyndt i Skotland, og der fager hun forſt hen. Naar Herrerne have været paa Jagt hele Dagen, ere de om Aftenen ſaa trette, at de ere ſom Faar eller Stene. Det forekommer mig, at den fornemme Verden gjor ſig ſelv til Slave af forſtrœkkeligt kjedelige Pligter. Uagtet de ſelv finde,